(2. sektion)
Ny film
»This is the end, my only
friend, the end,« messer Jim Morrison hen over billeder af kamphelikoptere, som i slow motion pisker gult støv op og transformerer en stille palmelund til et frådende orange ildhav. Langsomt glider helikopternes rotorer over i en loftvifte, og et mandsansigt træder frem i et nærbillede, der synes at vende på hovedet...
Hvis det er sandt, at man kan bedømme en film på dens første fem minutter, så er der ikke mange film, der overgår Francis Ford Coppolas Dommedag nu. Og den holder, hvad den lover, for hele filmens rejse ind i mørkets hjerte er intet mindre end lysende genial og samtidig en filmisk tour de force uden sidestykke.
Det er 32 år siden, Dommedag nu havde premiere, men Coppola har nu klippet den om til en 49 minutter længere, definitiv version. Den ny udgave indeholder flere scener, som ikke var med i den gamle, men det siger noget om den storladenhed, der fra starten har kendetegnet Coppolas dommedags-projekt, at han ikke blot har føjet de ekstra scener ind, hvor de nu kunne passe, men er gået i klipperummet med alt det oprindelige materiale inklusive ikke-fremkaldte negativer i alt omkring 600 km eller 370 timers film og har skabt et helt nyt værk på baggrund af optagelserne fra dengang. Ikke et simpelt directors cut, men en redux-version, en genskabelse.
Historien, der bygger på Joseph Conrads novelle Mørkets hjerte, er naturligvis den samme. Den unge Captain Willard (Martin Sheen) sendes af sine overordnede på en hemmelig mission dybt ind i Vietnam, ja helt ind i Cambodia, hvor USA intet har at gøre. Hans opgave er at tilintetgøre en amerikansk officer, oberst Kurtz (Marlon Brando), som er blevet gal og har skabt sin egen lille hær af indfødte.
Filmen starter og slutter som før, men ud over at han har tilføjet de i alt fem scener, som vi ikke tidligere har set, har Coppola udbygget og
nuanceret allerede kendte scener og sekvenser, og han har i nogle tilfælde ændret lidt på kronologien, hvilket alt sammen er resulteret i en film, der dels giver plads til flere nuancer, dels hænger bedre sammen, og som derfor på trods af sin betragtelige længde 199 minutter føles kortere end den oprindelige udgave.
Coppolas mareridt
Hvorfor bruge to år på at rette på en gammel film, som oven i købet har modtaget bl.a. De gyldne Palmer og to Oscar-statuetter? Forklaringen er, at Dommedag nu trods den imponerende prishøst aldrig blev den film, Coppola havde drømt om. For undervejs udviklede projektet sig til et større mareridt, end nogen havde kunnet forestille sig.
Allerede i slutningen af 1960erne, dvs. under Vietnam-krigen, drømte de unge movie brats Coppola, John Milius og George Lucas om at omplante Mørkets hjerte til krigen i Vietnam. De ville oprindeligt have lavet den på 16 mm film i Vietnam, men så længe krigen stod på, var der ingen studier, der ville røre projektet med en ildtang, så det blev skrinlagt på ubestemt tid.
Efter krigens afslutning og efter hans egen succes med Godfather-filmene kunne Coppola imidlertid i 1975 tage Vietnam-projektet op igen, og i februar 1976 startede optagelserne så i Filippinerne. De skulle have været overstået på 16 uger, men kom til at strække sig over 15 måneder og blev for hele filmholdet en nedstigning i et helvede, der matchede filmens personers og stillede dem ansigt til ansigt med deres personlige dæmoner.
Captain Willard skulle oprindelig have været spillet af Harvey Keitel, men tre uger inde i optagelserne blev han fyret og erstattet af Martin Sheen, der skulle få både et sammenbrud og et livstruende hjerteanfald undervejs. Videre løb optagelserne ind i den værste tyfon i Filippinerne i 40 år, hvilket ødelagde hovedparten af de kostbare dekorationer. Og præsident Marcos, som Coppola havde måttet indgå en uhellig alliance med eftersom det amerikanske militær ikke ville bidrage til en film, der forholdt sig kritisk til USAs rolle i
Vietnam-krigen trak med jævne mellemrum og uden varsel sine helikoptere ud af produktionen, da han skulle bruge dem til at bekæmpe lokale oprørere.
Også stjernen Marlon Brando, der skulle spille den vigtige rolle som Kurtz, og hvis fyrstelige honorar udgjorde en betragtelig del af budgettet, gjorde knuder og truede med at trække sig. Alt sammen bidrog det ikke bare til at trække produktionen i langdrag, det gjorde den tillige langt dyrere end forudset. Presset fra de økonomiske bagmænd og hans egen tvivl i forhold til, om der nogensinde ville komme en film ud af anstrengelserne, bragte Coppola der havde pantsat alt, hvad han og hans familie ejede på selvmordets rand, mens resten af filmholdet sejlede rundt i en lige så konstant som gedigen rus af hash, stoffer og alkohol.
