Læsetid: 2 min.

Bonderov

Et par af Mogens Glistrups ungdomssynder
10. september 2001

Skak
Året er 1943. I den strenge krigsvinter er det efterhånden blevet op under jul, og i Rønne Skakforenings hyggelige lokaler er der den 16. december mødt tyve medlemmer frem til den årlige ’jyleafslytning’.
Klubbens absolut førende spiller, den legendariske Dr. Poul Hage, står for underholdningen, da han først gennemgår en række fornøjelige partiafslutninger, overraskende matter, patstillinger og andre kuriositeter.
Bagefter brillerer han ved at spille blindt mod en ung fyr på bare 17 år. Navnet på dette håbefulde talent er Mogens Glistrup. Poul Hage, der i sin glorværdige karriere skulle erobre flere DM-titler, fører de hvide brikker:
1.d4 d5 2.c4 dxc4 ...
Modtaget dronninggambit, for Glistrup er ikke den mand, der siger nej til udsigten til en mulig materiel gevinst.
3.Sf3 Lg4 _ ’yd med løfjeren’ – 4.e3 e5?! 5.Lxc4 Sh6 – og den springer skal åbenbart posteres på den yderste højrefløj – 6.Db3 Lxf3 7.gxf3 b6 8.Sc3 exd4 9.exd4 Dxd4 ...
Glistrup er i opportunistisk stil gået på bonderov i åbningen – men der er unægteligt en alvorlig hage ved det:
10.Lxh6 gxh6 11.Lxf7+ Kd8...
Eller 11. - Ke7 12.De6+, Kd8 13.De8+ og mat.
Men også efter partitrækket ryger Glistrup med et brag ned under spærregrænsen:
12.Td1 Dxd1+ 13.Dxd1+ Sd7 14.Le6 Lb4 – ’Mugge’ håber til det sidste, men Hage viser ingen øllebrødsbarmhjertighed:
15.Dxd7+ – og mat.

Revanche
Som en sand gentleman gav Doktor Hage den unge mand mulighed for at få revanche. Og atter spillede
Poul Hage hvid – og blindt!
1.e4 Sf6 – Aljechins forsvar, der dog straks glider over i firspringerspil – 2.Sc3 e5 3.Sf3 Sc6 4.Lb5 d6 5.0-0 Ld7 6.d4 a6 7.Lxc6 Lxc6 8.Te1 exd4 9.Dxd4 Le7 ...
I dette parti går Glistrup en smule mere forsigtigt til marcipanbrødet.
10.b3 Dd7 11.Lb2 0-0-0 12.Sd5 Sxd5 ...
Som vi så det før: Glistrup banker uden de dybere overvejelser løs på alt, hvad der bevæger sig, og også i dette tilfælde giver det bagslag:
13.exd5 Lxd5 ...
Ja, for også efter 13. - Lb5 14.c4 er det godnat med den sorte løber.
14.Dxd5 f6 15.Tad1 De8 16.Sd4 Td7 17.Te3 Dg6 18.b4 Te8 19.b5 axb5 ...
Og her erklærede Poul Hage til julemenighedens forundring mat i fire træk:
20.Ta3 Kb8 – (læg mærke til den smukke bivariant 20. - c6 21.Sd6 cxd5 22.Ta8+ og mat) – 21.Sc6+ bxc6 22.Dxc6 - med mat i næste træk.
Mere politiker-skak
Vi har fundet de to Glistrup-miniaturer i Rønne Skakforenings jubilæumsbog, der har fået den ikke ligefrem mundrette titel Lektor og Barbér. Konge og bonde. Rønne Skakforening i 100 år. Bogen, der (meget!) uindbundet koster 80 kr. og er et ret omfattende stykke bornholmsk skakhistorie, kan bestilles hos HJ Chess Import, Stavdalsvej 37, Østerlars, 3760 Gudhjem.
Også på næste mandag skal vi præsentere et politisk (skak)parti for læserne.
Denne gang med Niels Helveg Petersen i hovedrollen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her