Læsetid: 5 min.

Det fejlstyrede Latinamerika

Hensynet til store virksomheders kortsigtede interesser og naiv tro på markedskræfterne bestemmer udviklingen i et kriseplaget Latinamerika, hvor demokratiet reelt er sat ud af kraft
5. september 2001

En lang række lande i Latinamerika er på randen af økonomisk, politisk og socialt sammenbrud. Hvis man ser på de økonomiske beslutningstageres interesser, tegner der sig en forkla-ring på, hvordan så mange lande kan havne i de samme problemer.
De latinamerikanske lande har traditionelt været karakteriseret ved, at relativt få familier mere eller mindre ejede landene i den forstand, at de ejede de bedste jordbesiddelser og de største industrier. I dag er denne lille overklasse skiftet ud med inden- og udenlandske virksomheder.
Det billede har været under forandring i de sidste ca. 20 år, således at det ikke i samme omfang er familier, der ejer samme store andel af værdierne men i stedet inden- og udenlandske virksomheder. De store familieformuer er investeret i forskellige industrier i og uden for landene, og samtidig er andelen af udenlandsk kapital vokset. Denne udvikling har været grundlaget for overgangen fra de gamle diktaturers konservative politik til de demokratiske regeringers mere eller mindre neoliberale politik.
Imidlertid er der en vigtig parallel fra fortiden til i dag, som adskiller latinamerikanske lande fra europæiske og til dels også amerikanske: Landenes økonomiske værdier er placeret på væsentlig færre hænder. Det er de store virksomheder, der tegner billedet. Der er ikke mange små og mellemstore virksomheder, og der er ikke en betydelig offentlig sektor og magtfulde lønmodtagerorganisationer.
Selv om de førende virksomheder ikke er formelle beslutningstagere, har de stor indirekte indflydelse. De har ofte forbindelserne til de politiske beslutningstagere, men selv om de ikke har, tages der hensyn til dem, da de udgør drivkraften i økonomien. Middelklassen og de fattige er ikke en magtfaktor.
Regeringerne har således for at tilgodese de økonomiske drivkræfter ført en politik, der har prioriteret de førende virksomheder (både inden- og udenlandske), snarere end befolkningens almene ve og vel.
Erhvervslivet har sine egne interesser, som er mikroøkonomiske og ofte kortsigtede. De langsigtede samfundsøkonomiske interesser er ikke blevet prioriteret, og det ville været naivt at forvente, at disse blev varetaget af private virksomheder, der i mindre og mindre omfang er bundet til nationale økonomier. Resultatet har været de samfundsmæssige problemer, der nu synes at vokse befolkningerne over hovedet.

IMF og Verdensbankens primære interesse er, at låne penge til lande i nød og derefter se til, at landene er i stand til at tilbagebetale den gæld, de har stiftet. For at tjene dette formål har IMF og Verdensbanken haft øjnene rettet på landenes samlede indtjeningsevne og deres udgiftsstyring, for det er disse, der betinger evnen til at tilbagebetale gælden. Medicinen, der er blevet pålagt stort set alle de latinamerikanske lande har været reformer, der stimulerede erhvervslivet og åbnede op for udenlandsk kapital, samtidig med at de offentlige udgifter blev nedbragt. Hvordan indtægterne er blevet fordelt i landene, og om fordelingen ville medføre politisk og social uro har været mindre væsentligt for bankfolkene.

Man kan i lyset af ovenstående beskylde de fleste latinamerikanske regeringer og IMF/Verdensbanken for en blanding af hykleri og naiv tillid til markedskræfternes velsignede virkning. Hver gang de har forsikret om de politiske reformers gavnlige effekt for at nedbringe arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, har de enten løjet eller taget fejl.
Personligt tror jeg ikke, at der er begået så mange fejl. For det første tror jeg ikke, at så mange kloge hoveder kan tage fejl gennem så mange år. For det andet er den førte politik, hvor kynisk det end lyser, i perfekt harmoni med de primære interesser hos de reelle beslutningstagere. For det tredje kan man gennem regeringschefernes retorik se, at de forsøger at ignorere de faktiske problemer. Når arbejdsløsheden f.eks. stiger i et land, siger regeringen typisk, at det er midlertidigt og fremhæver i stedet andre og mere positive tal.
Endelig er der tegn på, at både USA og de latinamerikanske lande har været klar over den økonomiske og sociale slagside, den førte politik ville medføre. Allerede for otte år siden blev det planlagt at gennemføre en række semimilitære øvelser under navnet Cabañas. I disse uger afholdes netop en af disse i Salta-regionen i det nordvestlige Argentina. Soldater og politistyrker fra USA, Argentina, Bolivia, Brasilien, Paraguay, Chile, Ecuador, Peru og Uruguay deltager i det, der af lokale NGO’er er blevet udråbt til en genoptagelse af metoderne fra de gamle diktaturers tid. Årsagen er blandingen af militær og politi, den mistænkelige mangel på information og den valgte lokalitet, som har været epicenter for politiske og sociale protester mod den stigende arbejdsløshed og regeringens økonomiske stramninger. Endelig er Salta kendt for at blive benyttet til narkosmugling.

Meget peger således på, at de reelle beslutningstagere stadig udgøres af et lille mindretal, der vel at mærke ikke er folkevalgte. Den deraf følgende diskrepans mellem regeringernes politiske løfter og den reelle politik har resulteret i faldende vælgerdeltagelse ved valgene – især blandt de fattige, hvis interesser alligevel bliver forbigået.
Set i dette perspektiv er der langt fra opnået virkeligt demokrati, eller sagt på en anden måde: De etablerede demokratier rækker ikke ud over de bagvedliggende økonomiske magtfaktorer og har derfor kun begrænset effekt.
Forskellen til tidligere og årsagen til at nogle forhold forværres er, at de reelle beslutningstagere ikke længere har fast tilknytning til deres land. De er blevet ’globaliseret’ i den forstand, at deres interesser ligeså vel kan varetages i andre lande som i deres egne. Det er den tendens James Weistein understregede i et interview i Information den 30. august.
Den langsigtede prioritering af samfundsmæssige forhold har stået nederst på prioriteringslisten, og derfor ser man den økonomiske og sociale polarisering, der foregår i Latinamerika (og mange andre steder) i disse år. Krisen i Latinamerika er udover alvorlige og akutte økonomiske og sociale problemer en krise for demokratiet.
Der bliver ikke udviklet sande demokratier, så længe der findes en lille ikke-parlamentarisk klub af dominerende og intervenerende beslutningstagere i og uden for landene, der puster de folkevalgte politikere i ryggen. Og så længe demokratiet ikke får lov at rodfæste sig, er der ingen mekanismer, der kan implementere flertallets interesser i form af stabile økonomiske, politiske og sociale forhold.

*Christian Ibsen er cand. scient. adm og bosiddende i Mexico By

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu