Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

24. august 2001

(2. sektion)

www.thecore.nus.edu.sg/landow/post/misc/postov.html
*Skønt solen i skrivende stund stadig skinner, og varmen næsten er kvælende, lader det sig næppe skjule, at sommerferien er ved at være ovre selv på universiteterne, og nye og gamle studerende skal i gang med et nyt semester. Hvad lærer de derinde, de af dem, som har valgt at kaste sig over litteraturen? De lærer litteraturteorier, og hvis de er så heldige at få lærere, som er med på det nyeste (eller som i det mindste har opdaget, at tænkningen ikke stoppede med Adorno), så er det sikkert Postkolonial teori, de læser. The Postcolonial Web er en meget handy introduktion til dette fænomen, hvor man kan få styr over alle de nødvendige navne og begreber. ML

http://prelectur.stanford.edu/lecturers/derrida/deconstruction.html
*Hvad er det nu, dekonstruktion egentlig er – hvorfor ikke høre det direkte fra hestens mund og med de bedste klip behændigt fundet frem – Stanford University inviterer hvert år nogle af de hotteste navne på besøg som gæsteforelæsere og introducerer dem på sin hjemmeside. Således også for et par år siden Jacques Derrida, som man kan læse uddrag fra adskillige interview med og uddrag af de mest berømte tekster også Om Grammatologi og Glas. ML

www.asle.umn.edu
*Splinterny i den akademiske verden er den såkaldte Økokritik, hvis mål det er at udforske menneskets forhold til det omgivende miljø, sådan som det kommer til udtryk såvel i litteraturen som i andre kulturelle udtryksformer. På The Association for the Study of Literature and Environments (ASLE) egne sider kan man finde introduktioner til teoretiske tilgange, litteraturhenvisninger og links til forskellige
beslægtede organisationer (en af mine favoritter er tidsskriftet for ’kreativ geografi’!). Om ikke andet er økokritikken da en undskyldning for at kaste sig over klassiske forfattere som Melville, Jack London og Burroughs (altså ham med Tarzan, ikke ham med junkierne). De står alle sammen på læseplanen. ML

http://jefferson.village.virginia.edu/pmc/
*Tidsskriftet Postmodern Culture er det førende rent elektroniske tidsskrift inden for området interdisciplinære analyser af nutidig kultur. Eller dvs. det kalder tidsskriftet i hvert fald sig selv. I praksis vil det sige, at der er højpandede artikler om emner, der svinger fra The Blair Witch Project til language poetry. For at kunne få fuldt udbytte af det skal man helst abonnere, men kan man undvære billeder (levende såvel som stille), kan man godt læse artiklerne i en lidt mere primitiv udgave. Blandt bidragyderne er flere af sidste uges amerikanske gæster fra lyrikkonferencen »In the Making«, Charles Bernstein og
Sianne Ngai. ML

www.reception.hum.ku.dk/
*De danskstuderende på Københavns Universitets eget blad, Det Ny Reception er blevet endnu nyere og hedder derfor paradoksalt nok nu blot Reception. Bladet indeholder anmeldelser, interview, portrætter og artikler om den litteratur, de unge studerende finder interessant. En stor del af det kan findes på netsiderne, og måske især interviewene er et læsværdigt alternativ til de korte samtaler, man af og til kan læse i dagbladene. Mere plads giver naturligvis mulighed for at komme et spadestik dybere, og det udnytter redaktionsmedlemmerne til at komme nærmere ind på livet af bl.a. Lars Bukdahl, Pia Juul og norske Jan Kjærstad. ML

www.durationpress.com
*En af mine nyeste opdagelser på Nettet er dette omfattende samlingspunkt for en række amerikanske undergrundsforlag, deriblandt selvfølgelig Duration Press selv, som udgiver en meget spændende serie af international lyrik oversat til engelsk. Det samme gør sådan set ægteparret Waldrops Burning Deck Press, som nu i fyrre år har været et uomgængeligt centrum for den eksperimenterende amerikanske og europæiske litteratur – og stadig er det. Men der er meget mere: 39 forlag i alt er siden her vært for, så der er rigelig mulighed for at gøre fund, som kan udvide ens horisont. ML

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her