CD: Appellen, der skiftede side

Navnet er uforandret. Resten er skiftet ud: Selvforståelsen, vælgerne, mærkesagerne. Og gradvist også lederdynastiet.
Sådan fremstår billedet i Informations interview-serie med CD- folketingsmedlemmer.
Navnet var i 1973 partistifteren Erhard Jacobsens påhit: CentrumDemokraterne. Med det sendte han dengang sit budskab: Det socialdemokrati, som Erhard Jacobsen siden 1950’erne havde tjent som folketingsmedlem og Gladsaxe-borgmester, var rutsjet alt for langt ud mod venstre – det måtte trækkes tilbage mod det politiske centrum, hvor størstedelen af dets vælgere befandt sig.
CD rettede sin appel til ’gode gammeldags socialdemokrater’. Ligesom Pia Kjærsgaard gør i dag, men med ganske andre slagnumre. Erhard Jacobsen fremstod som den ægte arvtager til Hans Hedtoft og H.C. Hansen: Det jævne folk har også ret til at nyde samfundets goder, biler og eget hus. Fra ’venstreorienterede’ er intet godt i vente for det arbejdende folk. NATO er vort bedste værn udadtil, ligesom velfærdsstaten er det indadtil.
I CD’s første tiår, fra 1973 til 1982, vippede mindretalsregeringer rundt i et gyngende folketing, først Hartlings ’smalle’ V-regering, siden Anker Jørgensens skiftende socialdemokratiske. CD var troligt deltager i periodens mange møjsomt sammenflikkede forlig. Dermed søgte partiet at vise handling bag sin erklærede vilje til samarbejdende folkestyre og samtidig at hive socialdemokraterne ’ind mod midten’.

Mod midten kom instinkterne hos Anker Jørgensen aldrig. Ej heller så det ud til at blive tilfældet for hans efterfølger Svend Auken. Så CD forblev efter 1982 loyal mod ’det borgerlige alternativ’, som Poul Schlüter havde samlet. CD bar Schlüter oppe, også efter han i 1988 smed CD og Kristeligt Folkeparti ud af sin regering for opportunt at gøre plads til de radikale. Men den brutale behandling slog skår i CD’s borgerlige samhørighedsfølelse.
To lederskift banede vejen for en nyorientering af CD: Erhard Jacobsen overlod i 1989 ledelsen til datteren Mimi. Og Socialdemokratiet skiftede i 1992 Svend Auken ud med Poul Nyrup Rasmussen – en midtersocialdemokrat efter CD’s ønskemodel.
Som Erhard Jacobsen siden har sagt: Havde Nyrup været partileder i 1973, havde Erhard Jacobsen aldrig brudt med sit gamle parti.
Efter Tamil-sagen havde gjort ende på Schlüter, gik CD helhjertet ind i Nyrups første regering. Den dag i dag er partiets ledelse fyldt med lovord for Nyrups ledelse.
Men CD så sig snart fanget i et dilemma. Hovedparten af dets vælgere var ikke længere gammeldags socialdemokrater, men nytilkomne marginale borgerlige. VK søgte derfor at afskære CD fra dets vælgerkorps ved at beskylde partiet for at holde ’en rød regering’ ved magten. I 1996 – med pinsepakken i horisonten – var CD så klemt, at det uden begejstring trådte ud af Nyrups regering.
Et andet dilemma havde partiet været stillet overfor. En del af dets oprindelige tillidsfolk havde med deres oprindelse som højrefløjssocialdemokrater en uvilje mod flygtninge og indvandrere. Her valgte Mimi Jakobsen og den i partiet stilfærdigt opstegne Peter Duetoft en probat løsning: Ved uforbeholdent at bekende sig til en human udlændingepolitik gennemførte de en udrensning af partiet. Et mod, der i dansk politik kun har sin mage i Christmas Møllers fordrivelse af højrenationale elementer fra Det Konservative Folkeparti i 1930’erne.

Ad denne kringlede vandring er CD blevet et parti, der stadig lever op til sit navn: CentrumDemokraterne.
Nu er det blot ikke længere socialdemokratiske centrum-vælgere, CD appellerer til. Det er humanistisk indstillede borgerlige. Som Peter Duetoft udtrykker det – i en navnehenvisning, der er symbolsk ladet:
»Jeg er overbevist om, at Christmas Møller ville rotere i sin grav, hvis han hørte, hvad Venstre og konservative render rundt og siger i dag.«
CD’s vrede retter sig ikke alene mod, at V og K eftersnakker Dansk Folkeparti, som CD oplever som sin absolutte modpol.
CD’erne er også harme over VK-partiernes materialisme, deres fokusering på kroner og øre og udlicitering.
Duetoft fnyser: »En flok borgerlige og liberalister med Anders Fogh i spidsen er blevet så grebet af, at de engang har læst en bog om økonomi, at de tror, at økonomi er hele verden, og markedet er en religion.«
Det lyder ikke, som det er et støtteparti til en Fogh-ledet regering, der her taler.
Og det er det i grunden heller ikke. I interview-serien vrider de udspurgte seks CD–folketingsmedlemmer sig ved tanken om at lægge stemmer til en Fogh-regering, der tilmed kan tænkes at give Dansk Folkeparti indflydelse.
Selv Ebbe Kalnæs, der nok er den i CD-gruppen, der står Venstre nærmest, vil lægge flest mulige bånd på Fogh:
»Hvis CD’s mandater ikke er nødvendige for en borgerlig regering, skal vi søge at komme ind i den, hvis vi bliver inviteret. Men hvis vi er nødvendige, behøver vi ikke nødvendigvis at være med.«

Et udtryk for CD’s lutring som et humanistisk parti er, at alle seks mf’er adspurgt om partiets hjertesager som den første nævner... u-landsbistanden!
Næsten profetisk sagde Mimi Jakobsen ugen inden terror-angrebet på New York:
»Uligheden er en bombe under vores fremtid. Der er en lille minoritet, der sidder på det hele, mens de store masser intet ejer. Det er det farligste, og det er menneskeligt helt uacceptabelt.«
Samtalen viste, at Mimi Jakobsen er inderligt træt af christiansborgsk småfnidder og intriger. Hun og Duetoft er fortørnede over VK-beskyldninger for at have udnyttet deres roller til uberet-tiget at sikre Red Barnet en bevilling på 170 millioner kr. – som VK selv stemte for i finansudvalget.
Mimi Jakobsen ønsker at blive i Red Barnet, »til jeg ikke kan tygge smør mere«.
Og hun gør klart: »Jeg vil aldrig være minister mere.«
Men kan man være partileder, når man ikke vil være minister? Det spørgsmål glider de andre CD’ere af på og taler hengivent om Mimis indsats for partiet.
Et stadigt større ansvar hviler på Duetofts skuldre: Hvordan skal han navigere det lille parti i et hajfyldt farvand?
At CD og Venstre reelt er fjender i den kommende valgkamp, bekræfter Anders Fogh i går ved til Ritzau at udtale:
»Midterpartierne er de yderligtgående partier, når det gælder udlændigepolitikken.«
Den bemærkning vil CentrumDemokraterne forstå den fulde mening med – og vide at kvittere for, når lejligheden viser sig. Helst sådan, at det ikke bliver tydeligt, at det er CD, der afskærer Fogh fra magten.