Når dette apokalyptiske helvede faktisk resulterede i en film og hvilken film! skyldes det først og fremmest, at Coppola var i stand til at bruge modgangen kreativt. Eftersom omstændighederne gjorde det praktisk talt umuligt at planlægge produktionen, er en stor del af filmen improviseret frem, og selv om Dommedag nu nærmest er det modsatte af en dokumentarfilm, har dét givet mange af scenerne en næsten dokumentarisk ægthed.
Ikke blot er helikopterne og det skiftende vejrlig autentiske. Når Willard f.eks. bryder sammen i filmens start, er det ikke noget, Sheen spiller det er Sheens eget sammenbrud, kameraet har registreret. Ejheller spiller Dennis Hopper og den dengang kun 14 år gamle Laurence Fishburne skæve de var det. Og når Brandos filosoferende monologer virker så overbevisende, skyldes det hovedsagelig, at de er forfattet af hans egne indre dæmoner eftersom han ikke kunne huske sine replikker og derfor fik lov at improvisere på mere eller mindre slap line foran kameraet.
Tidløse dæmoner
Da filmen endelig fik premiere i 1979, vakte den mindst lige så stor forargelse som begejstring. Såret fra
Vietnam var endnu ikke helet, og det faldt mange for brystet, at krigen blev iscenesat som et spektakulært show, hvor helikoptere f.eks. går til angreb på en vietnamesisk landsby til tonerne af Wagners jubilatoriske Valkyrieridt; hvor man rask væk bomber en kyststrækning med napalm for at kunne komme ud at surfe, og hvor letpåklædte Playboy bunnies tænder op under de hungrende soldater. Og mens nogle anså det for topmålet af mangel på respekt for de mange unge mænd, der havde måttet lade livet, at filmen fremstillede den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam som det rene vanvid, var der andre, der kritiserede Coppola for at have afpolitiseret krigen og blot brugt den som påskud for at udfolde sine egne kunstneriske ambitioner.
I dag er Vietnamkrigen kommet på så lang afstand, at man vel for så vidt kan tillade sig at anlægge et mindre politisk korrekt syn på filmen, men faktisk er den ny version både mere politisk kompleks og mere kritisk end den gamle, som Coppola i et vist omfang var tvunget til at tilpasse til filmmarkedets kommercielle betingelser. Ikke mindst får vi nu en længere sekvens på en fransk plantage, hvor Willard og hans overvintrede franske værter diskuterer henholdsvis Frankrigs og USAs engagement i Vietnam.
Coppola havde i første omgang droppet plantage-optagelserne, fordi de franske skuespillere var for ringe og man må give ham ret i, at deres præstationer ikke er særlig imponerende men med denne sekvens placeres Vietnamkrigen i en kolonihistorisk kontekst, hvilket må betragtes som et klart plus.
I en anden ny scene, der udspiller sig i et forfærdeligt uvejr (den virkelige tyfon), møder besætningen på den lille patruljebåd, der danner rammen om hovedparten af handlingen, Playboy bunnierne under mere intime forhold. Denne scene vil sikkert glæde husarerne, men dens fornemste berettigelse er, at den i al sin mudrede beskidthed står som et kondensat af den grotesk forvredne moral, som udgør rygraden i enhver krig, hvor drenge lærer at slå ihjel, før de har lært at elske, og piger spreder benene i fædrelandets hellige navn.
Man kan spørge, om det ikke kun har interesse for en lille håndfuld cinefile, at Coppolas allerede mesterlige film nu er blevet om muligt endnu bedre. Er en film fra 1979 ikke forældet i dag? Ikke i dette tilfælde! For hvis datidens indvendinger kan sammenfattes som, at filmen ikke forholdt sig tilstrækkelig konkret til krigens virkelighed, så er det netop i kraft af dens tidløshed, at Coppolas moralfilosofiske dommedags-allegori gør et mindst lige så stærkt indtryk i dag.
Vietnam eller ej, når det kommer til stykket, er filmen ligesom Conrads novelle først og fremmest en rejse ind i sindets mørkeste afkroge, og de har som bekendt ingen udløbsdato.
*Dommedag nu (Apocalypse Now Redux). Instruktion: Francis Ford Coppola. Manuskript: John Milius og Francis Ford Coppola. USA 1979/2001. (Imperial, Palads, Grand, CineCity/Århus, Astoria/Aalborg, BioCity/Odense, Kinopalæet/Lyngby, BioCity/Hillerød)
