Læsetid: 5 min.

En danskhed, der forsvandt

1930’ernes danske revyer genopstår på syv cd’er: Til swingende musik forgylder stjernekunstnere tekster, der ikke altid fortjener det
22. september 2001

Revyhistorie
Tænk tilbage: Hvornår har der sidst været en dansk revysang, der blev hængende i ørene? Øeh... Mon ikke vi skal så langt bagud som
Daimis og Dirch Passers Hvem har du kysset i din gadedør?
Den er fra Cirkusrevyen 1967. Komponisten var Sven Gyldmark (1904-81). Han kunne sit kram, for han havde lært det i en stor tradition. Han begyndte allerede i 1930’erne at yde bidrag til et revymiljø, hvor Aage Stentoft, Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen stod for musikken, og teksterne var af Børge og Arvid Müller, Epe, Poul Sørensen og Poul Henningsen.
Numrene blev smældet i hovedet på publikum af Olga Svendsen, Liva Weel, Marguerite Viby, Osvald Helmuth, Ludvig Brandstrup og Ib Schønberg.
1930’erne var en guldalder af dansk revytalent.
Som andre guldaldre havde æraen sine særlige forudsætninger: Truet af verdenskrisen og diktatorernes fremmarch lukkede Danmark sig om sig selv og sit eget. Grammofonen, det nye luksusgode, gav revynumrene en udbredelse langt hinsides scenen. Megen konkurrence var der ikke på underholdningsmarkedet, Statsradiofonien holdt sig ærbart til det folkeopdragende.

Mixet fra udlandet
Rundt om i verdens store byer havde varietékunsten sine særlige udtryksformer: På Broadway det opulente, i Paris amour og skæbnekvad, i London en cocktail af nonsens og skønsang, og i Berlin vulgaritet og ætsende satire – sålænge den slags fik lov at passere.
Danske revymagere rejste flittigt rundt og lod sig inspirere. Ud af de mange genrer miksede de en særlig dansk blanding: Lidt af hvert, rørt op med humør og serveret i bred folkelighed.
Tilbage nu – 70 år efter – har vi lyden, indimellem skrattende og susende, men oftest tydeligt hørbar.
Udgiverselskabet Dacapo er lykkeligvis kommet fri af sine økonomiske vanskeligheder til at kunne fortsætte sit mega-projekt: Originaloptagelser af danske revynumre fra 1900-1949.
Nu er serien kommet til 1930’erne: Syv cd’ere med i alt halvandenhundrede optagelser og otte timers spilletid.
Med så omfattende en dækning skulle man tro, at udvalget er repræsentativt. Men så enkelt er det ikke.
Pladeselskaberne optog kun, hvad de regnede med, der var salg i: De slagkraftigste refræner, de populæreste sager. Det betyder, at den bidske satire er underrepræsenteret. PH’s og Bernhard Christensens udgave af Aristofanes’ Kvindernes Oprør med Liva Weel som Lysistrate kom sørgeligvis aldrig på plade.
Og det skete jævnligt, at producenterne lod ’billigere’ stjerner end originalnummerets indsynge det på plade.
Hertil kommer, at en del grammofonoptagelser er fortæret af tidens tand.

Lydbillede af 30’erne
Men alligevel, efter otte timers lytning til, hvad Dacapo har udvalgt, får man et lydbillede af nationen i 1930’erne.
Musikken er fænomenal. Tænk, der var engang, hvor Danmark var selvbåren med underholdningsmusik. Det jazzer og swinger, triller og fløjter. Det tror pokker, når Leo Mathisen og Erik Tuxen både laver noder og spiller dem, og når Børge Rosenbaum – den senere Victor Borge – hamrer rytmeklaver i trio med Svend Asmussen og Ulrik Neumann.
De store viseforgyldere, hvis navne endnu lever, havde dengang følgeskab af glorværdige, men nu mestendels glemte talenter: En Carl Fischer med nasal frækhed, en imposant Schiøler Linck, karakterskuespilleren Carl Alstrup, en følsomt dirrende Karen Jønsson.
Det nedslående ved de mange timers lytning er, at langt fra alle teksterne fortjener forgyldningen.
Fæle er de fleste af monologerne og sketchene. De er optaget uden publikum, så nøgenheden stilles til skue i den febrilske recitation. Ind imellem lykkes det Helmuth, Brandstrup og Fischer at hive lidt hjem på manererne. Det eneste nummer, der er bilagt latter, formentlig fra et stærkt opfordret orkester, der alligevel opholdt sig i studiet, er Rosenbaum/Borges Fonetisk tegnsætning. Alligevel får indspilningen én til at undre sig over, at han siden kunne grundlægge en verdenskarriere på det.

