Læsetid: 3 min.

Fidel Castro ’forførte’ NGO-forum i Durban

Cubas præsident fordømte kapitalismen, Europa, USA og Israel i en næsten tre timers, politisk dundertale for jublende græsrødder
3. september 2001

DURBAN – Det var en næsten euforiserende stemning, der herskede på Durbans cricket-stadium lørdag eftermiddag, da Cubas præsident, Fidel Castro, trådte frem på scenen for at tale til de tusinder af repræsentanter for private organisationner (NGO’ere), der var samlet som afslutning på det seks dages NGO-forum, der var gået forud for FN’s officielle racisme-konference.
Imens regeringsrepræsentanter fra de forskellige lande præsenterede deres synspunkter på den officielle konference en kilometer derfra, havde NGO’erne inviteret såvel tidligere ærkebiskop Desmond Tutu som Fidel Castro til at tale på afslutningsseancen.
»Det var en meget stor ære for mig at få en invitation til jeres afslutning,« sagde Castro.
»Det er derfor, jeg er rejst 40.000 kilometer – for at komme her og tage imod den invitation,« sagde han, mens hans bodyguards linede sig op foran scenen med nogle attachetasker foran sig, der fik en ængstelig italiener til at hviske: »Tror du det er hans våben?«
Men den cubanske præsident havde ikke brug for våben. Han havde en lang politisk tale i baghånden, og modsat dagen før, hvor han i sin officielle tale på FN’s racismekonference diskret blev mindet om, at der var begrænsninger på taletiden, talte han denne lørdag noget længere.
I de følgende tre timer stod Castro på talerstolen. Fattigdom, uretfærdighed, kapitalisme og Cubas kamp tordnede gennem luften fra talerstolen med en sådan lidenskab, at folk – især de ikke-vestlige – blev ved at juble talen ud.

Rig og fattig
»Jeg vil tale om de to verdener, der er,« sagde Castro, »om den rige verden og om den fattige verden og det gab mellem dem, der bliver større og større, mens de lover os, at fremtiden vil blive bedre med globaliseringen, liberaliseringen og den ny økonomi.«
Herefter opremsede præ-sidenten utallige statistikker på forskellen mellem rige og fattige lande, sammenlignede de offentlige udgifter til sundhed og uddannelse med, hvad reklame- og våbenindustrien tjener ind per år.
»Gennemsnitslevealderen for folk i Den Tredje Verden er 18 år mindre, end for folk i industrialiserede lande,« sagde han f.eks.
»825 millioner lider af sult.« Eller: »Der er flere telefoner i New York end i hele Afrika tilsammen.«
Castro talte derudover om miljøet, manglen på vand og om, hvordan de rige lande tager menneskelige ressourcer fra de fattige som f.eks. læger og højtuddannede.
Endelig berørte han også nogle af racismekonferencens mest kontroversielle temaer, hvilket vakte ekstra jubel hos NGO’erne.
»Mange af dem, der på denne konference ikke vil opponere mod konflikten i Mellemøsten, er de samme, som ikke rørte en finger mod Apartheid i Sydafrika,« sagde Castro, hvorefter folk jublede kraftigt og svingede med palæstinensiske flag.
»Israel - Apartheid, Israel - Apartheid,« lød det taktfast fra rækkerne foran scenen.
Præsidentens fordømmelse af de vestlige stater – og Israel – bekom NGO’erne vel. De havde netop afsluttet det endelige NGO-racismedokument, der er resultatet af NGO-foraet. 4.000 NGO’ere fra hele verden besluttede at fordømme Israels behandling af palæstinesere. I deklarationen beskylder NGO’erne Israel for »systematiske, racistiske forbrydelser inklusiv krigsforbrydelser, folkedrab og etnisk udrensning.« NGOerne kalder derudover Israel for en racistisk apartheidstat.

Slaveri
Castro hævdede, at Israel havde leveret teknologi til Apartheid-styret, så de kunne udvikle atom-våben.
»Europa vidste det. USA vidste det. Og nu spørger jeg jer: Hvem er det, der i disse dage ikke vil høre om kompensation for slaveri, hvem er det, der ikke vil høre på historiens stemmer? Hvem er det, der ikke vil anerkende millioner af afrikaneres lidelser? Det er de samme – dem hvis rigdom i dag er frugten af de afrikanske slavers sved!«
»Kompensation NU! Kompensation NU!« skreg tilhørerne.
Også erstatning for kolonialisme og slaveri var et essentielt punkt i NGO’ernes erklæring.
Efterhånden som Castros tale skred frem, begyndte nogle af NGO’erne at udvandre. Nogle mente, at det var arrogant, at Castro tog tiden fra afslutningsseancen, andre mente, det var for meget, at en »diktator« kunne få lov til at fylde så meget. Men ikke desto mindre var der stadig fyldt på tilhørerpladserne, da Fidel Castro endelig blev færdig.
Godt nok var der stadig krudt i præsidenten efter tre timers taletid, men da NGO-foraet skulle nå resten af programmjet – i særdeleshed at overrække FN’s menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, deres bud på racisme-dokumenterne – måtte han forlade talerstolen. Castro knyttede næven på bedste revolutionære maner og råbte sin afskedssalut:
»Leve retfærdigheden! Leve friheden! Leve ligheden!«
Og racisme-folket svarede: »Fidel! Fidel! Fidel!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her