Læsetid: 4 min.

Viva Las Vegas – igen

På 24-årsdagen for Elvis Presleys død fremstår han så levende som aldrig før på nyt bokssæt, der indfanger ham i koncertsalen som legenden, der genindtager sit tabte territorium
16. august 2001

Ny cd
Ideen var lige så god som den var praktisk:
Man har en legende, der året før i et tv-show har dementeret alle rygter om, at han er skindød efter at have udtyndet sit talent i en ende- og meningsløs række af film af ufrivilligt, selvparodisk snit. Han er begyndt at vågne, har været i studiet og har genfundet glæden ved at indspille musik, der skal andet end udfylde endnu et soundtrack. Samtidig er han bange. Bange for at tv-showet året før var en enlig, højtflyvende svale. Bange for igen at møde sit publikum, men mindst lige så bange for, hvad der vil ske, hvis ikke han gør det.
Elvis Presleys manager, Tom Parker, var en praktisk mand, der altid havde for øje at gøre sin legende så lønsom som overhovedet mulig. Så da han blev kontaktet af folkene bag det nybyggede, dengang mastodontiske International Hotel i Las Vegas om ikke det var noget for hans ’boy’ at optræde der, betænkte han sig ikke længe. Parker sagde dog nej til at lade Presley være den første kunstner, der skulle fylde hotellets koncertsal.
Det er altid bedst at lade andre tage de usikre chancer og så indrette sig derefter, var Parkers forretningsfilosofi, så da Elvis entrede scenen på The International den 31. juli, havde alle glemt alt om øjeblikkets hotteste navn, Barbra Streisand. Kongen havde genindtaget sin trone, formedelst 400.000 dollars for fire uger med to koncerter om dagen. Et beløb, der lå i Sinatra- og Dean Martin-klassen, for nu at nævne to navne, der associeredes tydeligst med Las Vegas. En sidegevinst for ’Colonel’ Parker var, at han kunne spille på casinoet med udstrakt kredit. Han elskede at gamble, bare ikke i forretninger...

Finkerne af panden
Samtidig, og her kommer det praktiske ind, havde Elvis Presley sikret sig en platform at tage afsæt fra, når han senere skulle turnere. Las Vegas var fast arbejde op gennem 70’erne, og samtidig mange af aftenerne også lidt af et offentligt øvelokale, hvor Elvis slog sig løs med drengene, så finkerne røg af panden, og musikken igen blev meningen med hans tilværelse.
Alt det og mere til kan man høre på Live In Las Vegas, det bokssæt på fire cd’er, som Elvis’ musikalske kurator, Ernst Mikael Jørgensen, har sammensat med sin makker Roger Semon.
Især de to første cd’er er noget af en åbenbaring, selv for Elvis-viderekomne. Og skulle man have boet på Månen de sidste 40 år og aldrig have hørt om ham, er disse skæringer et overbevisende argument for hans status. Hidtil uudgivne optagelser fra shows i 1969 og navnlig 1970 viser en Elvis i total kontrol og samtidig fuld af ydmyghed over for den musik, hvis betydning for berømmelsen han aldrig undervurderede.

Afslappet og nervøs
Han synger fremragende. Afslappet og disciplineret og så med et forsonende strejf af nervøsitet, der afslører, at han faktisk godt ved, at han ikke længere får noget forærende. Selv ikke i Las Vegas, hvor stampublikummet gennem årene var trofast, selv om der de sidste år kom lidt freak- og peepshow over seancerne. Var Elvis i virkeligheden død? Og hvem var så inde i den alt for stramme sparkedragt?
De scenerier spares vi – og Elvis’ eftermæle – nådigt for på disse cd’er, der indfanger Presley i hans prime time, før showet blev et ritual. Rygterne vil vide, at han inden Vegas-debut’en aflurede den unge Tom Jones ikke så lidt, men bortset fra rutinerede, men uengagerede udgaver af bl.a. »Green Green Grass Of Home«, genopkridter Presley sin helt egen bane. Med den lyriske, men skarpe guitarist James Burton som kapelmester, den meget bevægelige trommeslager Ronnie Tutt og den tidligere Doors-bassist Jerry Scheff som ankerfolk genindtager Presley sit gamle territorium.

Aldrig svigtende instinkt
Men der er ikke så meget nostalgi over det, som man skulle tro. Nok får vi gode,
reelle versioner af klassikere som »Heartbreak Hotel« og »Are You Lonesome Tonight,« som viser spændvidden i Elvis’ udtryksform, men det er indlysende i de kontemporære sange, at han virkelig lever og får markeret sine
pointer.
En af dem er, at han ikke alene er en overlevering, men en overlever, der lever og får dengang nye sange til at leve. Højdepunktet er en hidtil uhørt udgave af »Suspicious Minds,« hvor Elvis synger som om han ved alt om, hvad jalousi er.
Men en lang række af numrene viser, hvorfor datidens sangskrivere gerne indgik horrible publishing-vilkår for at få Elvis til at synge lige netop deres sange. Han, der mildt sagt ikke var nogen intellektuel person, stolede på sit instinkt. Og i de år svigtede det ham sjældent.
Skal man indvende noget, og det skal man jo, så er der på de fire cd’er lige lovlig meget genbrug, som viser, at bunden nu er ved at være nået i det engang så bugnende Elvis Presley-restlager. Belægningen på guldkalven er begyndt at krakelere. Store dele af 1970-albummet Elvis Onstage gentages således her, og den fjerde cd har, bortset fra genhør med hans katastrofale, præmature Vegas-debut i 1956, slet ikke det drive og den drengede spilleglæde som bærer de to første cd’er.
Live In Las Vegas underminerer i det store og hele myten om, at Elvis gik i kunstnerisk dvale, da han førtidspensionerede sig selv som underholder i pensionistparadiset Las Vegas.
I hvert fald ikke de første to-tre år, som er i fokus her, hvor Elvis med autoritet, selvfølelse, humor og ikke så lidt selvironi udfylder rollen som netop Elvis Presley, men samtidig mestrer en afvæbnende, overraskende direkte kontakt til sit publikum; en kommunikation, som skærer igennem alle ritualer, ind til der, hvor vi alle kan mødes uanset alt – i musikkens hjerte. Viva Las Vegas!

*Elvis Presley: Live In Las Vegas. Producere: Ernst Mikael Jorgensen og Roger Semon. Remix: Dennis Ferrante. Fire cd-sæt. RCA/BMG. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her