Læsetid: 2 min.

Vi venter i mørket

10. august 2001

(2. sektion)

Nedslag
Den, der i den kommende uge går til den stort anlagte amerikanske lyrikfestival, har noget at glæde sig til – og over. Amerikansk lyrik har nu engang noget særligt over sig, først og fremmest subjektiv lidenskab og henvendt direkthed, men også, tæt forbundet hermed, troskaben mod det daglige sprog og den legende humor.
Disse stadig lyslevende egenskaber kan utvivlsomt langt hen ad vejen føres tilbage til mammutterne – de virkelig store i USA-poesien, i det 19. årh. således Whitman, i det 20. folk som Gertrude Stein, Wallace Stevens, William Carlos Williams, Charles Olson og hele striben fra ’beat generation’ med Allen Ginsberg i spidsen. De fleste af dem, plus Ezra Pound, T.S. Eliot, Langston Hughes, Hart Crane og flere endnu kan den danske lyrikelsker og poesi-entusiast nyde i fremragende oversættelser, ikke mindst takket være Kai Friis Møller, Poul Borum, Jørgen Sonne, Erik Thygesen og Bo Green Jensen. Men det store usa’nske altdækkende digtkatalog har vi aldrig fået på denne side af Sundet.
Det fik de på svensk i 1984, gennem en kæmpeindsats af Jan Verner-Carlsson, i form af USA Poesi: 900 tættrykte sider med oversættelser af 200 digtere samt bio-bibliografi og leksikalsk stikordsliste (Forlaget Café Existens). De største er med, alle sammen, men også talrige mindre kendte navne, og hvad mere er, i begrebet ’det amerikanske’ medtages værtsfolkene, for så vidt som moppedrengen begynder med indianske sange:

I mørket venter vi!
I der har hørt vort råb
vis os vej
på vor rejse gennem natten.
Nu brænder ingen sol for os,
Ingen stjerne lyser.
Natten er ikke venlig;
Den sænker sine øjenlåg.
Månen har glemt os.
Vi venter i mørket.

Disse enkle, messende irokesiske vers minder os om poesiens oprindelse i sangen og ritualet, og de gør det plausibelt, at selv en moderne digter gerne i et eller andet omfang har lov at agere shaman – den, hvis ord vil helbrede andre.
»I de fleste primitive kulturer er alle mennesker digtere,« siger Gary Snyder i et interview med den svenske lyriker Gunnar Harding. »Ved den ene eller den anden lejlighed finder hvert menneske på en sang, sange for at få visioner, krigssange, friersange for at få en pige, dødssange inden de dør.«
Denne umiddelbare nødvendighed, den subjektive impuls, er måske til syvende og sidst, hvad der gennem årene har kunnet stå nogenlunde urørt i amerikansk poesi. Håbet om et digt som vejviser gennem natten, for dig og for hvem som helst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her