Andre folks sange

Ny cd
Før rock’n’roll slog igennem, var der en klar distinktion mellem dem, der skrev sangene og dem, der sang dem. Af sangskriverne forventedes en sang om dagen – eller et refræn, som det kaldtes – og et show eller en musical om året ... helst en to-tre stykker. Genren kaldtes nedsættende »Tin Pan Alley« – et mytisk, ikke-eksisterende sted – og selv om et utal af sangene var formelprægede ligegyldigheder om kærlighed især, udgjorde de bedste af dem en amerikansk sangbog uden lige. I flæng kan nævnes »Body and Soul«, »My Funny Valentine«, »Where Or When«, »I Can’t Get Started« og »I Get A Kick Out Of You« – ligesom makkerpar som Rodgers & Hart, Arlen & Mercer, Heusen & Burke og Gershwin-brødrene samt enkeltpersoner som Cole Porter, Irving Berlin og Jerome Kern personificerer, hvad der nu betragtes som amerikansk sangskrivnings guldalder.
Sangene dukkede op i Broadway-shows, musicals og spillefilm, men udødeliggjordes af solister som Bing Crosby, Frank Sinatra, Billie Holiday, Peggy Lee og mange andre. Fremkomsten af rock’n’roll ændrede alt det – allerede førstebølgerockere som Chuck Berry, Little Richard, Bo Diddley og Buddy Holly skrev i udstrakt grad deres eget materiale, hvilket blev knæsat som norm ved fremkomsten af The Beatles og Bob Dylan i første halvdel af tresserne, hvor fortolkeren fejedes af banen af auteuren. Men i midthalvfjerdserne udsendte tre toneangivende rockikoner albums, bestående af andres sange: Bryan Ferrys These Foolish Things, David Bowies Pin Ups og John Lennons Rock’n’Roll pegede hver især på epoker, de havde draget inspiration fra i deres egen praksis. Siden har der været noget nær tradition for, at rockkunstnere på et tidspunkt i deres karriere betaler noget af det tilbage, de har ladet sig inspirere af: Fra Bob Dylan til George Michael, fra Metallica til Elvis Costello byder hver pladesæson på udgivelser, hvor musikere fra alle ender af det musikalske spekter således hylder deres inspirationskilder.
Men man skal lede længe i bjerget af cd’er og lp’er af denne type for at finde noget, der bare matcher Tori Amos’ Strange Little Girls. Som ene kvinde har Amos taget formatet og ikke blot givet det en ny drejning, men også forstået at samle sine valg – 12 i alt – til et velgennemtænkt hele, der i lige så høj grad er et Tori Amos-album, som det er en hyldest til en række forskellige artister. De sange, der udgør Strange Little Girls, er i udpræget grad hentet fra den mere konfrontationslystne del af rock- og popmusikken. Velvet Underground, Eminem, The Beatles, Slayer, Neil Young og Boomtown Rats er blandt de kunstnere, hvis sange Amos fuldstændig vender på hovedet og i uhørt grad gør til sine egne ... måden hun forvandler John Lennons »Happiness Is A Warm Gun« til et indlæg i den pågående debat om våbenlovgivningen i USA er både dristig, original og lytteværdig, mens Eminems »’97 Bonnie & Clyde« her fremstår som en nådesløs analyse af de fortabte individer, det amerikanske samfund i en uendelighed formår at producere.

Uhørt fascinerende
Amos dukkede op på scenen i de tidlige halvfemsere med et Kate Bush-påvirket udtryk, og der blev bidt mærke i hendes vokale spændvidde og udtryksrigdom, samt ikke mindst en skæv tilgang til sangskrivning og et bevidst asymmetrisk klaverspil, men hun trådte først seriøst i karakter med det stilistisk set næsten surreelt vidtfavnende Boys For Pele. Siden har hun cementeret sin position som sin generations måske mest vedkommende og interessante sangskriver, men med Strange Little Girls viser hun sig endvidere som en uhørt fascinerende fortolker, der forstår at vride nye betydninger ud af velkendte sange – Neil Young ville næppe kunne genkende sig eget store hit fra 1972, »Heart Of Gold« i nærværende forblæste og indadvendte udgave – men også pege på mere obskure hjørner i rockens dagligstue. »Real Men« og »Rattlesnakes« minder én om, hvor fremragende sangskrivere hhv. Joe Jackson og Lloyd Cole egentlig er, mens fortolkningen af Slayers
»Raining Blood« er langt mere uhyggelig og effektiv i Amos’ tyste fortolkning end i Slayers eget tegneserieagtige overkill-prægede udtryk. Samtidig er den sang en storslået opvisning i, hvor effektivt hendes ekspressive klaverspil fungerer, da der ikke er andre instrumenter på sporet.
Og den sang på Strange Little Girls man oftest hører kunstnere tage livtag med – 10cc’s »I’m Not In Love« – skærer hun udtryksmæssigt ind til benet, hvorved hun gennemborer dens ironiske hensigt og gør den til en indtrængende eksistentialistisk hvisken, ret så skideuhyggelig oveni. Det er også originalt at tage en sang som »I Don’t Like Mondays« op til revision, idet den stadig siger væsentlige ting om voldens tilfældige hærgen i en ultravoldelig verden. Kun i forhold til Tom Waits’ udødelige ballade »Time« er hun relativt trofast over for originaloplægget. Er det ikke hyggelytning, er det til gengæld en kunstnerisk tour de force, der blæser spindelvævet væk fra ører, som er blevet døve i støjen fra P3, MTV og andre livserstatninger for teenagere. Strange Little Girls er ikke for børn, men derimod en gave til voksne, som er kommet i tvivl om, hvorvidt populærmusikken udgør andet end baggrundsstøj og lydtapet. Tak, Tori, for en plade langt udover det sædvanlige – og så er du i øvrigt stadigvæk en fryd for øjet ...

*Tori Amos: Strange Little Girls (Warner/Atlantic) Udkommer mandag