Læsetid: 2 min.

Med vin fanger man luksusbuge

Når læsere tilbyder at dele deres beholdning
31. august 2001

(2. sektion)

Til næsen
Lykkelig er den vinanmelder, der får respons fra læserne. Især hvis de tilbyder at dele deres vin.
Tidligere denne sommer skrev jeg om mit og Den Stritøredes forhold til bordeaux’er: »De smager af knækkede kviste, er vi enige om, nærmest af fuglereder, hvilket vi tillægger distriktets maskinelle drueafbankning, der får ganske meget af biotopen med op i gæringstanken.«
Og vupti indløb pr. e-mail en læserreaktion: »Vi har lige fået en sending italienske og franske vine hjem, og jeg tænkte, om I havde lyst til at smage sammen med os? Det kunne jo være, at bordeaux’erne ikke var maskinplukkede!«
Som tyskerne siger: ’Mit Späck fängt man Maüse.’ Musefængeren var i dette tilfælde vinhandlerfirmaet www.1855.dk. Ha! tænkte jeg snedigt, nok holder de til i cyberspace, men de oplyser dog i det mindste deres postnr.
Forkert, viste det sig, da vi et par dage efter fik os bænket ved et vinopdækket kælderbord. 1855 er ikke firmaets postnr. Cifrene er valgt, fordi det var det år, der kom den første officielle klassifikation
af vinene i Medoc, fortalte inde haverne, Sven-Åge Sletbak & Peter Kjøller. Dér sad jeg afsløret som ignoramus om vinkulturens jubelår.

Albanaen lovsynges
Ængstelig for yderligere blottelser gik jeg i gang med nipningen. Så længe man ikke har bind for øjenene, er der et sikkert holdepunkt i, om vinen i glasset er rød eller hvid. Og netop en hvid vakte Den Stritøredes og min begejstring: Fra den italienske vingård Tre Monti i Emilia-Romagna en Salcerella, årgang 2000. Den er lavet på 35 procent Chardonnay-drue og 65 procent Albana, en drue egenartet for netop denne provins. Chardonnayen er gæret på ståltank, Albanaen på egefade, hvor den har ligget med sit bundfald, ligesom den franske ’sur lie’ Muscadet ved Loires udløb. Helhedsvirkningen blev fyldig af Chardonnayen og frugtigt pikant af Albanaen. For den lækkerbisken forlanger firmaet 110 pr. flaske.
Da jublen over netop Albanaens bidrag ingen ende ville tage, besluttede Sletbak sig til at forfølge succesen. Han gik ud til sin bil og hentede i bagsmækken en ren Albana, lagret på ståltank hos samme producent. Denne, også en årgang 2000, til 69 kr. pr. flaske. Den lynkølede vi og smagte så de to flasker op mod hinanden. Den fede fylde var selvsagt væk, når Chardonnayen og egetræet var det, men den rene Alba-na havde til gengæld en spids syrlighed, der ligefrem kunne betegnes som spændende.

Fransk-italiensk dyst
Da endnu en runde jubel havde lagt sig, måtte vi til det med bordeaux’erne. For at øge udfordringen dristede vi os til en blindsmagning: Italiensk mod fransk. Den italienske til 295 kr. kom fra firmaet Serafini & Vidotto: En Albazia ’98, fra klostermarkerne i det nordlige Veneto, lavet på en bordeaux’sk blanding: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot.
Den rigtige bordeaux var en Château La Serre, St-Emilion Grand Classé ’98 til 245 kr. Og hvilken var nu hvilken?
Der blev holdt op mod lyset, slynget i glasset, snøftet og smasket, så Gustav Wieds levemand Luksus-bugen ville have knappet op af fryd. Den Stritørede og jeg var sikre i vor sag: Den ene var udpræget mere bordeaux’sk end den anden: Kompleks, tør, pirkende, kraftfuld i næ-sen.
Det var den italienske. Vi tog fejl. En trøst var, at det gjorde vinenes egen sælger Sletbak også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu