Læsetid: 6 min.

Visse mennesker er situationer

Den amerikanske forfatter Lyn Hejinian fortæller om sit hovedværk ’Mit Liv’, der i går udkom på dansk og er blevet kaldt en af årets bedste bøger
15. august 2001

Poesi
Den amerikanske forfatterinde Lyn Hejinian har skrevet to bøger, der hedder det samme: Mit liv. Den ene udgav hun i 1980 som 37-årig. Den består af 37 prosastykker på lidt over en side. De består af 37 sætninger. Den næste skrev hun otte år senere ved at tilføje otte sætninger til de allerede skrevne sektioner. Og ved at skrive otte nye sektioner.
Da den anden udgave af Mit liv i går udkom på dansk, konkluderede Informations anmelder Martin Larsen med begge hænder i superlativsskuffen: »Gode bøger lærer selv læseren hvordan, de skal læses, og denne her er en af de bedste, der kommer i Danmark i år.«
Mit liv er ikke en bestseller-levnedsbeskrivelse af en ung pige, der som sin egen lykkes smedinde var dygtig i skolen og havde det morsomt til festerne. Og siden blev en feteret avantgardedigter, som blev oversat til flere sprog og toneangivende i sin genera-tion. Tværtimod.
Bogen dementerer den opfattelse, at mit liv er mit som selvstændigt uafhængigt individ. Den viser, hvordan den enkelte person bestemmes og defineres af de forskellige sproglige fællesskaber, hun indgår i.
»Det er en hovedtanke i bogen: Der findes ikke en permanent, uforanderlig identitet. Den traditionelle amerikanske poesi afspejler i høj grad den traditionelle amerikanske kultur: Individualisme og retten til privat ejendom og den antagelse, at hver af os etablerer vores sted, som vi omslutter med en fæstning. Omkring hver eneste person. Den ideologi er baseret på antagelsen om et uforanderligt jeg som kernen i vores personlighed.«
»Og jeg opdagede, at sådan hænger det ikke sammen. Man udøver enorm social vold ved at slå sig og hævde: Det her sted er mig. Og det er mit. Det er en fejlantagelse, som har vidtrækkende konsekvenser for vores opfattelse af verden.«

Vi skaber dumheder
Den efterhånden næsten trivielt postmoderne konstatering af individets død er ikke en pointe for Hejinian. Det er en præmis. Som få andre følger hun sin tanke til ende. Bogens stil afbilder det sprængte individ. Fortællingerne har ikke en fast kerne, men springer fra sætning til sætning. Der er intet hierarki mellem filosofiske udsagn, erindringer af regn i påsken og sansninger af kulørt kvæg på en californisk bjergskråning:
»Hvis ikke de forskellige sætninger havde stået side om side, ville de filosofiske udsagn tage sig ud som aforistiske postulater. Det var ikke, fordi jeg ikke troede på dem. Men jeg ville have, at min tro på dem havde samme status som min tro på, at det regnede hver påske. «
– Du skriver den sædvanligvis bortredigerede livsverden med ind som kontekst?
»Læseren har jo altid associationer fra sin livsverden med, når vedkommende læser: Jeg er sulten, jeg burde snart se at komme til tandlægen, jeg er enig eller uenig. Det niveau trænger sin ind i læsningen af selv videnskabelige, matematiske bøger. «
– Der står et sted: ’Det var svært at se, at det var politik, fordi det virker som én persons værk, men i historien står intet isoleret – visse mennesker er situationer.’ Er det ideologien om den store individualist, om Gore eller Bush, der skygger for politik?
»Helt afgjort. Vi skaber dumheder, som tilslører, hvad politik er. Det sætter en falsk dagsorden. I virkeligheden er de enkelte politikere ikke andet end cifre, der bevæges rundt i spil, som de ikke selv er herrer over. «
– Hvis George Bush er en situation snarere end et suverænt individ, hvordan vil så du karakterisere den sitaution?
»Det er et meget svært spørgsmål. For mange af os i USA spørger i øjeblikket os selv: ’Hvordan kunne den mand blive præsident.’ Og jeg tænker ikke på hele den besynderlige proces i Florida. Eller det underlige forhold, at han vandt valget, selvom Al Gore fik flest stemmer«
»Det svære spørgsmål er: Hvad sker der i den amerikanske kultur aktuelt, som gør, at George W. Bush med de synspunkter, han har, kan blive præsident. Det er noget, man prøver at finde ud af lige nu.«
»Amerikansk politik er meget mærkeligt, fordi det i den grad er baseret på individualisme. Valgkampene har over de seneste år udviklet sig til at ligne en scene, hvor politikerne optræder som skuespillere til prøve. Pressen spørger: ’Optrådte han som en præsident i dag? Lød han som en præsident under det tv-show? Virkede han overbevisende?’ Pressen taler som en filminstruktør, der caster til rollen som præsident. Det er ikke tilfældigt, at vi har haft flere skuespillere, som har vundet rollen som guvernører og endda som præsident. Vi er blevet så besatte af den enkelte person, at vi ikke kan se det som situationer og så forsvinder det politiske.«

