Læsetid: 3 min.

Angst for Zimbabwe-effekt i Sydafrika

Regeringen i Sydafrika reagerer hidsigt på jord-besættelser af frygt for stigende frustration over sløvt opgør med en af verdens skæveste jordfordelinger
11. september 2001

Apartheidarv
Selv om det vakte dårlige minder fra apartheidtiden, fik myndighederne i Sydafrika for to måneder siden stærkt bevæbnet politi til at fjerne hundredevis af besættere fra et stykke jord ved byen Kempton Park i nærheden af Johannesburg. Regeringen ønsker tydeligvis ikke en ’tag-selv-jordreform’ som i Zimbabwe. Men spørgsmålet om jordfordeling er på vej højere op på den politiske dagsorden, vurderer eksperter.
Der er et stort pres i Syd-afrika for omfordeling af jorden. Mange sorte ønsker at få mere og bedre jord, end de små, dårlige lodder de har i dag i det, der under apartheidtiden blev kaldt hjemlande. Samtidig er cirka hver fjerde sydafrikaner arbejdesløs og dermed meget interesseret i at sikre sig en fast kilde til mad.
Regeringen er bevidst om jordpresset, men den ønsker, at omfordelingen af jord skal gå ordentlig for sig. Med den dramatiske rydning af det besatte stykke jord ved Kempton Park ønskede regeringen således at sende et signal til befolkningen om, at jordbesættelser ikke betaler sig, og til omverdenen om, at man i Sydafrika i modsætning til Zimbabwe respekterer den private ejendomsret.
Rydningen ved Kempton Park gjorde valutahandlere i udlandet så nervøse, at de i stor stil solgte ud af deres beholdninger af sydafrikanske rand, hvilket gjorde vekselkursen rekordlav. Præsident Thabo Mbeki har efterfølgende søgt at berolige de udenlandske investorer. I visse områder som f.eks. Western Cape har myndighederne sågar hyret private vagtværn, som skal sørge for at fjerne eventuelle besættere inden for et døgn.
»Situationen i Sydafrika kommer ikke ud af kontrol som i Zimbabwe, blandt andet fordi vi i Sydafrika har mange ansatte i industrien. Men vi vil i stigende grad opleve, at populistiske politikere, som det skete ved Kempton Park, stiller sig op på jordbesætternes side. På den måde vil jordspørgsmålet givetvis komme højere op på regeringens dagsorden,« siger ekspert i jordfordeling Ben Cousins fra Universitetet i Western Cape.
Lilian Graubæk Andresen, som er medforfatter til den nye bog Kampen om jorden og for tiden i færd med at skrive speciale ved Roskilde Universitetscenter om jordreformerne i Sydafrika, er enig: »Under FN’s konference om racisme i Durban demonstrerede to-tre tusinde mennesker for at skaffe jord til de jordløse. Nogle af dem sagde, at man skulle invitere Mugabe (Zimbabwes præsident, red.) til Sydafrika for at lade sig inspirere. Det lyder meget alvorligt, men jeg tror nu mest af alt, at det skal ses som ’larm’ i et forsøg på at råbe regeringen op.«

Sneglefart
Da de sorte med Nelson Mandela i spidsen overtog magten i 1994, havde Sydafrika en af de skæveste jordfordelinger i verden: De hvide farmere ejede 87 procent af jorden. Som en af sine første gerninger iværksatte regeringen derfor en jordreform. Målet var, at i løbet af fem år skulle 30 procent af landbrugsjorden være omfordelt fra hvide farmere til sorte jordløse og subsistensbønder. »I dag er mindre end to procent af jorden omfordelt. Det går meget langsomt på grund af manglende kapacitet hos myndighederne, men også nogle steder på grund af manglende politisk vilje,« siger Ben Cousins.
Lilian Graubæk Andresen oplyser, at snegletempoet ikke skyldes mangel på penge til kompensation. Faktisk har der hvert år på nær ét været et underforbrug på budgetterne for jordreformerne: »Det virker, som om syd-afrikanerne ligesom med Sandheds- og Forsoningskommissionen har sat sig for, at omfordelingen af jorden skal foregå på ordentlig vis. Det vil sige, at man f.eks. gør meget ud af at opklare, hvem jorden tidligere har tilhørt. Når så kapaciteten hos myndighederne er meget lille, så bliver papirgangen meget langsom. Og det fører til stigende utilfredshed,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu