Læsetid: 10 min.

En autentisk israeler

Ingen regering kan sikre sin befolkning 100 procent mod terroraktioner. Man kan kun gøre en 100 procents indsats. Men valget er et dilemma, som indebærer et valg mellem to onder, siger Israels tidligere sikkerhedschef og nuværende ambassadør i Danmark, Carmi Gillon
15. september 2001

Ordentlig basketball spiller man i Hapoel Jerushalayim. Carmi Gillon fulgte alle den israelske storklubs kampe midt i 90’erne, hujede af deres trepointsscoringer og buh’ede, når narrehattene i den anden ende brændte deres straffekast. Han var med blandt de faste tilhængere, der møvede sig ned på banen efter kampene. Og han morede sig kongeligt, når kammeraterne udvekslede jokes om efterretningstjenesten.
Mr. ’C’ kan godt lide en joke. ’C’ for Carmi – Carmi Gillon, der denne sommer har bragt nogen forvirring ind i danske forestillinger om, at en fredsaktivist og en sikkerhedschef med ansvar for ’moderat fysisk pres’ af arresterede palæstinensiske fanger må være to forskellige ting.
Carmi Gillon personificerer begge dele. Og denne sommer har han sat ansigt på Israels dilemma.
Israels tidligere sikkerhedschefer kunne operere under et kodebogstav. Deres identitet blev aldrig lagt frem under tjenesten. Dén gik ikke for Carmi Gillon. Borgerretsgrupper trak ham ud i lyset, da de fik Højesterets ord for, at
Israels lov om offentlighed i forvaltningen ikke tåler, at sikkerhedschefens navn holdes hemmeligt for landets borgere. Den dag blev ’C’ til Gillon, og en af Hapoel Jerushalayims tilhængere var nødt til at gå i skjul. Israels sikkerhedschefer har også selv et sikkerhedsproblem.
Men tirsdag i denne uge gik Gillon til Dronning Margrethe, og Danmark har dermed fået sin hidtil mest omstridte
israelske ambassadør.
Kanské det havde været nemmere ikke blot at forblive ’C’, men også holde en lav profil? Gillon synes trods alt at have et massivt medansvar for virakken, efter at han i sommer i Morgenavisen JyllandsPosten bekræftede, at den israelske sikkerhedstjeneste rigtignok har udsat palæstinensiske fanger for ’et moderat fysisk pres’ – og sagde, at det ’desværre’ kan blive nødvendigt igen. Men pointen for Gillon er, at han ikke føler, han har noget at skjule – og ikke gør det.
Så brød rent ud sagt Helvede løs i den danske sommer.
Sikke et land, tænkte Gillon om Danmark, sikke et privilligeret lille land, der kan insistere på at holde på sine principper og tro, at ingen rettigheder nogen sinde må bøjes.
Sagen er den, foreslår ambassadøren nu foran sit velpolerede skrivebord med det danske og det israelske flag net
arrangeret, at Israels virkelighed nok ser en anelse anderledes ud end Danmarks.
Derefter er det, han lægger kortet på bordet med sikkerhedschefens ligning. Den er skrevet med store, sorte bogstaver, åbenbart til en overhead, så den kan kastes op på en tavle. På den ene side står MFP og i parantes: (Få) – på den anden side står ETA og i parantes (mange). Her har vi, siger Gillon, Israels dilemma.
Hvis et land vil give det store flertal af sin befolkning sikkerhed mod terror (’ETA’), kan det i perioder være nødvendigt at udsætte nogle få fanger, som han kalder ’tikkende bomber’ for et moderat fysisk pres (’MFP’).
FN kalder det tortur. Gillon kalder det nødvendigt.

