Læsetid: 3 min.

USA vidste at folkedrab i Rwanda var i vente

Deklassificerede dokumenter viser, at USA allerede før folkedrabet i Rwanda vurderede, at situationen kunne udvikle sig i et blodbad
24. august 2001

Washington – USA vidste helt præcist, hvad der ville komme til at ske i Rwanda i foråret 1994: Et folkedrab på hundrede tusind vis mennesker. Det fremgår af 15 ’deklassificerede’ dokumenter, som forskeren William Ferroggiaro efter fem års kamp med at bøje paragrafferne i den amerikanske lovgivning, har bragt for dagens lys.
Organisationen National Security Archive, der arbejder på at ophæve de diplomatiske og militære dokumenters fortrolige status, har gjort de 15 dokumenter tilgængelige på Internettet.
I en skrivelse fra Pentagon, dateret den 11. april, altså fire dage før massakren på tutsierne begyndte, nævnes risikoen for et »blodbad« på »flere hundredetusinde mennesker«. I alt blev cirka 800.000 mennesker ofre for massakren i Rwanda, der varede under 100 dage. Størstedelen tutsier, men også nogle hutuer.
Et diplomatisk telegram dateret den 29. april, citerer en telefonsamtale mellem en specialist fra Udenrigsministeriets Afrika-kontor, Prudence Bushnell (i dag er hun USA’s ambassadør i Guata-mala), og en af dem, der stod bag folkemordet, oberst Theoneste Bagosoora (der venter på at få sin sag for den internationale straffedomstol for Rwanda). Bushnell forklarer ham, at hun ved, at hæren står bag massakrerne og forlanger, at han får dem stoppet.
»De myndigheder, som ønskede at vide, hvad der foregik, havde mulighed for at finde ud af det. Men de ville ikke vide det, for de ville for alt i verden undgå militær indblanding,« forklarer Ferroggiaro.

Huskede stadig Somalia
På det tidspunkt står de ulykkelige amerikanske handlinger i Somalia stadig friske i erindringen. I starten af maj advarer Pentagon mod brugen af ordet ’folkedrab’, eftersom det, i henhold til konventionen fra december 1948, kræver en indblanding fra FN.
»Tonen i disse skrivelser er meget iøjenfaldende: De forskellige statsforvaltninger behandler Rwanda som et hvilket som helst andet emne; som ren rutine. Som om det, der gik for sig, ikke var noget særligt,« siger Samantha Power, forsker fra Harvard-universitetet, der netop har offentliggjort en undersøgelse om emnet i tidsskriftet Atlantic Monthly.
»Det allerværste er, at der dengang ikke fandt et eneste møde sted om Rwanda med præsidentens deltagelse,« tilføjer hun.
Clinton har efterfølgende forsøgt at rette op på fortiden ved at komme med en undskyldning under en mellem-landing i Kigali i marts 1998. Samantha Power mener, at hvis amerikanerne vidste, hvad der gik for sig i dette land, som de ikke havde det store kendskab til (udenrigsminister Warren Christopher blev nødt til at slå op i et atlas, for at finde ud af hvor det lå), så måtte franskmænd og belgiere have være endog en hel del bedre informerede. Bruxelles gjorde faktisk en stor indsats for at være åben om sin rolle i folkedrabet, men det samme kan man langtfra sige om Paris.

Hård kritik i Belgien
I 1997 nedsatte Belgien en undersøgelseskommision bestående af 18 senatorer. Efter ti måneders arbejde fremlagde den i december 1997 en rapport på tusind sider, hvori den daværende regeringen, og ikke mindst den daværende øverste leder af det diplomatiske korps, Willy Claes, blev anklaget for ikke at have gjort noget for at undgå et folkedrab, der i høj grad havde været til at forudse.
Rapportens leder, Guy Verhofstadt, der i mellem-
tiden var blevet ministerpræsident, tog den 7. april 2000 til Kigali i anledning af seks-års dagen for folkemordet, for, på selve det sted hvor der skal rejses et minde for folkemordet, at bede indbyggerne i Rwanda om en uforbeholden undskyldning.
Men i Belgien er det ikke kun diplomaterne, der ser tilbage. Retssagen mod fire af de rwandere, der havde medvirket til folkedrabet, blev sidste forår fulgt tæt af offentligheden.

Fransk frikendelse
Da den franske udenrigsminister, Hubert Vedrine, i sidste uge besøgte Kigali, fandt han det ikke nødvendigt at komme med en undskyldning. Ikke desto mindre er Frankrig, helt uden sammenligning, det land der har ydet mest støtte til hutu-regimet, som planlagde og udførte folkedrabet. Som en følge af den voksende kritik blev Paris nødt til at nedsætte en informationskommision – ikke en undersøgelseskommision – om sin rolle i Rwanda.
Den endelige rapport kritiserede nok Frankrig for at have lukket øjnene, men fralagde sig ethvert ansvar for folkedrabet såvel fra præsidentens, premierministerens, udenrigsministeriets og hæ-rens side. Rapporten kastede hverken lys over den ulovlige våbenhandel, der fandt sted mellem de to lande eller over de franske forbindelser til Akazu, den regerende ekstremistiske hutu-klan. Mest af alt lagde de franske politikere skylden for FN’s intervention over på USA.

© Information & Libération

*Oversat af Gitte Lyngby

*Læs dokumenterne på: www.gwu.edu/~nsarchiv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu