Læsetid: 6 min.

Fem nordmænd mod 2.000 kinesere

Et globalt parlament modelleret efter nationalstaternes demokratier er ikke løsningen på globaliseringens demokratiske underskud, siger den verdenskendte sociolog Zygmunt Bauman
3. september 2001

Mandagssamtale
»Svaret på globaliseringen er ikke en løsning, der ligner nationalstaten, blot projekteret op på en større skærm, blæst op på verdens-territoriet. Det hjælper os ikke at tænke ’mere af det samme’. Vi er nødt til at tænke nyt. Nationalstaten er jo heller ikke blot et forstørret lokal-råd – den egen-beslutningsform, man havde før den moderne periode og nationalstaterne – den er noget helt andet. Det globale demokrati vil ikke bare være et nationalstatsligt demokrati, blot forstørret op. Det vil være noget helt andet. Men hvilken form, det vil antage, det ved jeg ikke – og det tror jeg ikke, der er nogen, der kan give fornuftige bud på,« siger den verdenskendte polsk-britiske sociolog, Zygmunt Bauman.
Zygmunt Bauman blev for alvor kendt for sin bog Modernity and the Holocaust fra 1989. Hans basale pointe var, at Holocaust ikke kunne begribes, uden at man medtog en forståelse af de bureaukratiserings-processer, som var et iboende element i moderniteten. I de senere år har Bauman imidlertid kastet sin kærlighed på sen- eller post-moderniteten, senest med bøgerne Liquid Modernity fra 2000 og Community: Seeking Safety in an Insecure World fra 2001.
Og det er i kraft af hans status som globaliserings-kyndig, at Information har bedt ham reflektere over, hvordan man organiserer demokratiske beslutninger i en verden, hvor nationalstaternes suverænitet er i hastig forandring eller opløsning.

Europæere i undertal
»Et verdens-parlament er ikke nogen sandsynlig løsning,« siger Bauman og fortæller om engang, han overværede en forelæsning af den norske fredsforsker, Johan Galtung. Her spurgte Galtung en forsamling internationalt sindede nordmænd, om de virkelig var klar til et verdens-parlament, modelleret efter et nationalt parlament, blot i større format.
»Galtungs argument var, at resultatet jo ville være et verdens-parlament med omkring fem nordmænd, cirka 40 italienere og godt 60 tyskere. Og så ville der være omkring 1.000 indere og 2.000 kinesere. Derefter stoppede han op et øjeblik, og spurgte forsamlingen: ’Er I klar til det?’ At dømme ud fra forsamlingens ansigtsudtryk var de overhovedet ikke klar,« siger Bauman.
»Lad mig sige det en gang til. Man kan ikke bare forstørre nationalstatslige løsninger op på globalt plan. Det går ganske enkelt ikke.«
»Globalisering betyder i al sin enkelhed, at vi alle er afhængige af hinanden. Afstande betyder kun lidt i dag. Hvad der sker et sted i verden, kan have globale konsekvenser. Sagen er, at vi aldrig kan være sikre på, hvilke ting der får betydning for andre og hvilke, der ikke gør. Det eneste vi kan være sikre på, er, at vore handlinger har konsekvenser for folk og steder, der ligger langt borte. Ikke blot målt i afstand, men også i tid. Vore børnebørn bliver influeret af de beslutninger, vi træffer i dag. Men hvordan de bliver influeret, ved vi ikke.«
»Det betyder, at man ikke kan være imod globaliseringen. Det er som at være imod måne- eller solformørkelse.«

Politik er lokal
– Men globalisering er jo ikke noget naturfænomen...
»Nej, men man kan ikke være imod et fact of life. Globaliseringen er – forstået som menneskenes gensidige afhængighed af hinanden – et absolut faktum. Teknologien, magten og den tilgængelige viden giver menneskene så vide muligheder, at det har globale konsekvenser. Og man kan intet gøre for at vende denne udvikling. Problemet er derfor ikke længere globaliseringen. Problemet er, hvad man skal gøre for at hæve politisk selvstyring, selvforståelse og selvkontrol op på samme niveau af territoriel uafhængighed, som den økonomiske sektor har opnået i vor tid. For der er meget stor afstand mellem de to sektorer. Den økonomiske afhængighed er allerede global. Men politik er stadig lokalt eller nationalt forankret,« siger han.

En stor gentagelse
»Samtidig er det vigtigt at slå fast, at når vi taler om det globale samfund, globalt civilsamfund, globalt demokrati, global politik – eller hvad man nu kalder det – så er det alt sammen fremtidsprojekter. Vi er der endnu ikke. Men vi bevæger os lige så stille i retning af et. Og så er det vigtigt at huske, at det ikke er første gang, vi er i en sådan situation. Det samme skete i begyndelsen af moderniteten. For indtil begyndelsen af den moderne æra var menneskernes liv for det meste organiseret i forhold til det lokale samfund: sogne, kommuner, håndværkslaug, herremænd. Magten var organiseret ansigt-til-ansigt. Det var en personlig autoritet, der bestemte folks dagligdag. Og pludselig begyndte det økonomiske liv at frigøre sig fra det lokale niveau og blev uafhængigt af de lokale magtforhold.«
»I starten var resultatet en katastrofe. Personlige bånd og sikkerhedsnet blev brudt, usikkerhed og frygt opstod. Polarisering, slum og fattigdom fulgte. Og op gennem det 19. århundrede og i starten af det 20. århundrede søgte menneskene desperat efter løsninger, hvilket langsomt, ganske langsomt betød, at man fik skabt kollektive forsikringer mod individuel ulykke i form af velfærdsstaten.«
»I dag gentager det hele sig selv. Økonomien er igen ude af kontrol, denne gang er det blot ude af nationalstaternes kontrol. Som Manuel Castells udtrykker det, så flyder den virkelige magt, men politik forbliver lokalt forankret i nationalstaten. Og derfor er der ingen sammenhæng mellem de demokratiske beslutningsmidler, menneskene har til rådighed, og problemernes enorme og globale omfang,« slår Bauman fast.

EU blot en overgang
– Er Den Europæiske Union en potentiel model?
»EU er måske et skridt på vejen. Men man kan heller ikke bare forstørre EU op og så lave en global EU-løsning. Det er en lokal, europæisk løsning. Den er et kompromis mellem lokaliserings- og globaliseringstendenser. På den ene side er det et skridt i retning af en globalisering af det politiske. På den anden side er det modstand mod selvsamme globalisering. Det er et meget ambivalent fænomen. EU er et overgangsfænomen, ikke nogen endelig løsning. Men vi ved endnu ikke, hvad slutresultatet bliver, så vi eksperimenterer blot. EU er et eksempel på det, Lars-Henrik Schmidt kalder ’settlement’: Modstridende, uforenelige værdier af universalitet og lokalitet, som EU på en eller anden måde ønsker at finde en løsning på. Men al settlement er midlertidig.«

Som for 150 år siden
– Hvilken type politiske enheder får vi så i mellemtiden, ud over staterne, inden verdens-samfundet træder i karakter?
»Indtil videre kan man se et stadigt fortættende netværk af stadig mere magtfulde NGO’er. Og de er utroligt vigtige, uddannelsesmæssigt set, for de lærer os at tænke globalt. Det, de promoverer, er en meget vigtig idé, nemlig, at de problemer, vi alle lider under, er af global karakter, har globale konsekvenser og kun kan tackles på globalt plan. Selvom NGO’erne helt sikkert ikke er et udtryk for nogen ny global politik-form – endnu i alle fald – så er de meget vigtige uddannelses-institutioner, der har medført en ekstremt vigtig og ekstremt vanskelig forandring af vore traditioner. For 150 år siden tog det meget lang tid, før man holdt op med at tænke lokalt og begyndte at tænke nationalt. Det er den samme situation, vi har i dag. Skiftet fra at tænke på problemerne ud fra en national vinkel til at medtænke menneskeheden som en helhed kræver reelt en meget vanskelig og formentlig langvarig kulturel revolution. NGO’erne kan – ulig udenrigsministerierne, der er begrænsede af nationalstaternes beslutninger – promovere global forståelse og løsning af globale problemer.«

Global lovgivning
»Det vi har brug for, er et regelsæt, en global lov, der er bindende, virkelig bindende, og ikke bare afhængig af, om et givet land er enig eller ej. For hvad er den internationale krigsforbryderdomstol i Haag værd, når USA er imod at lade sine borgere blive retsforfulgt, hvis det skulle komme dertil. Og hvad er Kyoto-aftalen værd, når det mest forurenende land i verden, USA, ikke vil gå med til at begrænse sin forurening. En global lov kan ikke være én, der kun har gyldighed, hvis de enkelte lande er villige til at lade den have gyldighed. En global lov må være en rigtig lov, der skal adlydes,« siger Zygmunt Bauman.

*De tre forrige artikler i serien om det globaliserede demokrati blev bragt den 27., 28. og 30. august. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu