Stjerner på nettet
Det bliver mere og mere almindeligt, at amerikanske filmstjerner får deres egne hjemmesider på Internettet. Jeg taler ikke om sider skabt af inkarnerede fans, men sider, stjernerne selv har betalt for og har kontrollen med. Selvfølgelig er der oftest tale om renskurede præsentationer af stjernerne med kun de ting, de selv mener, at vi dødelige har brug for at vide. Men det kan nu også godt have sin charme.
www.michaeldouglas.com
*Michael Douglas hjemmeside er faktisk ganske underholdende. Ikke mindst fordi manden er stor golffan og ivrig udøver af sporten, der gerne deler sine oplevelser med sidens besøgende. Lige nu kan man f.eks. læse en alt andet end kedelig beretning fra skuespillerens egen velgørenhedsgolfturnering, Michael Douglas & Friends Celebrity Golf, som Douglas for første gang faktisk selv vandt fornylig. Læs bare dette uddrag fra Douglas kampreferat: »Der var vi så på 18. hul, Kenny G., Haley Joel Osment og mig i et playoff mod Thomas Gibson, James Garner og Martin Sheen. James, han var en snu én. Man er nødt til at holde øje med Maverick man ved aldrig helt, hvad han kan finde på.«
Men ellers er siden fyldt med oplysninger om Douglas, hans karriere og kommende film. Man kan købe Douglas-merchandise overskuddet går til velgørenhed se fotos og filmklip og endda stille spørgsmål til ham. »Jeg ville have elsket at være professionel golfspiller på PGA-turen,« svarer han f.eks. på spørgsmålet om, hvad han ville have lavet, var han ikke blevet skuespiller og producent. Og så kan man finde en liste med hans favorit-internetsider, der bl.a. omfatter en hyldest til Mallorcas nordlige kyst på www.costanord.com. Et sted, som velgørenhedsentusiasten er med til at føre tilbage til fordums storhed. www.michaeldouglas.com er med andre ord en hjemmeside, hvor man fornemmer stjernens tilstedeværelse.
www.bruce-campbell.com
*Den amerikanske skuespiller Bruce Campbell er ikke verdens mest kendte superstjerne, men faktisk er han uhyre populær hos ikke mindst et ungt, amerikansk publikum. Han er bedst kendt som hovedfiguren Ash i Sam Raimis vanvittige horrorkomedier Evil Dead 1-3, men har faktisk også optrådt i film af Coen-brødrene og i et hav af b-film og kult-tv-serier. Lige nu ligger hans selvbiografiske bog om sin spøjse karriere, If Chins Could Kill: Confessions of a B Movie Actor, på bestseller-listerne i USA.
Bogens titel, der ironiserer over Campbells kultstatus, er et godt eksempel på skuespillerens barske humor, som man også kan opleve andre steder på hans professionelt drevne hjemmeside, der synes at understrege, at Campbell også er en god forretningsmand. F.eks. i brevet, han sendte til telefonselskabet US West, der åbenbart ikke har sans ordentlig service: »Forresten, så ville det nu være det rette tidspunkt at arkivere dette brev lodret, hvis I ikke har nogen interesse i at forbedre de administrative forpligtelser, jeres selskab skal overholde.« Siden rummer også alt muligt og umuligt andet om og med Bruce Campbell, og den er bestemt et besøg værd.
www.jenniferlopez.com
*En af de rigtig slikkede og upersonlige hjemmesider tilhører den smukke sangerinde og skuespillerinde Jennifer Lopez. Siden er i højeste grad en reklamesøjle for Lopez, hendes filmroller og musik og for de selskaber, som har noget med hende eller hendes karriere at gøre. På siden kan man chatte med andre fans, se billedserier med en appetitlig, letpåklædt Lopez, deltage i konkurrencer eller høre korte uddrag fra hendes sange og se klip fra hendes videoer og bagefter gå ind i en online-forretning og overbelaste sit kreditkort.
Eller man kan sætte sig til at tænke nærmere over de visdomsord, Jennifer Lopez tilbyder sine besøgende: »Hvis du vil blive til noget i underholdningsbranchen, så er du nødt til at have en knald-eller-fald-attitude. Der er ingen alternativer.«