Mellem to onder
Og tikkende bomber? Gillon er klar over, at der næppe er mange af slagsen i danske arresthuse.
»Men i Israel var det sådan i 1994 og 1995, at vi var udsat for en serie af bombeattentater mod busser og offentlige steder. Og fik vi en terrorist i nettet, måtte vi vælge mellem to onder. Vi kunne vælge at respektere fangens civile rettigheder. Eller vi kunne udsætte ham for et moderat fysisk pres for at få ham til at udlevere viden, der kunne forpurre ny terror af hensyn til den øvrige befolknings sikkerhed. Det er en valgsituation, som jeg vil håbe, at Danmark ikke kommer i. Hvis vi respekterede fangens civile rettigheder, ville vi sætte en mulighed for at sikre andre over styr. Hvis vi gik efter befolkningens sikkerhed, måtte vi omvendt krænke fangens rettigheder. Et valg mellem to onder.«
Det kommer roligt og kontant, ikke køligt, ikke undskyldende, snarere konstaterende, ud af den tidligere sikkerhedschefs mund.
Også i dén sag blev hans synspunkt senere underkendt af Borgerretsbevægelsen, som gik til højesteret. Den forbød fysisk pres mod fanger.
»I må forstå, at jeg er stolt af Højesterets beslutning,« siger Gillon.
»Jeg fandt metoden nødvendig midt i 90’erne, men jeg var – og jeg er – stolt af, at mit land som det eneste i Mellemøsten dels har et retssystem, som er hævet over regeringen, og dels tør tage en åben debat om forhold, som i alle Israels nabostater er censureret. Mens vi brugte fysisk pres, var det tilladt af højesteret. Men borgerretsbevægelsen fik det senere – imod regeringslederens og sikkerhedschefens ønske – underkendt og forbudt, ligesom de i sin tid fik gennemtrumfet, at mit navn skulle frem – reelt på bekostning af min egen livskvalitet. Før dét kunne jeg færdes i anonymitet. Efter højesterets nye beslutning måtte jeg langt mere bekymre mig om min egen sikkerhed.«
Gillon trækker på skulderen.
»Min sag er et offentligt anliggende, ikke en hemmelighed. Og mit dilemma er Israels – på den led er det også en autentisk israeler, I har fået som ambassadør.«
Han har ført en åben debat med de
israelske borgerretsgrupper. I ’97 inviterede de ham med i et panel til at diskutere forhørsmetoder. Da var der andre, der buh’ede. Og i sommer protesterede de imod, at en tidligere ansvarlig for tortur skulle være ambassadør her i Danmark. Men denne gang fik de ikke ret. Gillon har slået sit skrivebord op i København.

Midt i en ny intifada
Hvad mener Gillon så med, at det desværre kan blive nødvendigt at presse fanger igen?
»Højesterets beslutning,« siger Gillon.
»Absolut ikke min og ikke regeringens. Jeg ville da foretrække, at vores situation var lige så god som den var i 1999, da fysisk pres blev forbudt. På det tidspunkt befandt vi os i Oslo-fredsprocessens bedste fase, og vi havde råd til at tage hensyn. Det gik stærkt fremad, vi følte at vi kunne se en fredsaftale forude, og den økonomiske udvikling var strålende, både for os og palæstinenserne. Flere og flere turister, både hos os og hos dem. I dag er vi midt i en ny intifada med ny selvmordsterror.«
Denne tirsdag, hvor Gillon gik til dronningen, oplevede USA enhver sikkerhedstjenestes mareridt ved historiens værste terroraktion.
Fire fly kapret, to smadret ind i World Trade Center i New York, et tredje mod forsvarsministeriet Pentagon i Washington og et fjerde mod jorden i Pennsylvania.

Umuligt at forhindre terror
Kunne det være forhindret? Gillon trækker igen på skulderen.
»For at afsløre og forpurre terrorister som dem, der står bag attentatet i USA, skal man ind i nogle meget, meget snævre grupper, måske blot få menneskers kreds, ja faktisk helt ind i nogle enkelte menneskers eller ligefrem en enkelt mands sind. Og det skal tilmed ske i et fremmed miljø og formentlig en fremmed kultur, som de vestlige efterretningstjenester har ualmindelig svært ved at komme nær.«
»Derfor skal jeg være den sidste til at kritisere, at USA ikke kunne foregribe disse terrroristers forbrydelse.«
»Ingen regering kan sikre sin befolkning 100 procent,« siger Gillon.
»Man kan kun forsøge at gøre en 100 procents indsats. Men også dén rummer en afvejning og et dilemma mellem flere onder. Det kan godt være, at et diktatur kan holde øje med alt og alle og bruge de midler, diktaturet foretrækker. Det kan et demokrati som Israel eller et europæisk land ikke. Vi kan tjekke alle kufferter i en lufthavn, tjekke alle rejsende og alle ansatte. Men hvis vi nu overvejer at holde øje med alle, der vil tage flyvelektioner, eller overvejede at kræve særlige polititilladelser til folk, der vil købe en båd, ville vi allerede stå i et dilemma, om vi træder folks civile rettigheder for nær. Eller hvis vi indførte overvågning og f.eks. vejspærringer i gaderne, så det pludselig tog en time at køre en strækning, som det ellers tog 20 minutter at køre gennem, så kan det godt være, at vi kunne øge sikkerheden en anelse, men det ville ikke alene gå ud over folks bekvemmelighed, men også over deres rettigheder. Det er et valg.«
»En diktator ville altid prioritere sin egen sikkerhed først. Et demokrati må afveje borgernes civile rettigheder og livskvalitet overfor deres krav om sikkerhed. Og for den demokratiske leder tårner et andet dilemma sig op. Hans bodyguards vil altid foretrække, at lederen holder sig skjult indendøre. Selv vil han ud og blive set – han skal genvælges, han skal møde sine vælgere. Det er demokratiets udfordring. Men i nogle lande
– som i Israel – er det også et reelt sikkerhedsproblem. Et valg mellem flere onder.«
Gillon ved, hvad han taler om. I ’95 var det hans ansvar at sørge for den israelske ministerpræsident, Yitzak Rabin’s sikkerhed. Men den 4. november ’95 blev regeringslederen myrdet af en israelsk højreekstremist ved en fredsdemonstration i Tel Aviv. Fire måneder senere, i marts ’96, valgte Gillon at trække sig som sikkerhedschef.

En uortodoks mand
Nå, hvad fandt Gillon så på at lave? For en sikkerhedschef i Shabak – den israelske efterretningstjeneste – var han allerede noget uortodoks. Han var uddannet fra det israelske musikkonservatorium. Instrument: Klarinet. Foretrukne komponister: Mozart, Brahms, i en snæver vending Bach. Også uddannet på det israelske forsvarsakademi. Et Harvard-ophold med studier i management. Og på Haifa Universitet læste han samfundsfag og forvaltning med speciale i jødisk-israelsk ekstremisme. Mens andre Shabak-folk steg i graderne ved at specialisere sig i arabiske spørgsmål, nåede Gillon toppen via specialisering i Israels jødiske ekstremister, der senere skulle myrde hans politiske chef.
Sikkerhedschefen havde under Rabins regeringsledelse været dybt involveret i Oslo-fredsprocessen, der havde hans engagement – ’der er ingen militære løsninger på Mellemøstkonflikten, intet alternativ til en aftale om fred’ – og efter sin fratræden fra efterretningstjenesten blev den tidligere ’C’ til en af Israels fremmeste fredsaktivister som direktør for Peres’ Center for Fred i Tel Aviv.
Gillon kendte både fredsforhandlingerne og sine palæstinensiske modparter bedre end de fleste. Rabin og Peres havde allerede brugt ham i hemmelige forhandlinger med palæstinensernes ledere. Og da Yassir Arafat i ’94 flyttede sit hovedkvarter for PLO – den Palæstinensiske Befrielses-Organisation – fra
Tunesien til Gaza, blev Gillon trukket endnu dybere ind i processen. Folk, der tidligere havde været på Israels lister over eftersøgte, blev nu hans samtalepartnere. Og Gillon tog ofte til Gaza i ly af mørket for at udrede tråde med Arafat eller andre palæstinensiske ledere.

Tillid er nødvendigt
Efter sin runde som sikkerhedschef var intet derfor mere naturligt end at sætte sig i spidsen for Peres-centret.
Før havde han godt nok anført noget så upopulært blandt palæstinenserne som den israelske efterretningstjeneste. Nu blev han direktør for et center, der knokler for at skabe samarbejde mellem Israel og palæstinenserne.
Endnu en modsætning? Ikke i Gillons øjne. Og for de palæstinensiske ledere repræsenterede han på mange måder en helt rigtig samtalepartner: En autentisk repræsentant for kredse tæt på magten i Israel og samtidig optaget af at finde dét kompromis, der kan bringe israelere og palæstinensere frem mod fred.
Da den nye palæstinensiske opstand brød ud sidste år, havde han netop været i Gaza med 250 vestlige erhvervsledere – fra velrenommerede virksomheder som Microsoft og Siemens. Udefra set en særegen forestillling. Her kom den tidligere efterretningschef rejsende til Palæstina med internationale erhvervsledere. Israel kunne selv have brug for deres risikovillige investeringer. Men Gillons ærinde var et andet – at skaffe penge til udviklingen af det palæstinensiske samfund. Det er Peres-centrets hjertesag og Gillons dagsorden, før han blev udsendt til københavn. Centret og Gillon er overbevist om, at der skal investeres massivt i de palæstinensiske områder for at gøre fred attraktiv og en palæstinensisk stat levedygtig.
Mens danske medier og hans gamle venner i den israelske borgerretsbevægelse har været optaget af kritikken mod hans udnævnelse til ambassadør, har han modtaget lykønskninger fra den palæstinensiske ledelse. De kender ham fra fredsprocessen, og han holder kontakten.
Både de og Gillon ved, at den dag, der måtte blive fred, vil den blive sluttet mellem folk, der har forsonet sig på tværs – og på trods af deres fortid.

Fredsprocessen lever
Men er der da en fredsproces – er Oslo-processen da ikke død?
Gillon: »Der vil hele tiden være en fredsproces. Alt andet er noget sludder. Lige nu truer en krigslignende tilstand. Men se i New York, hvad alternativet til fred kan blive. Derfor er der stadig kontakt.«
I alle ambasadørens dilemmaer øjnes endnu ét. Det kunne se ud, som om den israelske udenrigspolitik havde to udtryk – ét formuleret af udenrigsminster Peres og et andet af ministerpræsident Sharon. Hvem repræsenterer Carmi Gillon som ambassadør?
Gillon: »Det holder ikke. Begge de to store partier i Isrels regering er interesserede i fred. De har haft forskellige synspunkter på processen. Men grundlæggende er begge villige til at betale en høj pris til gengæld for én ting: Sikkerhed. Og vi håber, at Arafat vil indse, at efter New York er det nødvendigt at sætte stop for terror.«
»Vi behøver tillid til hinanden, israelere og palæstinensere, og desværre har vi spildt det meste af fem år på grund af den terror, som især de radikale palæstinensiske bevægelser Hamas-bevægelsen og Islamisk Jihad står bag. Vi ved, at de første 70 procent af israelerne reelt står bag fredsprocessen.«
»Det er vores opfattelse, at Arafat har set gennem fingrene med terror. Men husk, at vi ikke skal vælge palæstinensernes leder, ligesom de ikke kan vælge vores – derfor venter vi på, at Arafat beslutter sig for en pragmatisk løsning og gør en ende på terror. Han må vide, at han intet vil få ud af terror – dér står israelerne samlet.«
»Til gengæld kan han vinde en masse for palæstinenserne ved at overbevise israelerne om, at de intet har at frygte,« siger Gillon.

FAKTA
Carmi Gillon
*51 år, født i Jerusalem. Studier på Musikkonservatoriet, Haifa Universitet i samfundsfag, det israelske forsvarsakademi og Harvard. Specialist i jødisk-israelsk ekstremisme
*1988-1995. Sektionsleder i den israelske efterretningstjeneste
*1995-96. Chef for efterretningstjenesten, som han forlod efter mordet på sin politiske leder, Yitzak Rabin
*1999-2001. Direktør for Peres Center for Fred i Mellemøsten
*September 2001. Politisk udnævnt ambassadør for Israel i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu