Læsetid: 3 min.

’En atombombe i vores hjerne’

Jeg har lige set World Trade Center styrte sammen
12. september 2001

I orkanens øje
NEW YORK – »Intet svar fra serveren,« sagde min internet-browser, da jeg ville logge på CNN for det daglige morgen-nyhedstjek. Klokken var 9.15. Så jeg lukkede op for fjernsynet og så, hvad der lignede begge skyskrabere i World Trade Center stå i flammer. To bygninger, 110 etager, 414 meter høje.
»Det må være gamle billeder fra sidste gang, det blev bombet,« tænkte jeg, men vidste egentlig godt, at det angreb var i bunden af skyskraberne. Ikke midtpå. Og der stod ’LIVE’ nede i hjørnet af skærmen. Så kiggede jeg ud af mit køkkenvindue og så en voldsom røgudvikling lige der, hvor man kan se World Trade Center fra mit tag. Mistro. Rædsel. Det må være terrorister. Hvad fanden sker der?
Da jeg lukker op for CNN, siger speakeren, at Pentagon er bombet og evakueret, og at flyene, der ramte World Trade var kaprede passagerfly. Inden for fem minutter står det klart for mig, at byen, hvor jeg bor, lige har set tusindvis af fuldstændig intetanende mennesker blive slagtet. Verdens finansielle centrum, tre kilometer fra mit hjem, ligner en borgerkrig – tanken falder hen på alle science fiction filmene, f.eks. The Matrix, med billeder af et krigsknust Manhattan, hvor to halve, forrevne skyskrabere stritter mod himlen fra sydsiden.
Det syn kan nu ses. Og der er levende billeder af det øjeblik, hvor et fly rammer et af tårnene, og af der, hvor det styrter sammen. Det er næsten umuligt at se de billeder uden at føle sig som midt i et mareridt. Prøv at sige det selv: Twin Towers er styrtet sammen efter et terrorangreb, Twin Towers er styrtet sammen efter et terrorangreb. Den menneskelige lidelse synes ubegribelig og ondskaben bag uendelig.

New York i støv
Det bliver hurtigt klart, at det er en dårlig ide at tage ind på Manhattan, hvis ikke umuligt, så jeg bliver hjemme og tager ud i Brooklyn for at komme op nær promenaden ved Brooklyn Heights, der har udsigt over hele syd-Manhattan. Da jeg åbner min hoveddør, rammer en fæl stank med det samme, af brand og af brændt plastic. Jeg samler min avis op og puster et lag af aske af. Klokken er 10.30. Begge tårne er styrtet sammen, New York er indhyllet i støv. Er det forbi, kommer der flere angreb? Ingen ved noget. Da jeg cykler henad 3rd Avenue kigger jeg på de forbipasserende og de kigger tilbage. Sammen ryster vi på hovedet uden at sige noget. Det er svært at trække vejret ubesværet. Overalt står små grupper af folk og tager sig til hoved og mund, som er dækket af tørklæder og maler-masker. En ro som den, der falder over rædselsslagne børn, faldt over os, der vi stod ca. 30 mennesker på promenaden og så på støvskyen på den anden side. Folk kom til og begyndte at spørge: »Hvad er det sidste nye ?«
Vi fortalte dem det: »To passagerfly er styrtet ind i World Trade Center’s to tårne. Begge tårne er styrtet sammen. Et tredje ramte Pentagon’s vestside, et fjerde ramte jorden i Pennsylvania. Pentagon, Det Hvide Hus og De Forenede Nationer er evakueret. Alt trafik i luften over hele USA er standset. Al trafik i New York er standset, broer og tunneller lukkede. Det er svært at forestille sig, hvordan og hvornår New York, ja hele USA, kan vende tilbage til noget, der ligner normale tilstande.
Flere interviewede på tv sagde, at efter to bomber på ti år, skal de ikke op i World Trade skyskraberne igen. TV fortæller, at en meget stor del af USA’s atlanterhavsflåde, inklusive to hangarskibe, er på vej op mod New York for »at beskytte byen«.
En ung mand ude på gaden råber til sin ven: »Fatter du det ikke? Det er et angreb på USA! De har lige smidt en atom-bombe ned i hjernen på os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu