Læsetid: 7 min.

E-postens småterrorister

Skrøner, halve sandheder og okkulte tolkninger florerer på Internettet efter den sorte tirsdag. De udgør et slagkraftigt supplement til de faktuelle nyheder, og skeptiske journalister risikerer e-terror og dødstrusler
28. september 2001

(2. sektion)

E-terror
Under World Trade Centers kollaps 11. september reddede en mand, der befandt sig på 87. etage i et af tårnene, sig på mirakuløs vis ud af infernoet. Manden surfede på en bordplade hen over overfladen af den sky af beton, metal og glas, tårnene sank sammen i. Bortset fra en forstuvet ankel slap manden uskadt fra katastrofen.
Historien er blot en blandt utallige skrøner og vandrehistorier, der er fulgt i kølvandet på USA’s sorte tirsdag. Sjældent, om nogen sinde før, har den web-opkoblede verden oplevet et så massivt opbud af misinformation som i ugerne efter de i sig selv svært begribelige begivenheder i USA.
Skrøner, halve sandheder, løgne og okkulte tolkninger afsendes fra skjulte kilder via e-mails og nyhedsgrupper på Internettet til hele verden og bliver derved et slagkraftigt supplement eller alternativ til de faktuelle nyheder. Sagen om den surfende mand er hidtil hverken blevet officielt be- eller afkræftet. Fra redningsfolk omkring åstedet er der angiveligt kommet meldinger, der kan udlægges, som om et mirakel vitterlig har fundet sted. Hvilken reporter med samvittigheden i behold vil rokke ved det – i en situation som den aktuelle kan der være brug for at tro på små mirakler.
Næsten rørende var NASA’s gestus til det amerikanske folk, da rumfartsorganisationen i dagene efter ’Sorte Tirsdag’ via e-mail rundsendte følgende opfordring til borgerne: »Gå udendørs i aften, og tænd et lys til minde om de omkomne. NASA vil tage et satellit-foto af en hel nation, der tænder levende lys. Billedet vil blive offentliggjort på Nyhederne i tv i morgen tidlig.«

På limpinden
Mange amerikanere fulgte opfordringen, men der var intet billede på tv dagen efter. NASA kendte intet til arrangementet, og i øvrigt ville de levende lys slet ikke kunne ses fra rummet, om så nok så mange var hoppet på limpinden. En barnagtig practical joke, måske, men ikke alle katastrofeskrøner er lige harmløse. Bag nogle af de kuriøse nyheder lurer småperfide og muligvis mere vidtrækkende hensigter.
Til den mere uskyldige ende af spektret hører Nostradamus-profetierne, der er lige så sikre som amen i kirken ved enhver bombastisk begivenhed. I denne ombæring skulle den legendariske franske profet have forudset bl. a. følgende:

I Guds by skal der høres torden
to brødre vil blive flået af kaos
mens Fortet klarer skærene, vil den Store Leder underkaste sig
Den tredje store krig vil bryde ud når den store by brænder

Ifølge seriøs Nostradamus-forskning hævdede profeten, mens han levede, at hans profetier kun gjaldt for Europa, Nordafrika og Lilleasien. Verset ovenfor, der i sin engelske version er distribueret vidt og bredt via e-mails, er i øvrigt sammensat af omhyggeligt udvalgte og forkert oversatte linjer fra forskellige Nostradamus-vers. Rent fup.

Vilkårligt tal
Det samme gælder for en mangfoldiggjort numerologisk tabel, der hævder, at tallet 11 på magisk vis gennemsyrer terrorhandlingen mod World Trade Center:

Datoen for angrebet: 11/9: 1 + 1 + 9 = 11
11. september er årets 254. dag: 2 + 5 + 4 = 11
Efter 11. september er der 111 dage tilbage i året.
119 er opkaldskoden til Irak/Iran. 1 + 1 + 9 = 11
Flight 77 havde 65 on board: 6 + 5 = 11
osv.

Bortset fra, at 119 ikke er opkaldskoden til Irak/Iran, og at Flight 77 havde mere end 65 om bord, er det en smal sag at få en hvilken som helst begivenhed til at passe med et vilkårligt tal. Her er et eksempel, hvor tallet to går op med katastrofen (hentet på anti-skrøne-hjemmesiden www.spones2.com):

Datoen for angrebet: 11. september = 1 + 1 = 2
Året for angrebet: 2001 = 2 + (nul x nul x et = nul) = 2 + 0 = 2
11. september er årets 254. dag:: 2 + 5 + 4 = 11 = 1 + 1 = 2
Opkaldskode for Afghanistan: 93 : 9 x 3 = 27, 93 - 27 = 56 = 5 + 6 = 11 = 1 + 1 = 2
World Trade Center: 2 tårne
osv.

En tredje massedistribueret e-mail beskriver lakonisk og effektfuldt, hvordan et af ulykkesflyenes kode – Q33NY – som ved et trylleslag forvandles til et chokerende udsagn, hvis man taster koden i et tekstbehandlingsprogram og ændrer skrifttypen til en font udviklet af Microsoft, nemlig wingdings:

Q33NY

En rebus, der i sig selv kan virke harmløs, men som blev webomdelt parallelt med konspirationsteorier gående ud på, at det er Israels efterretningsvæsen Mossad, der står bag terrorhandlingen i New York. Her stopper muligvis vilkårlighederne og de uskyldige narrestreger. Den uhyggelige rebus er konstrueret med klart forsæt. Ingen af de involverede fly havde koden Q33NY, altså har bagmanden først konstrueret billedsekvensen og derefter oversat den til noget, der ligner en flykode. Yderligere spredtes 14. september på Internettet en vandrehistorie, der kamoufleret som en seriøs nyhed påstår, at 4.000 jøder undlod at møde på arbejde i World Trade Center den 11. september.
Her aner den tyske avis Der Spiegel et bevidst iscenesat og udført stykke antisemitisk propaganda.
»Så nemt er det at få et budskab ud til millioner af mennesker på få dage,« skriver Der Spiegels Frank Patalong, »det er perfidt, og det er intet tilfælde. Som på Goebbels tid gælder også her demagogiens grundprincip: Den bevidste misinformation. Det underliggende budskab kan tolkes: »Hvis ikke de dér israelere havde været der, var en masse uskyldige amerikanere ikke blevet ramt.«

Dianas død
Enkelte kilder bag Nettets skrøner og profetier går efter mere end opmærksomhed. De vil tjene penge. På terroren og den frygt og usikkerhed, der følger i dens kølvand.
Efter lady Dianas død i 1997 flød rygter og konspirationsteorier hid og did på Internettet. I USA gjorde manden, der kaldte sig ’90’ernes Nostradamus’, et stort internetspektakel ud af, at han havde forudsagt Dianas død.
Den selvbestaltede profet – der hævder at være ingen ringere end selveste Gud, som er steget ned for at redde menneskeheden – har gjort det igen.
Under navnet Sollog (Son Of Light, Light Of God) spreder han i disse dage vidt og bredt på Internettet det budskab, at han forudsagde terroraktionen den 11. september. Sollog advarede både præsident Bush og FBI, men man ville ikke lytte. Nu kan Sollog med garanti fastslå, at terroristernes næste skridt bliver ’kuffert-atombomber’, der bringes til detonation i Jerusalem, Rom og Washington D.C. Hans opfordring – eller trussel – til beboere i alle større byområder lyder:

Flyt – eller dø.
Det klamt udspekulerede i Sollogs okkulte nyhedstjeneste ligger i, at man som blåøjet og opskræmt offer tvinges til at aflevere koden på sit kreditkort. Det koster nemlig penge at få indsigt i de »guddommelige matematiske formler«, der ifølge Sollog ligger til grund for hans »garanterede« forudsigelser. Ud over at være Gud er Sollog Nostradamus-oversætter, og via sin makabre hjemmeside, www.sollog.com, sælger han for tiden en »opdateret oversættelse« af Nostradamus, der inkluderer »de utrolige forudsigelser om terroren 11. september.«
Sandsynligvis en indbringende forretning, for Nostradamus har solgt godt i USA’s boglader på det seneste og har sammen med Osama bin Laden markeret sig bedre på søgemaskinerne end de traditionelle topscorere blandt søgeord: ’sex’ og ’musik’.

Spamkampagner
Flere velanskrevne amerikanske journalister har haft fænomenet Sollog under kærlig behandling, men det kræver tålmodighed og stærke nerver. Sollog tager nemlig til genmæle med orkestrerede spamkampagner, dvs. e-mailstorme, der bl.a. indeholder dødstrusler og sagsanlæg med krav om svimlende erstatningsbeløb.
Howard Altman, redaktør ved ugeavisen The Citypaper i Philadelphia, er en af ca. 60 amerikanske journalister, der ud over at være på Sollogs dødsliste er blevet sagsøgt med krav på en billion (en trillion danske kroner!) dollar efter at have skrevet skeptisk om Sollog. Altman er desuden en af de få journalister, der har mødt Sollog, hvis borgerlige navn er John Ennis.
»Jeg spiste Pizza med ham engang, og han virkede faktisk ganske tiltalende,« siger Howard Altman. »En ualmindelig kvik fyr, computertekniker med en fortid i pornobranchen.«

Rent vås
Altman modtager hver uge adskillige e-mails fra opskræmte websurfere fra hele verden, der har modtaget mails om eller af Sollog, eller er stødt på hans manende undergangstrusler på Nettet.
»Sollogs profetier er rent vås,« siger Howard Altman og udtrykker ærgrelse over, at Informations læsere skal belemres med fænomenet, »enhver omtale giver ham blot endnu mere opmærksomhed, og det er jo det, han er ude efter. Det eneste råd, jeg kan give folk, er: Ignorer Sollog. Der vil altid være folk, der prøver at tjene penge på katastrofer og andres frygt.«
Virginia Shannon, skribent ved Washington Post, skrev i 1997 i en artikel om rygtesmæderiet efter Dianas død: »Sollog har på landsdækkende radio og i retssale garanteret, at 13 byer vil blive udslettet i løbet af år 2001. Som det er sagt mange gange før: Internettet gør enhver til forlægger. Sollog can skaffe sig den samme skærmplads på din computer som Dan Rather (anset amerikansk tv-journalist, red.), men ressourcerne, kvaliteten og kildernes lødighed befinder sig i den negative ende af skalaen.«
Sollog svarede ved at bombardere og spamme Shannons mailboks i ugevis. Da Sollog senere fremsatte dødstrusler mod præsident Clinton, blev det for meget for FBI, og profeten røg et par måneder i fængsel.
I dag er han tilbage i fuldt firspring på søgemaskinerne og i nyhedsgrupper og e-mailbokse. Altman, der personligt er blevet truet med brevbomber fra Sollog, mener ikke, man kan eller skal gribe ind over for profetens kontroversielle e-forretning, selv om den lukrerer uhæmmet på andres elendighed og frygt.
»Informationernes frie flow er en vidunderlig ting. Det er det, vores grundlov er baseret på, og det, mit liv er dedikeret til. Det er ingen undskyldning for ikke at være et selvstændigt tænkende væsen,« siger Howard Altman, der mener, at Internettets marked for konspirationsteorier og smågalninge endda kan være et brugbart værktøj for seriøse informationshåndværkere.
Humlen er at kunne skelne skidt fra kanel:
»Jeg abonnerer selv på den konspirationsteoretiske listserver cia-drug@yahoogroups.com, hvor der florerer mange vilde historier fra paranoide galninge. Men faktisk er det også der, man finder reel insiderviden fra tidligere og nuværende CIA-agenter,« siger Howard Altman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her