Læsetid: 5 min.

Den eksplosive elendighed

Vores hjem minder om et varehus fyldt med dynamit skabt af millioner af fattige og dårligt stillede menneskers elendighed tilsammen. Det er den dynamit, som skulle vække bekymring blandt dem, der ønsker at undgå eksplosionen
15. september 2001

Kommentar
Jeg ved ikke (og det er heller ikke min opgave at vide det), hvem der udtænkte angrebene på World Trade Center og Pentagon, hvem der oplærte og trænede de personer, som udførte dem, hvem der beordrede dem til at stjæle flyene og styre lige ind i deres egen og passagerenes død. Det mysterium må efterretningstjenesten opklare – den er etableret og bliver betalt for at tage sig af den slags.
Jeg håber, at de vil gøre deres job, opspore og pågribe nogle af de skyldige og bringe dem for retten.
Hvad jeg ved (og det er både min og din pligt at vide det) er, at lige meget hvem, det er, der står bag forbrydelsen, har vedkommende nøje udtænkt sine mål og udvalgt dem i fuld bevidsthed om den vigtige rolle symboler spiller i vores verden, som er gennemsyret af kommunikation.
For mange af vores samtidige er globalisering selve symbolet på alt, hvad der gik og stadig går galt i den nye verdens-uorden. Som verdens eneste supermagt er USA selve globaliseringens symbol. De tusindvis af menneskelige ofre var, som det amerikanske militær om nogen vil kunne forstå, kun ’collateral damage’. De tre udvalgte mål (tre, hvis vi antager, at det fly, der styrtede ned i Pittsburgh, var på vej mod Det Hvide Hus) var letforståelige symboler på de tre grundpiller i USA’s globale dominans (økonomiske, militære og politiske; fraværet af den fjerde, den kulturelle, grundpille – Hollywood for eksempel – vidner om, at bagmændene enten ikke regnede kultur for noget eller sociologisk set var analfabeter...).

Leg med symboler
Ved deres leg med den slags symboler, kæmpede bagmændende for at fremstille dem selv for verdens ulykkelige sjæle som sande korsriddere for de millioner af mennesker, som de globaliserede magthavere ikke bekymrede sig om, men tværtimod frarøvede levebrød, fremtidsudsigter, håb og menneskelig værdighed.
At reducere ’terrorist-angrebs-sagen’ til kun at handle om at finde frem til og straffe de ansvarlige terrorister – såvel dem der stod bag planlægningen som udførelsen – ville være en stor og alvorlig fejltagelse, omend en sådan forenkling lige netop er den første umiddelbare og frem for alt amerikanske reaktion på tragiske forud-anelser.
Naturligvis kan selv ikke de bedste intentioner retfærdiggøre kriminalitet og undskylde dem, der udøver den. At forstå er ikke at tilgive – det princip er ganske enkelt ikke til debat. Man bliver nødt til at lige at træde et skridt tilbage og overveje, hvad der er galt i en verden, hvor den slags kriminalitet kan få mange mennesker (mange flere end man skulle tro på baggrund af de mange officielle fordømmelser af gerningsmændende og tilkendegivelser om solidaritet med ofrene) til offentligt at glæde sig over det ydmydende slag mod den mægtigste af de globale magter.

Afhængighed
Globaliseringsprocessen medfører et netværk af afhængighed, der når alle verdens afkroge – men (i det mindste indtil videre) heller ikke så meget mere. Det ville være alt for tidligt at tale om et globalt samfund eller en global kultur, for slet ikke at tale om en global politik eller global lovgivning. Globaliseringen af kapital, finanser og handel – alle de faktorer, der er afgørende for menneskets skæbne og fremtidsudsigter – er ikke blevet fulgt op af en tilsvarende udvikling af de ressourcer, som mennesket har udviklet for at kontrollere de kræfter, der styrer det menneskelige liv.
Mest afgørende er det, at globaliseringen ikke er blevet fulgt op af en tilsvarende global demokratisk kontrol, med et resultat at den er til stor fordel for nogle, katastrofal for andre.
Det kan udtrykkes således, at magten har bevæget sig væk fra historisk udviklede institutioner som plejede at udøve demokratisk kontrol med brugen og misbrugen af magten indenfor rammerne af de moderne nationalstater. I sin nuværende form betyder globaliseringen at national-staterne mister magt, og (indtil videre) findes der ikke en effektiv afløser.
Økonomiske aktører har tidligere foretaget en lignene Houndi-handling, bare i mere moderat målestok. Max Weber påpegede, at den moderne kapitalismes fødsel betød en adskillelse af økonomi og husholdning – ’husholdning’ forstået som det fortættede netværk af gensidige rettigheder og forpligtelser i by- og landsbysamfundene, sogn eller håndværkerlaug, hvor familier og naboer var tæt forbundne.
Men den adskillelse førte økonomien ind i et ingenmandsland, uden moralske forpligtelser eller juridiske begrænsninger og parat til at underlægge sig økonomiens eget kodeks.
Den hidtil ukendte moralske ekstra-territorialitet af de økonomiske aktiviteter førte i sin tid til den altafgørende udnyttelse af det store industrielle potentiale, velstand og vækst, men også til stor menneskelig fattigdom og ulykke og en ekstrem polarisering af menneskelivets standarder og muligheder.
Senere generobrede de moderne politiske stater det ingenmandsland som økonomien mente at have eneret på, og dermed udfyldtes det etiske tomrum og forminskede dermed de mest ubehagelige konsekvenser for dets subjekter/borgeres liv.

Den anden løsrivelse
Globalisering kan måske beskrives som ’Løsrivelse Nummer To’.
En gang til har økonomien formået at vige uden om den politisk-etiske kontrol, selv om den husholdning, der denne gang bliver ladt tilbage er en moderne nationalstat, med sine økonomiske, militære og kulturelle magtcentrer med suveræniteten som trumf.
Endnu engang har økonomien indtaget ’ekstraterritorial territorium’, sit eget rum, som det frit kan flakke rundt i, mens de skubber efterkommerne af de svage ’indfødte’ til side og styrer uden om de forhindringer, som de stærke magter har bygget.
Og endnu engang kan vi observere sociale eftervirkninger, der minder om dem dem, der blev mødt af et moralsk ramaskrig første gang, det fandt sted – men anden gang er ramaskriget, ligesom det der har fundet sted, dog af en uendelig meget større, global målestok.
En tilbagetrækning fra globaliseringen af den menneskelige afhængighed, fra den globale rækkevidde af menneskets teknologiske og økonomiske aktiviteter er ikke længere en mulighed. Spørgsmålet er ikke, hvordan man kan vende historiens flod, men hvordan man bekæmper dens forurening med menneskelig elendighed, og hvordan man kan kanalisere dens forløb hen til en mere ligelig fordeling af de fremskridt, som også er en del af historien.
Vores egne hjem minder mere og mere om et varehus fyldt med dynamit skabt af millioner af fattige og dårligt stillede menneskers elendighed tilsammen.
Der er rigeligt med terrorist-aspiranter med tændstikkere og lightere, men det er det stadigt voksende bjerg af dynamit, som skulle vække bekymring blandt alle dem, der ønsker at undgå eksplosionen, og samle al deres opmærksomhed om at skride til handling.

*Zygmunt Bauman er polsk/britiske sociolog og forfatter

*Oversat af Gitte Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu