Film i tv

14. september 2001

*John Hughes var engang det amerikanske teenagedramas ukronede konge, og med ingen film er han nået højere end Breakfast Club (’85), et lille mesterværk i sin genre, der oven i købet er lavet på et tidspunkt, hvor alt ellers skulle være så plat og åndssvagt som muligt. Emilio Estevez, Anthony Michael Hall, Molly Ringwald, Ally Sheedy og Judd Nelson spiller hovedrollerne som en flok meget forskellige unge, der en lørdag skal sidde efter på deres highschool under opsyn af den ulidelige rektor (spillet af Paul Gleason). De fem unge tilhører hver deres gruppe på skolen – fra nørden over den utilpassede til sportsidioten – og har normalt ikke noget med hinanden at gøre. Men i løbet af en lang lørdag, hvor adskillige regler bliver brudt og fordomme overvundet, lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de faktisk har meget til fælles. Ikke mindst som unge på tærsklen til at blive voksne med alt hvad dertil hører af usikkerhed og følelsesmæssig tumult. De unge skuespillere spiller godt op til hinanden, og i sin blanding af humor og alvor byder filmen på mange fine scener, hvor alvorlige emner vendes på en vedkommende og troværdig måde.
Breakfast Club. TV3, fredag 21.00-22.55

*Susanne Bier var en tur omkring gyseren med Sekten, før hun fik folkelig succes med Den eneste ene. Sekten handler om unge, på overfladen smarte, men reelt usikre mennesker, der prøver at finde et fast holdepunkt i tilværelsen – det være sig ægteskab eller religiøs sekt. Sofie Gråbøl spiller hovedrollen som Mona, der står for at skulle giftes, og som må hjælpe veninden Anne (Ellen Hillingsøe), der er blevet indfanget af en mystisk sekt ledet af den indladende læge Lack. Filmen rummer nogle genuint skræmmende øjeblikke, som den følger Monas forsøg på at finde ud af, hvad det er, der sker med Anne, og både Gråbøl, Hillingsøe og Sverre Anker Ousdal som dr. Lack leverer nuancerede præstationer. Men filmen udarter sig efterhånden – ærgerligt nok – fra at være tvetydigt psykologisk gys til mere traditionel, håndgribelig thriller i takt med, at Bier synes at miste grebet om historien.
Sekten. 3+, fredag 21.45-23.30

*Steve Kloves er der ikke mange herhjemme, som kender. Muligvis fordi han så sjældent sætter sin signatur på en film. Det sorgmuntre er hans speciale, og Kloves er instruktøren og manuskriptforfatteren bag De fabelagtige Baker Boys, og han har skrevet Curtis Hansons Wonderboys. Mindre kendt er det barske familiedrama Kød og blod (’93), der har Dennis
Quaid, Meg Ryan og James Caan i hovedrollerne. Quaid spiller Arlis, der en dag møder og forelsker sig i Kay (Ryan), den eneste overlevende fra et af de brutale røverier, som faren (Caan) begik, da Arlis var dreng. Faren, som Arlis både hader og frygter, dukker også op, og det udvikler sig til et far-søn-opgør, hvor Arlis også må tackle den skyld, han har båret rundt på, siden han var dreng. Kød og blod byder ikke på de store, plotmæssige overraskelser, men bæres af en intens stemning skabt af fotografen Philippe Rousselots ladede billeder og hovedrolleindehavernes følsomme spil.
Kød og blod/Flesh and Bone. TvDanmark 2, fredag 21.05-23.15

*Lotte Svendsen spillefilmsdebuterede for to år siden med dramaet Bornholms stemme efter at have skærpet sit talent på kortfilm som Café Hector og Royal Blues. I spillefilmen tager hun udgangspunkt i den krise, som ramte hendes hjemstavn i 80’erne, da fiskekvoter blev indført og ødelagde mange bornholmeres levebrød. Henrik Lykkegaard spiller den kække storfisker Lars Erik, der får en gevaldig nedtur og må se sig forsørget af sin kone (Sofie Stougaard) – en oplevelse, der kommer til at forandre dem begge som menneske. »Filmen er lavet med mit eget hjerteblod. Ting jeg kender fra mit eget liv, og som jeg kender fra mine venners erfaringer,« har Lotte Svendsen sagt om baggrunden for Bornholms stemme, der er præget af hendes enorme vid og menneskelige og samfundsmæssige engagement og indsigt. Det bliver dog aldrig til en problemfilm, men i stedet en varm og humoristisk film om rigtige mennesker, ikke mindst takket være stærke, overbevisende præstationer fra Lykkegaard, Stougaard og Søren Hauch-Fausbøll og Michelle Bjørn-Andersen, der spiller nogle af de øvrige ofre for katastrofen. Om eftermiddagen viser DR1 i øvrigt en dokumentarudsendelse, der portrætterer Lotte Svendsen og følger optagelserne til Bornholms stemme.
Bornholms stemme. DR1, lørdag 19.55-21.45

*Renny Harlin har instrueret, Shane Black skrevet manuskriptet, og Geena Davis og Samuel L. Jackson spiller hovedrollerne i den stilskabende actionfilm The Long Kiss Goodnight. Davis er en fredelig husmor, der en dag bliver overfaldet i sit hjem og opdager, at hun har et usædvanligt talent for kampsport og våbenbehandling. Faktisk, viser det sig, er hun en tidligere hemmelig agent, der på flugt fra lejemordere og landsforrædere mistede hukommelsen og påbegyndte et helt nyt liv uden at vide, hvem hun rigtig var. Hun slår nu pjalterne sammen med en afdanket og småbedragerisk privatdetektiv (Jackson) i et forsøg på at finde frem til, hvem hun er og måske få ram på den eller dem, der i sin tid forsøgte at dræbe hende. Shane Black, som også har skrevet to andre nyskabende actionfilm, Dødbringende våben og The Last Boyscout, er garant for et plot fyldt med twists og humor og en rap, vittig dialog, der i Davis’ og Jacksons’ kompetente hænder ikke lader de gamle screwball-komedier noget efter. Renny Harlin har iscenesat hele balladen med sin vanlige tæft for både bragende og elegant action, som får adrenalinen til at pumpe og ophæver tyngdekraften og undergraver fysikkens love.
The Long Kiss Goodnight. TV2, søndag 20.55-22.55

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her