Læsetid: 5 min.

Varemærket, der faldt ned fra himmelen

H.C. Andersen er blevet et dansk ikon, og er på samme måde som Empire State Building og Marylin Monroe blevet berømt for at være berømt
6. august 2001

På tur i turismen
Omkring indgangen til det 20. århundrede er turismen i vidt omfang blevet sat i system over hele landet. Der er endnu langt fra disse tidlige tiders bestræbelser på at gøre det blot lidt nemmere for de tilrejsende og så til udviklingen af den egentlige industri med tilhørende subsidier, som det drejer sig om i dag. Alligevel ser man i attenhundredetallet de fleste modeller for videre udviklinger. Jeg har nævnt pakkerejsen og
guidebøgerne. Og jeg har med Tivoli som eksempel givet et bud på en moderne virksomhed, der er skabt med det formål at tiltrække turisternes opmærksomhed og penge.
Opmærksomhed og penge står i centrum for det 20. århundredes bestræbelser på, fra centralt hold, at tilvejebringe de strukturer, der kan gøre landet såvel som regioner og byer attraktive for tilrejsende. Der er både nationale og økonomiske interesser på spil. H.C. Andersen er et internationalt dansk visitkort, der fungerer lige fint for købmand som turistprofessionel.
Når firmaet Danmark skubber H.C. Andersen frem i første række, er det naturligvis ikke, fordi han nødvendigvis repræsenterer vor ypperste kultur, men først og fremmest, fordi han er verdenskendt og populær. Man kan tage Kierkegaard, der er lige så verdenskendt, men ikke populær, som modeksempel. Hvor er Kierkegaard-attraktionen?

En lydhør samtid
H.C. Andersen er, på samme måde som Shakespeares Hamlet, blevet påduttet os som følge af omstændigheder, vi ikke har haft den fjerneste indflydelse på. Stortalentet er tilfældigvis blevet født i et område, der på det pågældende tidspunkt forstod sig selv i nationale rammer, og som derfor kaldte sig Danmark, og det kom til verden i en tid, hvor man over hele Europa interesserede sig for den under industrialiseringen snart hedengangne landbokultur, hvortil blandt andet sagn og skrøner hørte. Man samlede ind, mens man stadig havde de gamle tusser, der kunne fortælle.
Mange af sagnene blev omsat til ’folkeeventyr’ i romantisk forsirede indbindinger, som distribueredes blandt den truede kulturs venner, fortrinsvis velhavere og intellektuelle. H.C. Andersens unikke talent fandt med andre ord en lydhør samtid, og rundt omkring i overdådige biedermeierstuer faldt hans originale videreudviklinger af sagnene fra den snarligt musealiserede landbokultur i herskabernes smag. Rygtet om hans uomtvistelige kunnen spredtes i de velhavende, toneangivende kredse, som han snart færdedes i, og dermed var grundlaget for dels hans omfattende rejseri, dels hans verdensberømmelse, lagt. Hans værk blev oversat til alverdens sprog.

Berømmet berømmelse
Turistfirmaet Danmark kan ikke andet end at tage dette til efterretning og handle derpå. H.C. Andersen er blevet et dansk ikon, og enhver ting, der har forbindelse til dette, kan gøres til genstand for turistens blik. H.C. Andersen er på samme måde som Empire State Building og Marylin Monroe blevet berømt for at være berømt. Og på tilsvarende vis som turisten aflægger Leonardo da Vinci’s Mona Lisa en pilgrimsvisit for at have set den (det vidner den permanente kø om), så har man ikke været i Danmark, med mindre man på en eller anden måde har set selve tegnet på det danske, enten dets logo, Den lille Havfrue, eller dets relikvier, indeholdt i H.C. Andersens Hus i Odense. Jeg tvivler på den helt store forskel i motiveringen hos hovedparten af de tilrejsende. Huset i Odense besøges, på samme måde som Havfruen, for at have besøgt det.
De mange forskellige relikvier – genstande, der har været i berøring med ikonet på den ene eller den anden måde – kan i sig selv slet ikke oppebære interessen. Men hver enkelt genstand er bestøvet langt ud over sine egne grænser. H.C. Andersen har drysset på den. Det gør den til noget helt unikt – en faktor, der i en tænkt situation ville kunne give helt ekstraordinære hammerslag på Sothebys eller Christie's internationale auktioner – alene proveniensen ville sidestille den med Elvis' guitarer.

Arkivets helgardering
Som mindestue – for det er jo det, der er tale om – er H.C. Andersens Hus i særklasse. Midt i Odense bys metropoliske forivringer – først den verdensberømte fadæse med gennemfartsvejen på den ene side, dernæst det iskolde kulturcenter og konferencehotel på den anden side, synes man at have bevaret en hel lille bydel alene til ære for mindestuen. H.C. Andersens Hus ligger ganske kønt placeret midt i sin egen lille, danske udgave af Flintstones: træ og tegl står ud til alle sider – også paraboler og biler lyser så fint i de gamle materialer. H.C. Andersens Hus synes, i modsætning til mange andre kunstnermindestuer, i den helt specielle situation, at der tilsyneladende slet ikke mangler midler eller opmærksomhed til dets virke. Det vidner arkivets tætte helgardering af Anderseniana om. Intet synes for småt. Enhver oversættelse til et fremmed sprog kan være sikker på museets interesse. Tegnere, der har haft æren af at illustrere forfatterens værker, har fået del i berømmelsen og udødeligheden på samme måde som alle os andre, der med ikonet har fået en pæl at holde fast i midt i forvirringen: H.C. Andersen kom fra Odense, der ligger midt i Danmark, der ligger midt i verden. Heromkring cirkler vi som fordrukne drabanter. Vores danske sprog suges ned i historiens malstrøm, vi hvirvler rundt i markedsføringens periferi og tror på danske ’værdier’ og ’dansksind’.
I 2005 vil markeringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag ligne lige præcis det, den er: En begivenheden udi i diplomatiet med tilhørende festfyrværkeri og cocktails. Intet skal mangle. Det vil være helt misforstået at læse opmærksomheden, som Andersen tildeles, med litterære briller. Hans talent var jo uomtvisteligt og uomtvisteligt virtuost, men en del andre kunstnere ville fortjene samme opmærksomhed, hvis det alene var de kunstneriske kvaliteter, der var på tale. Men som sagt: Ikke et ondt ord i den sag. Fyr hele bulen af! Byg en 250 meter høj skulptur af ham ved Kastrup Lufthavn. Glem den lummert dobbeltmoralske smagfuldhed. Lad flyene flyve ind mellem hans ranglede ben. Så ved vi for en gangs skyld, hvor det er, vi lander. I H.C. Danmark!

*Dette er den 12. af 17 artikler, hvor forfatteren Pablo Henrik Llambias besøger danske turistmål reflekterer over og fortæller turismens historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu