Læsetid: 6 min.

Dylan fornyr sin udødelighed

Bob Dylans første plade i fire år er en af hans bedste og både for begyndere og viderekomne
7. september 2001

Ny cd
Der har været opsparet en sjælden, men lidt sær forventning til det nye Bob Dylan-album, som udkommer på mandag. Både blandt menigheden, som på det lovløse Internet allerede i et par uger har diskuteret og forhåndsanmeldt pladen, som var der – igen – tale om Messias’ genkomst. Og ude i detailleddet, som vel er fagligt fascineret af tanken om at komme til at tjene penge på en 60-årig popstjerne i et univers, hvor ungdom ellers er gu(l)d.
Ret beset er det besynderligt. Love And Theft er Dylans nogleogfyrretyvende album, alt efter hvilke man tæller med, og han fortsætter uanfægtet The Neverending Tour uden det seneste år at have luftet så meget som et af de nye numre ved ca. 150 koncerter, så hvorfor så al den virak?
Grunden hedder Time Out Of Mind, det Grammy-høstende 1997-udspil, som udkom i hælene på Dylans aflyste stævnemøde med døden i samme forår, og selv om de var skrevet længe før, blev pladens dødsreflektioner selvfølgelig hørt som en kommentar til den levende legendes – og hans fans’ – konfrontation med erkendelsen af, at selv en Dylan er dødelig. Ja, der var mediekynikere, der ymtede, at hans livstruende hjerneinfektion var hans bedste PR-stunt siden motorcykeluheldet i 1966 ...

Et nyt nærvær
Under alle omstændigheder: Time Out Of Mind blev et hit. Også hos andre end kritikerne, og revancherede dermed Dylan for et årti, hvor han alt for ofte var business as usual. Pludselig var der et nyt, håndgribeligt nærvær, som blev koblet til den gammelkendte uudgrundelighed.
Love And Theft ville være utænkelig uden Time Out Of Mind. Dylan synger mindst lige så godt. Ikke med den samme genfærdsagtige gravrøst, men i et nyfundet leje, der helt er hans, med en stemme, der både kan lyde selvironisk viis og krakelerende rådvild på samme gang, når han da ikke på en corny sang som »Moonlight« pludselig falder ind i rollen som dampradiovenlig crooner med noget så usædvanligt som tungen i kinden, så man husker hans svaghed for genren på Self Portrait-pladen og senest på lydsporet til The Sopranos.
En mand, der ikke kan andet end stå ved sin alder, ja, af og til lyder så meget ældre, at han næsten lyder uden alder.
Dylan har, med en for ham usædvanlig selvfølelse, beskrevet cd’en som »en greatest hits-samling uden hits – i hvert fald ikke endnu ...« Signalementet er ret præcist.
Okay, Love & Theft har ikke samme sammenhængskraft som Time Out Of Mind. Dels fordi den sidste jo kom først. Og fordi producerpseudonymet Jack Frost alias Steve Kilbey (The Church) og Grant McLennan (The Go-Betweens) ikke er så atmosfæreskabende og meddigtende som Daniel Lanois. Det er med andre ord igen Dylan, der de facto har produceret, og det vil sige ikke-produceret. Lyden er nede på jorden, ind til benet. I hvert fald alt andet end hi-fi-feinschmeckende, men det er heller ikke meningen. Dylan har indspillet med sit faste turneorkester, som er vokset til en frygtindgydende enhed, der næsten matcher The Band, når det gælder samhørighed med Dylans musik.

Fælles underbevidsthed
Og ved at lægge vægten på ’bare’ at spille sangene som om han er den spillemand, han altid har påstået kun at være, betones sangenes karakter af fælleseje, hentet op fra den fælles historie og underbevidsthed. Det giver
Love And Theft en helt anden charme og tilgængelighed. Og så rocker det på en vidunderligt og velsignet utidssvarende måde med den elegante bassist Tony Garnier, de frygtløse guitarduellanter Larry Campbell og Charlie Sexton, trommeslageren David Kemper og den musikalske ankermand, organisten Augie Meyers som det bevægelige lærred, hvorpå Dylan maler konturerne til et nyt mesterværk.
Det er længe siden, et Dylan-album i så udpræget grad har vrimlet med sange, der bare beder om at blive sunget med på. Nej, nej, vi er ikke ude i evighedstændte lightere, fadøllet fællessang og »Blowing In The Wind« og »Forever Young« gange 117, men de fleste af sangene har deres eget liv og virker, som om de er skrevet for at blive hørt. At nævne, at en del af dem også er lige ved at være hørt før svarer til at bebrejde Picasso, at man kan se på et billede, at det er af ham.
Albumtitlen har Dylan tyvstjålet fra Eric Lotts universitære, men kultursociologisk banebrydende værk om den hvide black minstrel-kultur om grundene til, at hvide behøvede at sminke sig sorte for at kanalisere en misundelsesblandet kærlighed til det, der i politisk korrekt argot hedder afro-amerikansk kultur. Selv har Dylan aldrig maskeret sin afhængighed af – og kærlighed til – ofte totalt obskure sorte blueskunstnere, og på Love And Theft udvider han berøringsfeltet, og minder om, at de traditionalistiske midt-90’er-albums World Gone Wrong og Good As I Been To You ikke er ekcentriske parenteser, men trædesten mellem fortid og nutid. Eller som han synger på »Bye And Bye«: »the future for me is already a thing of the past ...«

For fuld damp
Resultatet er en musik, der bliver retrospektiv uden at stå stille. Det svinger – og swinger – fra western swing på »Summer Days« over »Tweedle Dee Tweedle Dum«, den indledende variant af Bo Diddleys »Who Do You Love« til Elmore James- og Muddy Waters-beslægtede rhythm & blues-lokomotiver som »Lonesome Day Blues« og »Cry Awhile« med fuld damp og guitaristisk aplomb. Og selv om – eller måske fordi – en sang som »Honest To Me« kombinerer »Maggies Farm« og »Highway 61 Revisited« ned til sidste overtone på den spidse, syngende guitarlyd, er den en af Dylans mest medrivende fra de stærke åbningslinjer: »Well, I’m stranded in the city that never sleeps/some of these women they just give me the creeps ... you don’t understand it, my feeling for you, you’d be honest with me if you only knew ...«
Det er en plade om kærlighed, behovet for den og al bøvlet med den. Som Dylan synger på den afsluttende og melodisk afbarkede, men slidstærke ballade »Sugar Baby«: »There ain’t no limit to the amount of trouble women bring ...« Og han synger som om han, og hans bankrådgiver, ved besked!
På pladens bedste sang, »Mississippi«, et outtake fra Time Out Of Mind (indspillet af Sheryl Crow i 1998 som om det var en anden melodi), opridser Dylan i få, udstansede linjer sin skæbne: »City’s just at jungle, more games to play,/trapped in the heart of it, trying to get away/I was raised in the country, I been working in the town/I been in
trouble ever since I set my suitcase down ...« Og synger dem som om han ved, at de født til citat. Og selv om han i samme sang besynger en kærlighed – eller er det attrå? – så stor, at han ikke kan yde den retfærdighed i sang, er Love And Theft et album, hvor den associationsudløsende Dylan genfinder mælet og folder sig ud i fuldeste apokalyptiske flor. Mest frapperende på »Highwater,« en banjo-akkompagneret countryblues, tilegnet Charlie Patton, Robert Johnsons idol: »Highwater rising, six inches above my head/coffins droppin’ in the street like balloons made out of lead/water poured into Vicksburg, don’t know what I’m gonna do/don’t reach out for me, she said, can’t you see I’m drowning too/It’s rough out there/Highwater everywhere ...«
I det farvand stortrives Bob Dylan paradoksalt nok. Nok er verden for ham stadig een lang »Desolation Row«, men trøstesløsheden får ham aldrig, selv om »every moment of existence seems like some dirty trick ...« Engang var hans løsen Gud. Nu finder han styrke i sig selv og i den utopiske tro på, at kærligheden altid vil være på tvivlernes side, når mismodet truer med at æde os op indefra.
Love And Theft er en plade, hvor Dylan åbner sig, hudløst og sårbart, uden at afdække mystikken og myten. Der er altid noget/nogen tilbage, når Dylan har forladt rummet. Hvad eller hvem det er, er heldigvis stadig ikke helt klart, men ingen skriver mere afklaret musik med uafklaretheden som omdrejningspunkt.

*Bob Dylan: Love And Theft. Producer: Jack Frost. Columbia/Sony. Udkommer mandag
www.bobdylan.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu