Vidunderbørn på R&B-firmamentet

Den nys afdøde 22-årige Aaliyah sad lige i tidsånden med futuristisk, funky R&B, mens de purunge debutanter Alicia Keyes og Bilal trækker tråden tilbage til
70’ernes soul

Nye cd’er
Trods sine kun 22 år nåede R&B-sangerinden Aaliyah at blive lidt af en veteran på den scene, før hun sidste lørdag faldt ned med en flyvemaskine på vej fra en videooptagelse på Bahama-øerne. Hun var kun 14, da hun i 1994 blev opdaget af ikonet R. Kelly, som skrev og producerede hendes debutalbum, Age Ain’t Nothing But A Number, der sad lige i tidsånden og øjeblikkeligt etablerede Aaliyah som en stjerne på R&B-firmamentet.
Med sit andet album, One In A Million, påbegyndte hun et samarbejde med produceresset Timbaland, hvilket bl.a. resulterede i udfordrende og fornyende hits som ’If Your Girl Only Knew’, ’Are You That Somebody’ og ’Try Again’.
Aaliyah’s tredje album har været imødeset med spænding og Aaliyah, som det djærvt er betitlet, er da også på alle måder et kompetent og spændstigt udspil. Aaliyah er ikke – som mange R&B-kunstnere – rundet af gospel, hvilket er med til at give hendes vokalarbejde en poppet klang, og det er tydeligt at pladens forskellige producere alle har lagt sig i selen for at arbejde rundt om hendes næsten sarte udtryk. Vi befinder os dog ikke helt i R&B-mesterklassen denne gang, idet det er det tydeligt at Aaliyah med dette udspil var på vej væk fra avant-R&B mod et mere mainstream-afrundet udtryk, som måske ville øge hendes tiltrækning for det pladekøbende publikum.
Albummets 15 skæringer fordeles på fire seje producer-crews – udover Timbaland gør diciplene Rapture og E. Seta en god figur, mens Bud’da stadig står i skyggen af sine forbilleder – men sangmaterialet ikke altid lige stærkt og sine steder bliver det lige lovlig Janet Jackson-kælent; således ville den lidt lumre ’Rock The Boat’ ikke have været helt malplaceret på Jacksons seneste, kiksede udspil. I det hele taget gør sangene i den der bump-and-grind-stil absolut mindst indtryk.
Men når tingene går op i en højere enhed – og det gør de cirka hver anden gang – må man sige, at Aaliyah var en stærk udfordrer til titlen som R&B’ens Førstedame.

Forrygende talent
Hvor Aaliyah først og fremmest var performer, er den 19-årige debutant Alicia Keyes en udpræget R&B-auteur, som udover at besidde en rig og udtryksfuld stemme endvidere er en forrygende pianist og en talentfuld sangskriver. Debutalbummet Songs In A Minor er et spraglet og afvekslende kludetæppe af et album, der placerer Keyes i rækken af kunstnere, som tager arven fra 70’erne op og i processen tilfører den et moderne islæt. Man kommer til at tænke på en ung Aretha Franklin, når denne var allermest tilbagelænet og smooth, man hører ekkoet af Ann Peebles plagede sydstatssoul og man fornemmer arven fra Robert Flacks harmonisk sofistikerede storbysoul. Tilsat en personlig tone og et uomtvisteligt talent, som kommer til rig udfoldelse på Songs In A Minor.
Hos Keyes befinder man sig relativt langt fra tidens grasserende minimalfunk, til gengæld tæt på den gospelmusik, al afroamerikansk populærmusik i større eller mindre grad står i gæld til. Tilfælles med Aaliyah har Keyes en sikker fornemmelse for ikke at overdrive de af gospelmusikken afledte vokalteknikker, som kan drive ikke-indviede til vanvid, fordi de ligger langt fra den europæiske tradition med at holde sig relativt tæt på melodilinjen.
Det betyder dog ikke, at hun ikke folder organet ud i al sin pragt i ny og næ – og så er det næsten ikke til at forstå hun kun er 19! Et nyt, stort talent er kommet til verden og det skal blive spændende at følge Keyes videre færd frem gennem den rytmiske popjunglen.

Et mesterværk
Årets til dato mest positive overraskelse tegner Bilal sig imidlertid for med sit sprængtalentfulde og inciterende debutalbum, 1st Born Second, hvor han – tør man sige det? tør man tro det? – viser sig som den værdige arvtager til Marvin Gaye, Sly Stone og Curtis Mayfield vi er nogen stykker, der har gået og sukket efter. Men der er et så bredt afsæt og sigte i Bilals kunst, at de tre nævnte ikke udgør referencer nok! Trods sine kun 21 år har den klassisk skolede Bilal Oliver optaget elementer fra opera, big band-jazz, hiphop, swing og scat i et udtryk, der ken-
der såvel jamaicanske King Tubby’s dub-eksperimenter som pianisten og bandlederen Jelly Roll Mortons fusion af ragtime, blues, spansk og kreolsk musik: »Jeg er fascineret af vores musiks historie,« siger Bilal og fortsætter: »Jazz er et bordel«. Æd den, Wynton Marsalis, din retrorøv!
Med den indstilling kan det ikke undre at Bilal allerede har samarbejdet med andre jazzinteresserede soul- og hiphopkunstnere: Han har været med hos såvel progressive hiphoppere som Common og Guru (i dennes Jazzamatazz) som ikke mindst New Soul-dronningen Erykah Badu, som han udviser et vist slægtskab med. Og 1st Born Second kommer da også godt rundt i det musikalske landskab, fornemt bundet sammen af hans uafrysteligt smukke og rigt udtryksfulde stemme, som kan give en D’Angelo kamp til stregen. Bilal er ikke bange for at synge om emner, der ikke lige hidrører underlivet, hvilket er med til at gøre ham til en forfriskende stemme på R&B-scenen, hvor man ellers godt kunne få det indtryk, at sex og kærlighed er det eneste saliggørende: »I hope I live to see twenty-five sometimes/ I wish I could be like Moses/ Round up my people/ Get out of the ghetto sometimes/ I wish I didn’t try so hard sometimes«, som det hedder på ’Sometimes’.
Albummet former sig som en rejse gennem det 20. århundredes afroamerikanske musikformer, men udsynet er moderne og tidssvarende, sigtet sikkert og udførelsen lige til et 13-tal. En af de sikreste og mest løfterige debuter i rigtig, rigtig lang tid. At lægge ud med et mesterværk er ingen dårlig begyndelse.

*Aaliyah: Aaliyah (Blackground/Virgin) www.aaliyah2001.com
*Alicia Keyes: Songs In A Minor (J Records/BMG) www.j-records.com
*Bilal: 1st Second Born (Interscope/Universal) www.bilal-the-man.com

*Læs Aaliyah’s nekrolog i morgendagens avis