Liva og Osvald lyser
Det er sangene, der trækker læsset, skidt og kanel iblandt. Liva Weel stod i de år på sin formåens højde: Hun smelter sig fuldstændigt ind i sangrollens personlighed. Hun kan alt. Og som årtiet skrider frem, hører man Osvald Helmuth modnes fra friskfyragtighed til effektsikker indlevelse i Andresen med hjertet i fare, kontormanden på længselsfuld havnevandring, den stilfærdige bajerdrikker henne om hjørnet, nede i kælderen.
Når sangene spejler aktuelle begivenheder, undrer man sig over emnernes lukkede univers: Endeløs hyldest til kongelige i indland og udland, godmodigheder om Staunings skæg og dybe stemme, harmløst hip til
justitsminister K.K. Steincke, grevinde Musse Scheel, og hak til Det Kgl. Teater og DSB.
Poul Henningsen er befriende anderledes i sine egne revyer, selv om man nutildags kan mene, at han har forkert fat, når han lader Liva harcellere over by- og landskabsbevaring med kys-det-hele-fra-mig-linjerne:
Ahr, va’ ra’r det marj,
a’ da æ gronne traer?
Pudsigt nok er PH som bidragyder til andres revyer lige så reaktionær som de selv. I Apollo-Revyen 1939 udstyrer han Ib Schønberg med denne svada mod overenskomstkrav fra teater-ansatte:
Det har vist næppe vær’t
Vorherres mening
at kunsten osse sku’
i fagforening.

Mærkelige Meincke
På forfatterholdet lyser en anden satiriker: Carl-Viggo Meincke. I 1933 bruger han Schiøler Lincks autoritet til et ordentlig gok til Adolf Hitler og de danske nazister. Derefter – ikke et eneste
revyord om Tyskland, hvad der formentlig må tilskrives den frygtsomme danske teatercensur. Det er latterlige Mussolini i det fjerne Italien, der får skraldet. Og i samlingens største bravournummer lader Meincke i 1937 en tungeferm Carl Fischer svirpe sig gennem visen Er det pornografi? som med elegant sjofelhed vender sig mod al statsligt formynderi.
Hep for Meincke! Og dog... cd’ernes teksthæfte oplyser om Meinckes videre skæbne:
»I besættelsestidens skarpe profilering af politiske holdninger kom han i et stærkt modsætningsforhold til mange kolleger og publikum, og det fik konsekvenser ved krigens ophør.«
Så er det vist sagt så pænt, som det kan siges. Meincke gled selv ind i det totalitære kompagni.
Mærkelig skæbne.

Ægte folkeligt
Det, der giver ekko i øregangen efter otte timers cd-aflytning af 1930’ernes revy, er den ægte folkelighed. De bedste af numrene åbner et fælles erfaringsgrundlag. Der er plads til alle i vemodet, smilet og det billige grin.
Den danske revy, med alle dens udenlandske impulser, bliver helt sin egen, når Osvald Helmuth til den slagfaste molak-molak melodi smækker den her ud:
Min svoger sad i otte år,
og så blev han benådet.
Nu sidder han igen,
men det’ i sognerådet!

*Den Danske Revy 1930-1940. Vol. 1-7. 119 kr. pr. stk. Dacapo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu