Analyse
Læsetid: 5 min.

Der var et yndigt land

Ingen drømmer om at genskabe det danske landskab, som nationalsangen handler om. Men også en mere beskeden plan om mere frodig og mangfoldig natur møder stærk modstand
8. august 2001

Danmark er et lidet, fattigt land. Det ved enhver, selv den vrantne kræmmer i Jakarta, skrev guldalderdigteren Poul Martin Møller for halvandet århundrede siden.
Siden har vi drevet det vidt. Så nu er vi et lille, velstående land med fire-fem gange så mange indbyggere og mere end 10 millioner grise. Den rige natur har vi stort set gjort has på. Heder og klitter, søer og moser, enge og rørskove, lunde og hegn, revl og krat, alt det, vi synger om i vores fædrelandssange.
De vrantne kræmmere sidder nu – i det såkaldte Wilhjelmudvalg – og købslår om prisen for en smule mangfoldighed i de sidste rester af vild natur. Deres motto: ’En rig natur i et rigt samfund’. Deres dagsorden: Det bliver dyrt.
»Danmark er det land i Europa, der har det forholdsmæssigt største areal under plov, hvilket omvendt betyder, at Danmark er det land i Europa, der i forhold til landets areal har det mindste areal med natur,« skriver udvalget i det udkast til betænkning, som Information har set.
»Ingen forestiller sig, at vi på nogen måde skal vende tilbage til det landskab, vi havde i Danmark for 150-200 år siden,« skynder udvalget sig at tilføje. »Men der er behov for, at vi giver naturen og den biologiske mangfoldighed bedre betingelser.«

Med diger og drænrør, tilplantning og opdyrkning af magre jorde, mere effektive landbrugsmaskiner og dyrkningsmetoder og større bedrifter har landbruget og skovbruget efterhånden fået den vilde natur reduceret ned i en størrelse, hvor den ikke kan klare sig selv:
På trods af alt, hvad der er gjort for at nedsætte miljøpåvirkningerne og beskytte den tilbageværende natur, er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år. På land såvel som i havet, skriver udvalget.
»Mulighederne for at naturen kan udvikle sig dynamisk er efterhånden stærkt begrænsede.« Søer og vandløb og farvande er belastede med næringsstoffer og kemiske stoffer. Havbunden er ændret af bundslæbende redskaber. Skovene består mest af ensartede træer af samme alder, som ikke er hjemmehørende i Danmark – og derfor er særligt sårbare over for klimaforandringer. Den konstaterede tilbagegang for det vilde planteliv på strandenge, overdrev og moser er foruroligende. Det samme gælder i vandløbene. En række af havets fiskebestande er i fare for at kollapse. Ca. 30 procent af de kendte og beskrevne arter fra rødlisten er truede. Ca. 340 arter er uddøde siden 1850...
Derfor vil udvalget komme med en række forslag, der skal forbedre beskyttelsen af den eksisterende natur, lægge større, sammenhængende områder ud som nationale naturområder, forbedre naturforvaltningen og -planlægningen og skærpe kravene til landbruget, skovbruget og fiskeriet.
Udvalget vil foreslå en række forbedringer af den landsdækkende overvågning og vurdering af naturens tilstand og af amternes naturpleje og planlægning.
Det kommer også med forslag om etablering af seks naturområder – i Thy, Lille Vildmose, Mols-Helgenæs, Gribskov-Esrum Sø, Det Sydfynske Øhav og Høje Møn. Men det er tanken, at de skal etableres ganske langsomt og på frivillig basis.
Der er også forslag om at føre flere vandløb tilbage til deres naturligt slyngede form og genskabe 100.000 hektar med enge, overdrev og strandenge.

I de indre farvande skal der gøres forsøg med at udlægge naturarealer, og fiskeriet skal udvikle mere bæredygtige metoder.
Det anbefales at sikre den smule naturskov, der findes, og udlægge større arealer med urørt skov, græsningsskov osv. En fjerdedel af de danske skove bør drives efter naturnære principper i løbet af ti år – og resten i løbet af en trægeneration, dvs. 80-100 år, skriver udvalget.
Men den største uenighed handler om landbrugets rolle. Da landbrugets repræsentanter blev stillet over for forslaget om at begrænse udledningen af ammoniak i bufferzoner på 500 meter rundt om alle naturbeskyttelsesområder, gik de til pressen og fik hurtigt skabt en stemning, der også overbeviste repræsentanterne for amter og kommuner om, at de måtte slå bak.
»Der er jo stadigvæk en del kommuner, hvor hovedparten af indbyggerne har deres indtægter i forbindelse med landbrug,« konstaterer Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke. »Det er jo lidt paradoksalt, at man på den ene side opfordrer os til at gøre en indsats for at holde liv i landdistrikterne og på den anden side vil modarbejde det.«
I det følgende udkast blev forslaget begrænset til at omfatte særligt sårbare områder som højmoser, større heder og overdrev og de såkaldte lobeliasøer, dvs. sure søer med meget klart vand.
Den kommende uge vil vise, hvad der kan blive enighed om. Fagligt set ville det bedste være at tage stilling til hvert enkelt område for sig, ud fra en vurdering af de lokale forhold. Men naturorganisationerne frygter, at det blot vil føre til forhaling af indgrebene.

Mange af de landskaber, der i sig selv er fattige på næringsstoffer, gror til på grund af den ekstra næring, der kommer fra nabomarkerne og staldene.
Det store spørgsmål for landbruget – hvor pengene skal komme fra og hvor mange penge der kommer – bliver næppe gjort færdigt i Wilhjelmudvalget.
Det handler både om at bruge de nuværende midler på en bedre måde og få tilført nye midler.
På topmødet i Gøteborg i juni satte de europæiske stats- og regeringschefer som mål at få standset forringelsen af biodiversiteten senest i år 2010 – og pegede på den fælles landbrugspolitik som middel.
I det udkast, Information er i besiddelse af, anbefaler udvalget at man i højere grad målretter de eksisterende støtteordninger til miljøvenligt jordbrug og at man i højere grad gør udbetalingen af hektarstøtte og husdyrpræmier betinget af en drift, der fremmer den biologiske mangfoldighed.
Braklægning kan i højere grad samles i naturbeskyttelsesområderne og støtten kan eventuelt suppleres med ’omstillingstilskud’ til landmænd, der pålægges at drive jorden mindre intensivt.

At dømme efter udkastet er der mange muligheder for at forbedre samspillet mellem naturplaner, udlægningen af særligt følsomme områder og støtteordningerne til økologisk drift og miljøvenlig drift.
Miljøkrav kan i højere grad stilles som betingelse for at opnå de ordinære EU-tilskud efter areal og antallet af husdyr og man kan stille krav om at landbrugsbedrifterne i visse områder underlægges krav om godkendelse efter en analyse af virkningen på miljøet, VVM.
Men det støder altsammen ind i et fundamentalt modkrav fra landbrugets organisationer: De landmænd, der får ændret deres vilkår for at producere, udvide bedriften og lægge den om i fremtiden, skal have fuld klarhed om konsekvenserne – og fuld økonomisk kompensation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her