Læsetid: 3 min.

Undskyld, hvor ligger venstrefløjen

Dele af den usynlige amerikanske venstrefløj kiggede forbi Arbejdermuseet
29. august 2001

Efter den ene udtalte, opgivende pessismisme efter den anden fra tre amerikanske progressive kritikere, der mandag gæstede København, kiggede ordstyrer David Rehling strengt på de tre herrer. Og spurgte: ’Skal jeg forstå det sådan, at den amerikanske venstrefløj er impotent og afmægtig?’
De tre kiggede lidt på hinanden. Og ventede på, at en af de andre skulle svare. Inden de mandede sig op til noget, der lød som en mumlende symfoni af: ’det ved jeg nu ikke, om man kan sige.’ ’måske’ og ’ikke rigtigt’.
Og man må sige, at aftenen som helhed syntes at besvare Rehlings spørgsmål med et klart ’ja’, da tidsskriftet Social Kritik i samarbejde med Informations forum for systemdebat, Luftskibet, på Arbejdermuseet i København afholdt arrangementet USA – In These Times. Med undertitlen En aften om ny amerikansk politik.
Hvis man havde troet, at Ralph Naders kandidatur ved sidste års præsidentvalg og protesterne ved WTO-mødet i Seattle markerede en åbning for den amerikanske venstrefløj, må man tilsyneladende tro ihærdigt om igen.
Joel Bleifuss, chefredaktør for det venstreorienterede blad In these times, James
Weinstein, grundlægger af samme publikation, og David Dyssegaard Kallick fra The Fiscal Institute i New York og aktiv i det mindre parti Working Families Party, var inviteret til at holde oplæg og svare på spørgsmål.

Politiske perspektiver
De tre gæster sad bag et med en karakteristisk rød dug beklædt bord og rystede på hovederne over de politiske perspektiver.
Redaktør Bleifuss indledte med betragtninger over den ny amerikanske præsident, som 60 procent af de amerikanske vælgere finder charmerende, fordi han ikke virker klogere eller mere oplyst end manden på gaden.
For at give indtryk af entusiasmen omkring realiseringen af Bush’s drøm om det nationale missilskjold, citerede Bleifuss den republikanske senator Bob Smith, der stolt har kaldt det USA’s ’udtalte skæbne’ at erobre rummet for at forsvare landets sikkerhed og kapitalinteresser: »Vi vandrede fra øst til vest. Rummet er the next frontier.«
På den anden side så Bleifuss et konstruktivt potentiale i Bushadministrationens offensive forsvarspolitik og afvisning af Kyotoprotokollen:
»Det vil forhåbentligt forene Europa mod USA.«

Censur
Magasinet In These Times er resultat af 60’ernes oppositionelle rørelser. James
Weinstein kom fra bevægelsen New American Movement, da han for 25 år siden grundlagde bladet som forum for progressiv debat.
Redaktør Bleifuss fortalte, at bladet bestræber sig på at skrive de historier, som den etablerede presse dækker over. At det ikke bare var en kliché fra et collegekursus i journalism, men nødvendigt, forklarede han med et eksempel. De sidste to år af Ronald Reagans periode som præsident var han så svækket af Alzheimer, at han var mentalt inkompetent. Hvilket ikke nåede frem til den amerikanske offentlighed, fordi pressen valgte at ignorere det.
Kallick beskrev venstrefløjens skæbne med udtrykket ’afmagtens korruption’. Under de senere års nedskæringer af sociale ydelser har venstrefløjen kritiseret nedskæringerne. Og er dermed endt med defensivt at forsvare det bestående i stedet for at formulere offensive ideologier og strategier.
Aftenens sidste taler, James Weinstein, præsenterede som den eneste en konstruktiv, realpolitisk mulighed for den amerikanske venstrefløj. Han gjorde opmærksom på, at den religiøst fundamentalistiske højrefløj, som kun udgør 20 procent af de i Kongressen repræsenterede republikanere, har været i stand til at præge partiets politik. Og mente venstrefløjen burde gøre det samme indenfor det demokratiske parti.
Weinstein fortalte historien om, hvordan bevægelsen mod Vietnamkrigen ikke havde skabt platform for en samlet venstreorienteret opposition, fordi aktivisterne ikke havde haft andet til fælles end modstanden mod en krig, der jo måtte stoppe på et tidspunkt. Og hvordan de oppositionelle kræfter derefter var opløst i enkeltsager som feminisme, økologisme osv.
På et spørgsmål fra salen om, hvordan man kunne samle den amerikanske venstrefløj, svarede Weinstein, at hvis han vidste det, havde han ikke haft tid til at sidde i København.
Bleifuss rystede på hovedet, og Kallick syntes, det var svært at svare på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her