Læsetid: 5 min.

Fra 1968 til global protest

Den globale protestbevægelse mod den nyliberale verdensorden, der har erobret gaderne fra Seattle til Davos og Genova, er en broget bevægelse, der griber om sig. Nogle begejstres, andre er kritiske
1. september 2001

STUDIESTART

Som da studenteroprøret i Paris i maj 1968 chokerede den herskende politiske klasse og fik den franske præsident Charles de Gaulle til at søge tilflugt ude på landet, så fremkalder den nye globale protestbevægelse, der har bredt sig fra Seattle til Genova, også en lidenskabelig debat i offentligheden. Den umiddelbare årsag er vold.
Under sidste års årsmøde for Verdensbanken i Prag, under World Economic Forums møde i Davos i januar, under det amerikanske frihandelsmøde i Quebec i april, under EU’s topmøde i Gøteborg og senest under G8-landenes topmøde i Genova er det nemlig kommet til hårde sammenstød mellem demonstranter og politiet. Flere hundreder er blevet såret, og i Genova blev en 23-årig demonstrant, Carlo Giuliani, på tragisk vis skudt af en jævnaldrende politibetjent, der blev grebet af angst inde i den politibil, som var ved at blive stenet af vrede demonstranter.
Det store flertal i den globale protestbevægelse har forsøgt at distancere sig fra brugen af vold, men en lille kerne af anarkistiske demonstranter og folk fra den militante ’Black Block’ har som led i en bevidst strategi forsøgt at optrappe volden – for at »demaskere systemet«, som de siger.
Sociologen Manuel Castells, som er professor på det åbne universitet i Katalonien, siger dog, at »globaliseringsbevægelsen ikke kan reduceres til en flok kriminelle banditter som dette lille segment af radikale. Folk forsøger at få deres røst hørt. Sloganet i Seattle var ingen globalisering uden demokratisk repræsentation.«
Hans pointe er rigtig, for det store flertal demonstrerer for at få demokratiseret de globale institutioner. Og de forsøger med Internettet som medium at skabe kimen til et globalt civilsamfund, som professor fra universitetet i Sussex, Martin Shaw har påpeget.
Opbygningen af et globalt civilsamfund understøttes af, at NGOorganisationer som Amnesty, Human Rights Watch, Oxfam, og Greenpeace, der har erfaring i internationalt lobbyarbejde – og i parløb med den internationale fagbevægelse – arbejder for stærkere regler på den globale arena.

Men den reformistiske lejr i globaliseringsbevægelsen dominerer ikke debatten i offentligheden, uanset hvor meget folk som Castells og andre ønsker det. Det er de voldelige anarkister og den sorte blok, der har erobret offentlighedens opmærksomhed.
Strategien har været en delvis succes for de militante. De politiske ledere har som i Quebec og Genova måttet mødes bag høje barrikader og intens politibeskyttelse, og det har givet ammunition til de aktivister, som mener, at den globale økonomi styres på udemokratisk vis af et lukket broderskab uden politisk legitimitet.
Samtidig har politiet med deres høje barrikader og til tider meget voldelige fremfærd – senest brutale anholdelser af aktivister, der sov i et alternativt mediecenter i Genova – optrappet konflikten.

Volden bidrager til at deformere og ghettoisere den politiske debat om globaliseringen. I juni måtte Verdensbanken af frygt for voldelige sammenstød aflyse en konference i Barcelona, hvor eksperter og inviterede NGO’ere skulle diskutere indsatsen mod fattigdommen i den tredje verden. Når Verdensbanken og Valutafonden i september holder årsmøde i Washington, indskrænker de mødet fra fem til kun to dage. Verdenshandelsorganisation, WTO, har henlagt sit topmøde i november til den autokratiske arabiske miniputstat Qatar, der har stram immigrationskontrol. Og næste år vil G8-landene holde topmøde i en lille bjergby i de canadiske Rocky Mountains, hvor de kan undgå en gentagelse af begivenhederne i Genova.
Det er ikke en sejr for de fredelige dele af den nye protestbevægelse, der vil i dialog med politikerne for at få dem til at styrke den demokratiske regulering af den nyliberale økonomi og de globale kapitalbevægelser.
Det har vicepræsidenten i den franske afdeling af ATTAC-bevægelsen, Susan George, erkendt:
»Hvis ikke vi kan garantere fredelige og kreative demonstrationer, så vil arbejdere og fagforeninger ikke gå med os; vores basis vil smutte væk og den nuværende enhed – på tværs af grupper og generationer – vil smuldre bort. Vi, som tror, at en anden verden er mulig, er nødt til at handle ansvarligt,« skrev hun efter Genova-mødet.
Volden er dog ikke det eneste problem for den globale protestbevægelse.
Som 68-oprøret er den en mangfoldig og broget politisk og kulturel bevægelse, der ikke har en samlet politisk dagsorden. På det sociale Porto Alegre-topmøde i januar råbte flerheden af globale NGO’ere, at »en anden verden er mulig«, og de var enige om at protestere imod den herskende nyliberale verdensorden. Men bortset fra at samles om enkeltsager – krav om afvikling af de fattige landes gæld, krav om en Tobin-afgift på valutaspekulation, kontrol mod skatteparadiser og modstand mod privatisering af mennesket (f.eks. via kloning) – så dominerer de politiske forskelligheder.

Det er en broget flok af idealister og realister. Nogle ønsker som den franske bondeoprører José Bové at stoppe globaliseringen ved at satse på handelsprotektionisme, lokale fødevarer; andre vil erobre de globale institutioner for at demokratisere dem og skabe en social og økologisk regulering af de globale markedskræfter. Nogle er benhårde antikapitalister, andre er socialdemokrater eller grønne reformister.
Men der er tegn på, at den politiske systemkritik er ved at ændre karakter, og at de militantes aktivisters vold har båret frugt. Selv om reformistisk indstillede folk som f.eks. Susan George fra ATTAC er omhyggelige med at tage afstand fra enhver form for vold, så har de radikaliseret deres verbale kritik af systemet. Efter G8-mødet i Genova rettede Susan George således et bittert angreb og sagde, at G8-lederne har et »massivt ansvar« for volden, og at der er tale om »statssponsoreret terrorisme«. At beskylde staten for terrorisme og kaldet mordet på Carlo Guiliani for en »henrettelse«, som George gør, er ude af proportion med realiteterne.
Retorikken minder om den radikalisering, der skete under 68-oprøret. Det er et forsøg på at forvandle den nye globale protestbevægelse til en antikapitalistisk bevægelse – og at ’afsløre’ politikerne som korrupte og illegitime ledere, der det ene øjeblik ’forråder valgløfter’ og det næste øjeblik står bag terrorisme.
Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa har i dagbladet El Pais skrevet, at »ufrie nostalgikere fra den gamle sociale messianisme har forhastet sig til at sige, at bevægelsen mod globaliseringen udgør et potent revolutionært alternativ til kapitalismen, og hader dens bedrageriske politik: det nyliberale demokrati.«
Men han pointerer, at bevægelsen er »kaotisk, modsætningsfyldt og mangler realisme«, og han tror, at der som efter maj 1968 i Frankrig vil ske det, at bevægelsens »gyldige sociale kritik og realistiske initiativer vil blive absorberet af det demokratiske system, og resten – gadens store buldren og hærgen – vil miste sin aktualitet og kun være stimulerende materiale for sociologer og historikere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu