Læsetid: 3 min.

Blind alarm

Erling Jepsens nye samtidskomedie om Anna Castberg og om at være på visit i andres fantasteri
6. september 2001

Teater
Vi mennesker, hørte jeg for nylig en sige, har et temmeligt kedeligt forhold til tyngdeloven. Det samme kan ikke siges om hovedpersonen i Erling Jepsens nye drama, Anna og tyngdeloven, den tidligere leder af kunstmuseet Arken, Anna Castberg.
Anna og tyngdeloven handler om det bedrag, Castberg satte i værk med sine falske akademiske papirer. Anna, den lille pige, der sprang ud fra højden og brækkede benene, fordi hun ikke respekterede tyngdeloven.
Erling Jepsens dramatiserede show-off følger slagets gang. Kosmopolitten Castberg, der ikke kan få stilling i Danmark, opfinder titler til sig selv, som de beslutningstagere, der tidligere har afvist hende, nu tager for gode varer. Hvordan kan de det? Fordi de er faldet for det mysterium, hun lægger maske til. Det er oplagt til satire og revy – og måske til samtidskomedie. Det har det været, siden Holberg skrev om offentligheden, der vil bedrages i Hekseri eller blind Alarm i 1723.

Maskens magt og afmagt
Jepsen forsøger helt i traditionens ånd at dramatisere maskeradens paradoks: Hvor man synes at være lig sig selv, privatmenneske f.eks., dér er man maskeret. Ved at tage maske på aflægger man sig dagliglivets fade maskeringer og realiserer den forstillelse, der skal til for f.eks. at udøve magt. Det glemmer en outsider som Castberg aldrig.
Castberg hedder i stykket Riber Hofdal og spilles af Anne-Vibeke Mogensen. Hofdal er modsætningen til den anæmiske og lyse Castberg: mørk, erotiseret og distingveret femme fatale.
Det er et godt om end stereotypt greb: Gennem modsætningen ser vi ligheden. Mogensen klarer i rimelig grad at gestalte det køligt afklarede selvbedrag, der står stærkest, når det beundres i det erotiske af omgivelserne, dvs. museets bestyrelsesmedlemmer. Lisbeth Gajhede som en vis rapkæftet amtsborgmester og Karen-Lis Ahrenkiel som Castbergs erotisk depraverede mor er blandt de komiske og kritiske sidefigurer, der understøtter projektet med skepsis eller bevidst fantasteri.
Men maskeringens paradoks er alligevel noget, der er klistret uden på Anna og tyngdeloven. Det personificeres af Dramatikeren, der vandrer rundt i røven på Castberg og de andre for at korrigere efter sit eget sandhedsbillede.
Hele anden akt bliver en lang diskussion om kunstens sandhed og bluff. Den får ikke for lidt med hentydninger til installationskunsten, til Kejserens nye Klæder, til Heidegger om van Goghs støvler og kunsten som tankens redskab, og jeg skal komme efter dig. Al den snak forstemmer, humbugget imploderer dramatisk set.

Farce
Erling Jepsens force er ofte den daglige psykologi og realistiske situation, der skrider ud og griber om sig. Men i Anna og tyngdeloven er farcen der i forvejen, og dén er ikke Jepsens force. Farcen kommer til gengæld til sin ret gennem hele det slæng af febrile og til parfume forfaldne bestyrelsesmedlemmer og anmeldere, der smigres af Castberg/Hofdals distingverede og æteriske omgang med formalia. Camilla Einfelt, Mikkel Stubbe Teglbjærg og Victor Marcussen er helt forrygende som gestikulatorisk hæmmede personificeringer af inkompetente (socialdemokratiske) beslutningstagere i det danske kulturliv. Teglbjærg og Marcussen er stykkets komedie, om noget og nogen.
Den aften, hvor Anna Castberg dukker op indhyllet i sit eget eksil for at overvære Anna og tyngdeloven, så er det dem, hun vil more sig over. Men det sker først den dag, tyngdeloven ophæver janteloven. Indtil da må vi nøjes med Dronningen, og det kongelige socialdemokratiske kulturliv. Og dét er da noget af en komedie.

*Anna og tyngdeloven. Af Erling Jepsen. Iscenesættelse: Flemming Weiss Andersen. Scenografi: Vladimir Poznanovic. Aarhus Teater, Scala. Til 29. sep. www.aarhusteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her