Language-digtning
Lyn Hejinian er kendt som del af den amerikanske
language-digtning, der gennem 70’erne og 80’erne undersøgte sproget som konstruktion af virkeligheden. Og introducerede digteren som en, der afslører de ideologier, der styrer magtens tilsyneladende neutrale sprog.
»Jeg arbejdede og levede i et fællesskab og en strøm i starten af 70’erne, hvor der var krig i Vietnam. Dengang var der mange, som brugte poesien politisk. Vi prøvede at se på, hvad sætninger gør, og hvordan, de former vores tanker. Digtere har måske en særlig mulighed for at fremprovokere og udstille de
ideologier, fordi vi arbejder med sproget.«
– Hvordan vil du i dag evaluere projektet med at gøre usynlige ideologier synlige for en bredere offentlighed?
»Vi var præget af den utopiske ånd, som tegnede 60’ernes og 70’ernes modstandsbevægelser. Man troede på, at tingene kunne forbedres en gang for alle. Men social uretfærdighed, racisme og sexisme skal bekæmpes hver eneste dag. Der findes ikke ’en gang for alle’-løsninger. Det er ligesom at fylde benzin på en bil: Det kan man ikke gøre én gang, og så kører den altid. Det må man gøre igen og igen. Hvis language-digtningen en gang for alle skulle udstille det ideologiske niveau og etablere en mere åben brug af sproget, må man sige, at projektet mislykkedes.«
»Men language-digtningen skabte en ny forestilling om, hvad poesi er. Projektet hverken lykkedes eller mislykkedes; det skabte en praksis. Og det arbejde forsætter. Der er yngre forfattere, som i dag viser et sandt ansvar for at afsløre, hvad der siges, og hvordan det bliver sagt.«

’Mit liv’
– Hvad er baggrunden for en så usædvanlig selvbiografi som ’Mit Liv’?
»Da jeg for nogle år siden skrev bogen, interesserede jeg mig for forholdet mellem sprog og erindring. Hvilke spørgsmål er tabt i sproget? Og kan man genfinde det tabte ved at bruge anderledes ord og uvante sætningskonstruktioner? Jeg blev bevidst om, at sproget skaber ikke bare erindringerne, men også de begivenhederne, man erindrer.«
»Derfor er nogle sætninger i citationstegn; jeg ville understrege de typer sprog, der var bestemmende for den kultur, jeg voksede op i. Og som skabte mit syn på verden og min adfærd i den verden. Jeg stødte uundgåeligt på forskellige lag af sprog: Mine skolekammeraters jargon og mine meget almindelige forældres talemåder, det politiske sprog, det sociale sprog bredt forstået. De forskellige sproglige felter dannede grundlaget for den flerhed af personligheder, som var mig.«
– Du tilføjede nye sætninger til de forgangne år i anden version af din bog. Betyder det, at også fortiden er åben for forandring, som livet skrider frem?
»Det var én af mine pointer. Den anden var, at et litterært kunstværk også er foranderligt. Grundlæggende gælder det alle bøger.«
»Og jeg ville ikke skrive en bog og dermed betragte den som nu endegyldigt afsluttet. Hverken som bog eller som liv. Ved at sætte spørgsmål ved bogen som sådan ville jeg antyde, at ingen bog kan være absolut og afsluttet. Jeg ville vise den fortsatte utilstrækkelighed ved bogen. Det er et paradoks, fordi utilstrækkelig lyder negativt. Men det jeg ville vise var, at verden forandrer sig hele tiden, og derfor skal bøgerne skrives igen og igen.«

FAKTA
Lyn Hejinian
*Den amerikanske forfatterinde Lyn Hejinian er født i The San Francisco Bay Area i Californien i 1941. Hun debuterede i 1976 med bogen A Thought is the Bride of What Thinking. I 1980 og 1987 udgav hun to versioner af bogen My life, den anden af hvilke netop er oversat til dansk. Hun har ud over sit skønlitterære forfatterskab udgivet essays og oversættelser af russisk litteratur. Lyn Hejinian er blevet kaldt den væsentligste kvindelige repræsentant for den såkaldte language-digtning. Lørdag kl 19 på Glyptoteket kan hun høres læse op af Mit Liv på poesifestivalen »In the making«. Mere på www.inthemaking.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu