Filmfestival
Efter den skuffende start har Venedigs Guldløve-konkurrence heldigvis budt på film, som både var værd at se på lærredet og diskutere bagefter. Mange af filmene har bevidst lagt op til debat, og det er især Ken Loachs The Navigators og Ulrich Seidls Hundstage, som præger snakken på Lidoen.
Loach følger i The Navigators en gruppe jernbane-arbejdere i kølvandet på privatiseringen af British Rail, som ifølge ledelsen betyder større fleksibilitet, men reelt giver mindre arbejde og færre rettigheder. Vi ser konflikterne både på arbejdet og privat, og Loach fanger med stor varme og troværdighed problemerne, når både ens økonomiske og sociale eksistensgrundlag smuldrer. Samtidig får han langet ud efter tidens privatisering og det, Loach i forbindelse med filmen kaldte det socialdemokratiske projekts fallit.
På filmens pressekonference understregede Loach, at han håbede, The Navigators kunne skabe dialog mellem forskellige europæiske lande, for situationen i filmen var efter hans mening ikke typisk britisk. Fagforeningerne kæmper ikke længere for arbejderne, så arbejderne må selv tage ordet og begynde at stemme efter de nye realiteter.
Det ansporede en italiensk fagforeningsmand til en længere tale om Berlusconi og arbejdernes hårde vilkår i Italien, og det var befriende med en film, som man ikke bare trak ligegyldigt på skuldrene af. Loach kan kunsten at kombinere de større sociale historier med både underholdende og rørende portrætter af livet på hjemmefronten, og man kan kun håbe, at hans engagerende film kommer til Danmark.
Hundedage i Østrig
Østrigske Ulrich Seidl har med sin første spillefilm Hundstage leveret festivalens mest kontroversielle film. Seidl er kendt som dokumentarfilm-instruktør, og Hundstage lægger sig i forlængelse af tidligere værker som Models, hvor det er svært at lure, hvor meget han har iscenesat virkeligheden.
Filmens titel refererer til de hundedage i august, hvor Østrig er præget af ulidelige hedebølger. Seks forskellige historier væves sammen under en weekend i varmen, og de danner sammen et trøstesløst portræt af livet bag havenissefacaderne i en forstad til Wien.
Varmen får det værste frem i folk, og selv om Seidl på filmens pressekonference hårdnakket insisterede på, at filmens karakterer var helt normale, må jeg ærligt indrømme, at jeg umiddelbart ikke har lyst til at tage til Østrig, hvis de er et repræsentativt udsnit af gennemsnitsbefolkningen. Alle er ensomme, miserable eksistenser, som gerne ydmyger sig selv og hinanden med sex og vold som de vigtigste udtryksformer.
I en af filmens kulminerende scener bliver en usympatisk mand således tvunget til at synge den østrigske nationalsang, mens han ligger på knæ med et tændt lys i røven og en truende pistol bag sig. Seidl viser det, man normalt ikke ser på film, og man kan spørge sig selv, hvorfor man skal se det. Hans stramme stil er iagttagende og distanceret. Han vil ikke dømme sine karakterer, men det bizarre persongalleri bliver let freakshow-agtigt. Hundstage er en foruroligende film, og det er den, man bruger mest energi på at fordøje i festivalens filmdiæt.
Det bedste til sidst
Dagligdagen har taget sig mere almindelig ud i de fleste andre konkurrencefilm, som f.eks. André Téchinés Loin, der udspiller sig i Tanger. Filmen går alt for langsomt til værks, men tegner et interessant portræt af en kultur præget af drømmen om livet i Europa på den anden side af vandet.
Fruit Chans Hollywood, Hong Kong følger livet i et fattigt Hong Kong-kvarter, hvor en ung piger laver rav i en række mænds liv ved først at forføre dem og siden true dem med at lægge sag an for sex med en mindreårig. Filmen har fine øjeblikke, men også et adstadigt fortælletempo og en anstrengende fascination af kød i alle afskygninger.
Til gengæld var italienske Giuseppe Piccionis Light of my eyes en fin historie om en enlig mor, hvis liv en dag infiltreres af en stædig beundrer. Filmen er sat i hverdagens Rom, men får gennem en science fiction-inspireret voice over og poetiske, blålige billeder gjort hverdagens gader til et nyt univers, hvor alt kan ske.
Mere visuelt markante film har der ellers ikke været mange af. Alejandro Amenábars thriller The Others skabte et anæmisk univers med blege Nicole Kidman og evig tåge uden for hendes victorianske hus i Jersey 1945. Amenábars fascination af Hitchcock er tydelig, og han fik effektivt skræmt salen med sin Sjette Sans-agtige spøgelseshistorie.
Richard Linklaters Waking Life eksperimenterede også med det visuelle udtryk ved først at have filmet sine scener og siden animeret dem. Man kan imidlertid undre sig over, hvorfor han ville animere sit tanketunge filosofi-indlæg, som primært består af tv-interview-agtige billeder af folk, der snakker om forholdet mellem drøm og virkelighed. Det var forfriskende med en ny stil og en ungdommelig trang til at udforske alverdens ideer, men det blev alt for massivt med de mange monologer.
Heldigvis har man uden for konkurrence kunnet bløde de tungere indlæg op med charmerende uspil fra Woody Allen og David Mamet. Allen er i fin form i The Curse of the Jade Scorpion, hvor han spiller en forsikringsagent i 40ernes New York, som under hypnose begynder at berøve sine egne kunder og siden intetvidende selv skal opklare forbrydelserne. Mamet har skrevet en herligt twistet gangster-noir med Gene Hackman som udspekuleret smykketyv, der har forstået, at det ikke er kærlighed, som styrer verden, men kærligheden til guld.
Så Venedig har gudskelov ikke været lutter Dust-ørkenvandringer, og rygterne går, at festivalen har gemt de bedste film til sidst. Mange filmfolk tager i dag videre til Toronto Film Festival, og festivalen skulle efter sigende prøve at tvinge dem til at blive til lørdagens afslutning næste år ved at vise det bedste til sidst.
