Læsetid: 6 min.

En filosofisk brobygger

Det er vigtigt og muligt at formulere sine egne overvejelser i en fremmed traditions begreber, mener filosoffen Dan Zahavi, der arbejder med såvel naturvidenskab som forskellige filosofiske traditioner
29. september 2001

Udforskning
Dan Zahavi arbejder med bevidsthedsfilosofi: Spørgsmål om bevidsthedens grundstrukturer og virkelighedsstatus. Det er spørgsmål som ’Kan bevidstheden undersøges med de midler og metoder, som naturvidenskaben råder over?’ forklarer han.
–Er det hjerneforskningen, du tænker på?
»Hjerneforskningens fremskridt har været medvirkende til at emner som ’bevidsthed’, ’oplevelse’ og ’subjektivitet’ der længe har været tabu, atter er blevet videnskabeligt respektable.«
– Hvorfor bruger du naturvidenskaben som målestok i et filosofisk projekt?
»Det skyldes bl.a., at jeg er interesseret i at sætte spørgsmålstegn ved den. Der er andre gyldige indfaldsvinkler end den naturvidenskabelige, men siden den er så dominerende, må man forholde sig til den. Det er bl.a. på grund af naturvidenskabens interesse for bevidsthedsproblematikken, at bevidsthedsfilosofien har fået en renæssance i angelsaksisk, såkaldt analytisk filosofi.«
»Mere specifikt er mit felt imidlertid interfacet mellem den analytiske bevidsthedsfilosofi, kognitionsforskningen (den empiriske, naturvidenskabelige, bevidsthedsforskning), og fænomenologien. Min egen baggrund er den fænomenologiske eller kontinentalfilosofiske tradition, og fænomenologien har hele tiden insisteret på, at man ikke kunne se bort fra bevidstheden. Nu er kognitionsforskningen og den analytiske filosofi så begyndt at falde over en række af de samme fænomener, som fænomenologien længe har undersøgt.«

Lænestolsfilosofi
»Tidligere har det været en udbredt opfattelse, at hvis man ville undersøge bevidstheden filosofisk, så var det nok at sidde i sin lænestol og ved hjælp af begrebsanalyser, såkaldte aprioriske analyser, at tænke sig frem til hvordan den måtte være indrettet.«
»Nu er et stigende antal analytiske filosoffer begyndt at gå anderledes konkret til værks. De er gået i dialog med de empiriske videnskaber, med kognitionsforskningen, udviklingspsykologien, neurovidenskaben etc. Som følge heraf er de blevet mere opmærksomme på den tætte forbindelse mellem subjektivitet, kropslighed og omverden, og har fremsat teser om f.eks. subjektivitetens kropslige forankring, der minder påfaldende om de overvejelser man finder i fænomenologien.«
– Er det det, at vi sanser verden, der ligger i subjektivitetens kropslige forankring?
»Ja, og bevæger os, og interagerer med den. Vores kropslighed er med til at præge den måde, verden fremtræder for os på. Verden er, om man vil, givet for os som kropsligt udforsket. Og det er en gammel fænomenologisk tese.«
– Men naturvidenskaben vil sige, at det hele er et spørgsmål om frontallapperne i hjernen?
»Set fra fænomenologiens side er det ikke et spørgsmål om at lokalisere bevidstheden fysisk, men snarere om at undersøge bevidsthedens subjektive væsenstræk, set indefra, i første person, så at sige. Med mit arbejde, kan jeg bidrage ved at sige: Det er kontraproduktivt at blive ved med at ignorere fænomenologien, fordi der er påfaldende konvergenser mellem det, kognitionsforskningen finder ud af og det, fænomenologien længe har hævdet, ligesom der er analyser i fænomenologien, som kan berige de overvejelser man finder i analytisk bevidsthedsfilosofi.«
»Men jeg er nu hele tiden åben for impulser andre steder fra – for selvfølgelig har den analytiske diskussion også bidraget med vigtige analyser – og hvis fænomenologien skal være af andet end historisk interesse må den engagere sig i de aktuelle diskussioner, både for at lære deraf, men også for at udøve konstruktiv kritik. Hvorfor skulle den ellers være interessant?«
»Samtidig vil en dialog med andre traditioner tvinge fænomenologien til at formulere sine egne overvejelser i en fremmed traditions begreber. Herved vil den blive mere problemorienteret, og det kan modvirke det, der til tider har været dens største svaghed, at den forfalder til blot og bar teksteksegese.«
– Men begreber opdeler verden forskelligt. Kan man formulere sig i en fremmed tradition, hvor begreberne ikke er kongruente?
»Det mener jeg, man kan. Uanset forskelle kan traditionerne jo også have selve sagen til fælles. I min disputats brugte jeg netop distinktioner fra den analytiske filosofi til at strukturere min fænomenologiske diskussion af selvbevidsthed.«

Ufrugtbare skel
– Står kontinental og analytisk filosofi ikke ellers stejlt over for hinanden?
»Det er i det hele taget misvisende at tale om kontinental og analytisk filosofi, som om det var entydige størrelser. Der er jo også store divergenser internt. Fænomenologien har mere tilfælles med nogle af de analytiske filosoffer, jeg interesserer mig for, end den har med visse andre skikkelser i kontinental filosofi.«
»Men jeg må indrømme at jeg bryder mig mindre om at nogle folk udadtil hævder at opsplitningen er kunstig, og at dialog må være en selvfølge, samtidig med at de i virkeligheden er helt afvisende overfor tysk-fransk filosofi, og aldrig kunne finde på at gøre brug af den i deres egen forskning. Så foretrækker jeg trods alt den holdning, der forsøger at cementere forskellene. Den er mere ærlig. Men frugtbart er det ikke.«
– Hvorfor er filosofi vigtig?
»Mange filosofiske spørgsmål virker måske fremmede og abstrakte, men jeg har nu aldrig helt kunnet forstå, hvorfor folk ikke kan se det fascinerende i bevidsthedsfilosofien. Spørgsmålet om, hvad et selv er, hvad et subjekt, hvad oplevelser og eksistens er for noget, er jo spørgsmål, der vedrører os allesammen.«
– De beskæftiger jo også psykologien og religionerne, de er ikke forbeholdt filosofien?
»Det er rigtigt, og i en vis forstand, er det slet ikke moderne, men ældgamle spørgsmål, filosofien tænker over. Blot ville man i dag næppe tale om eksempelvis sjælen.«
»Men spørgsmål som: Har selvet en form for permanens over tid, eller er dette blot en fiktion? Det turde vel have eksistentiel betydning.«
»Filosofien har også en vigtig rolle som traditionsformidler. Vores måde at opfatte os selv og verden på er påvirket af filosofisk tankegods med rødder tilbage til selve begyndelsen af den vestlige civilisation. Filosofien kan gøre det klart for folk hvor disse ideer spiller ind, hvor de stammer fra, og hvilken gyldighed de har. I en vis forstand kan man ikke fravælge filosofien, man kan blot vælge, om man vil være informeret om den eller ej.«
– Hvad med andre traditioner? I Østen har man eksempelvis et overordentligt detaljeret begrebsapparat for subjektiviteten – med ego, sind og selv?
»Der er faktisk folk, der forsøger at etablere sammenhænge mellem især tibetansk buddhisme på den ene side og kognitionsforskning og bevidsthedsfilosofi på den anden. Francisco Varela var her en central skikkelse. Mens det i Vesten har været fænomenologien der har leveret de fint ciselerede analyser af bevidstheden, så har det i Østen været en række meditative traditioner. – Og der er en pointe i, at det i begge tilfælde har krævet træning at levere disse analyser.«
»Jeg har ikke selv beskæftiget mig særlig indgående med østlige traditioner, men jeg mener bestemt, at vi skal bruge de ressourcer der er til rådighed, og ikke nøjes med blot at se på dem, der stammer fra vores eget paradigme.«

Imod scientismen
»Filosofien rummer også et kritisk potentiale i forhold til de andre discipliner, der arbejder med bevidsthedsforskning. Den kan advare mod forsøg på at gøre naturvidenskaben til overdommer over, hvad der er virkeligt. At hævde, at det som ikke kan indfanges naturvidenskabeligt heller ikke er virkeligt, er desværre en opfattelse man i stigende grad kan støde på. Det er scientisme, og scientisme er ikke er naturvidenskabelig teori, men en filosofisk position, og kan derfor også kritiseres fra filosofisk hold.«
»Når naturvidenskabsfolk begynder at udtale sig om filosofi er de ikke altid lige så kompetente, som når de holder sig til deres eget fagområde.«
– Hvad med psykiatriens definitioner?
»Min tætteste samarbejdspartner er Josef Parnas, der er professor i psykiatri. Parallelt med at jeg gerne vil bringe fænomenologien i dialog med den analytiske filosofi, vil jeg også gerne bringe den i dialog med psykiatrien.«

Dette er den sidste artikel i serien om forskningen og dens vilkår

FAKTA
Dan Zahavi
Dan Zahavi, født 1967. Studie- og forskningsophold i København, Wuppertal, Leuven, Boston, Paris og New York. Cand. phil. fra Københavns Universitet i 1991, PhD fra Katholieke Universiteit Leuven i 1994, og Dr. phil. fra Københavns Universitet i 1999. Forsker i forholdet mellem intentionalitet og subjektivitet og er tilknyttet Institut for Pædagogisk Filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitet, som forskningslektor. Zahavi er præsident for det nordiske selskab for fænomenologi, og dansk medlem af det UNESCO anerkendte Institut International de Philosophie. Blandt hans mange bogudgivelser kan nævnes Intentionalität und Konstitution (1992), Husserl und die transzendentale Intersubjektivität (1996), Self-awareness and Alterity (1999), Exploring the self (2000), og Husserls Fænomenologi, ny, revideret udgave (2001).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu