Læsetid: 5 min.

’Den eneste, jeg kan gå til nu, er Gud’

Panteha Hamedani udvises til Iran om to uger. Hun er sikker på, at hun ikke overlever, hvis hun vender tilbage. ’Nu er Gud den eneste, der kan hjælpe mig’, siger hun, før hun bliver døbt i den kristne tro
10. september 2001

»Hvis det ikke var fordi, jeg havde en søn, ville jeg ønske jeg ikke var her mere,« siger Panteha Hamedani på vejen til kirken, hvor hun skal døbes i den kristne tro.
»Om to uger bliver jeg smidt ud af landet, og for hvert minut, der går, får jeg det værre og værre. Jeg bliver mere og mere nervøs og stresset. Mærk selv,« siger hun og lægger min hånd ind til et hårdt bankende hjerte.
Information møder Panteha Hamedani i en rød regnjakke foran McDonalds i en jysk provinsby.

Manden forsvandt
Hun kom første gang til Danmark den 16. december 1996. Sammen med sin mand og deres lille søn var de flygtet fra Iran af frygt for deres liv efter de havde kopieret og omdelt uddrag af Salman Rushdies De Sataniske Vers.
En af deres venner var lige blevet henrettet, efter politiet havde fundet nogle af disse kopier i hans bil. Den 14. oktober 1998 bliver de udvist fra Danmark og afleveret til myndighederne i Teheran af fem danske politibetjente. Panteha uden slør og sko og stadig påvirket af 40 piller, hun tog før tilbagerejsen til Teheran i forsøg på at tage sit eget liv.
Efter ankomsten til Teheran forsvandt hendes mand sporløst. Naboer til familien så ham blive slæbt ind i en bil mod sin vilje, fortæller Panteha. Ingen har hverken set eller hørt noget til ham siden.
Efter mere end et år i Iran med overvågning, trusselsbreve og jævnlige anonyme telefonopkald, der gjorde Panteha opmærksom på, at hun var i myndighedernes søgelys, besluttede hun til sidst at flygte igen.
Den 6. april 2000 kom Panteha igen til Danmark, efter Flygtningenævnet har lovet at genoptage hendes asylsag. I torsdags besluttede det samme nævn at udvise hende endnu engang.

Kun Gud er tilbage
Nu ligger hun på knæ foran døbefonden og knytter hun hænderne sammen. Mens præsten døber hende, kigger op på Jesus, der hænger på sit kors ved siden af hende.
»Den eneste, jeg kan gå til nu, er Gud. Det er den eneste hjælp, jeg kan regne med, og derfor vil jeg ikke svigte den,« siger hun. Hun har i mange år ville konvertere til kristendommen.
»Det startede, da jeg boede i Iran, men efter alt hvad der er sket, er min tro blevet stærkere,« siger Panteha.
Vi aftalte at mødes på McDonalds, fordi hun ville være sikker på, at ingen skulle vide, hvor vi skulle hen.
»I Iran følte jeg mig hele tiden forfulgt. Det er næsten en større psykisk belastning, end hvis jeg var blevet dømt for noget. Min søn var det eneste, der fik mig til at blive. Til sidst måtte jeg bare ud af landet. Det var ikke en let beslutning at forlade min søn, men det var enten det eller døden. Nu savner jeg min søn forfærdeligt. Når vi taler sammen i telefonen, spørger han altid, hvornår jeg kommer hjem, eller hvornår han kan komme op til mig. Jeg gør alt for at berolige ham og siger, der ikke går så lang tid endnu, men inderst inde bliver håbet for at se ham igen mindre og mindre. Jeg sover ikke om natten ved tanken. Jeg kan ikke finde ro, fordi jeg hele tiden venter og venter i håbet om at få et normalt liv og se min søn igen. Det er en stor psykisk belastning ikke at være herre over sit eget liv.«
Panteha opholdt sig i Tyrkiet, da hun fik at vide, de ville genoptage hendes asylsag.
»Jeg blev meget glad, da jeg fik nyheden. Så var der endelig nogen, som ville hjælpe mig. Det betød meget for mig, at de indrømmede, de havde lavet en fejl. Alle kan jo lave en fejl, selv om den fejl, som betød, at min mand er forsvundet, er utilgivelig. Da jeg så kom herop igen, var det en stor belastning at skulle det hele igennem igen. Det er svært at forstå, hvis man ikke selv har oplevet det.«
»Da jeg så fik at vide, de havde afvist min sag for anden gang, var det helt uvirkeligt. Det var langt fra, hvad jeg havde forventet, eftersom de havde inviteret mig herop igen. Jeg var så chokeret, at jeg ikke kan huske hvad der skete i et par timer bagefter,« siger hun.

Nat og dag flyder ud i et
– Hvad vil du så gøre nu?
»Jeg kan ikke koncentrere mig om at tænke på fremtiden. Konsekvenserne er så ufattelig store lige meget, hvad jeg gør. Nat og dag flyder ud i et. Det er ligesom en henrettelse. Først giver de mig håb om, at jeg kan få et normalt liv, og så efter halvandet års ventetid, smider de mig ud igen.
– Hvad tror du der ville ske, hvis du tog tilbage til Iran?
»Jeg tror ikke,jeg ville have ret mange dage tilbage at leve i. Hvordan forløbet ville være, ved ingen, men det er helt sikkert, at jeg ikke ville eksistere i særlig lang tid. Hvis de iranske myndigheder har været i tvivl om, hvad jeg har gjort, er de i hvert fald ikke i tvivl mere, hvis jeg for anden gang bliver ekskorteret derned af det danske politi. Det ville også få konsekvenser for min familie. Jeg kan ikke fatte, at jeg skal til at begynde forfra.«

Offer for politisk spil
»Jeg føler, jeg er blevet offer for et politisk spil, fordi det må være klart for enhver, hvad der sker med mig, hvis jeg vender tilbage til Iran. Jeg er ked af, at blive stillet i en så umulig situation i et land som Danmark, hvor man ellers kæmper for menneskers rettigheder og velfærd. Dem, der har taget beslutningen, må have det meget svært med at skulle lege med en andens liv på den her måde. Hvis de bare var en lille bitte smule i tvivl, må de have meget dårlig samvittighed. De må have det meget værre end mig,« siger hun.
»Siden jeg kom til Danmark i 1996, har mit liv ikke været andet end stress, pres og ensomhed. På et tidspunkt må det være nok. Jeg kræver ikke alverden, bare et helt almindeligt liv uden forfølgelse. Jeg drømmer om at komme til at bo et fast sted, og få et arbejde, så jeg også kan give noget tilbage til det danske samfund.
I kirken prædiker præsten barmhjertighed efter at have døbt Panteha.
»Der er fremmede i blandt os, som bliver forfulgt, og som har alvorlige sår i sjælen. Man kan have så mange gode meninger, men når det hele er teori, så gør det ingen forskel. Ægte næstekærlighed handler om at være barmhjertig i praksis. Vi må sprænge rammerne og gøre mere end kun, hvad vi lige akurat har pligt til. Sådanne ord kan helt tage pusten fra os, for hvem blandt os gør i virkeligheden noget aktivt, når der er et menneske i nød,« spørger præsten ud i forsamlingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her