En fisk klædt i drømme

Design
Det burde være enhver beskåret at bruge mindst én formiddag om måneden i et engros-lager. For eksempel er et sted som INCO i Kødbyen i det indre København måske det lækreste sted i hovedstaden – overhovedet. Her er særligt, fordi man kan købe alt, men i særdeleshed fordi INCO er ærlig over for det de sælger. Her er maden det den er; fiskefileter er kategoriseret efter notering, og kødet efter mængde og kvalitet. En rødspætte er med andre ord en rødspætte. Det, der er så magisk ved et sted som INCO er, at forretningen befinder sig lige før drømmesamfundet. Når maden bliver betalt og bragt ud i de Københavnske restauranter, bliver de rødspætter, der blev købt efter notering ’2’ i INCO pludselig til »nænsomt, pandestegt rødspætte med hjemmehakket bredbladet persille«. Det, der var en fisk, bliver pakket ind i drømme. Og det er INCO’s helt igennem uromantiske holdning til markedsføring og produkthype, alle burde opleve. For siden den vestlige verden er kommet ud over knaphedssamfundet, er den tid ovre, hvor det var forholdet mellem pris og kvalitet, der afgjorde de fleste forbrugeres valg. I det øjeblik, varerne bliver båret ud af engroslagret, starter samfundet med at fortælle historier, designe, brande og markedsføre fisken hinsides genkendelighed. De stakkels fiskefileter må på sin vis være ganske overraskede over, hvad der egentligt ramte dem.
I et samfund, der befinder sig efter knapheden, er det designet af produkter, der afgør, hvilken pris de kan sælges til, og dermed hvor meget producenten af varen kan tjene på den. Derfor designes der mere end nogen sinde før. I efterkrigstiden er der skabt syv gange så mange produkter som tiden før Anden Verdenskrig. Og disse varer har alle skulle konkurrere på design, forskning, viden, livsstil og image. Det har ført til, at design ganske enkelt har gennemhullet enhver del af menneskelivet, fra gener til organisationsdesign. Fisk, arbejdspladser og byer kan kun sælges på livsstil og design.

Gusten undergrund
I den sammenhæng er det et problem, hævder en ny udstilling på Kunstindustrimuseet, at der i kølvandet på denne designindustri er skabt en gusten undergrund af kopiering af de designede produkter. De designere, der reelt formår at skabe et godt produkt, møbel eller varemærkedesign er truede af plagiering. Udstillingens udgangspunkt er, at det i særlige tilfælde kan være noget af en opgave at skille originalen fra kopien; et spørgsmål der har fået mange studerende af litteraturvidenskabs hoveder til at snurre i forvirring. Kopi og original bliver blandet sammen, originaler bliver kopieret, og kopier, der var tænkt som kopier, bliver pludselig gjort til original kunst og solgt på auktioner til skyhøje priser. Derfor præsenterer udstillingen en lang række stole, ure, briller, klodser og tallerkener, hvor det er ganske kompliceret at skelne kopi fra original.
Det hævdes, at der er to grundlæggende tendenser i designhistorien, hvor den ene er præget af det originale geni og den anden af det metodiske og systematiske design. På den ene side står det Byronske geni, der via en muse opnår en form for guddommelig indsigt og skaber det sublime design, ud af det reneste ingenting. Det er dette ideal, der i særdeleshed dyrkes på reklamebureauer verden over, men også i ganske udpræget grad i arkitekt- og designerverdenen. Designeren bliver derfor en form for kunstner out of this world. På den anden side står den systematiske design og den moderne nærmest teknologiske designpædagogik, hvor form og god smag er noget, der er fast, og som kan studeres og læres.
Og det er denne historie, man forsøger at fortælle på kunstindustrimuseet. Det er sådan set ganske udmærket. Men det ville have være væsentligt mere interessant, hvis man fra museets side var gået til vaflerne og diskuteret om der i virkeligheden findes nogen begrundelse for at hævde, at der findes originaler af sublim karakter. Alle kunstnere, designere og arkitekter i verdenshistorien har stjålet med arme og ben. De har ganske enkelt ranet fra historien og fra deres samtid. Et værk er derfor ikke et værk. Men snarere et sample af impulser samlet op af en begavet og kreativ sjæl. Det er den diskussion, fænomenet plagiat understreger, og som selve navnet ’plagiat’ er et partsindlæg i. At kalde en udstilling om inspiration og sampling for ’Plagiat’ er en kraftig hentydning til, at der skulle være et problem, at design bliver kopieret og distribueret. Det er det naturligvis i en række tilfælde, men som et samfundsfænomen er plagiering produktivt og godt. Samtidig er megen plagiering, remix og tyveri i mange tilfælde bedre kunst, musik og arkitektur. Havde man for eksempel haft en kultur omkring clubbing, housemusik, djs og hip-hop uden samples?

Kilden til kreativ vækst
I det hele taget virker problematikken om plagiater lidt bedaget. I resten af verden diskuterer man vidensdeling, knowledge management, open source som kilder til kreativitet og viden. Man forsøger at skabe regelsæt, der understøtter muligheden for at honorere mennesker, der skaber gode ting økonomisk. Naturligvis skal det være muligt at leve af at skabe. Men siden resten af verden uden for arkitektur og designverden har fundet ud af, at kreativitet foregår i en samfundsmæssig sammenhæng, så må det store spørgsmål for et vidensamfund være, at skabe gode regler, der understøtter et åbent værkbegreb. Og der erkender, at vi alle sammen plagierer hver eneste dag. Det at dele viden er reelt kilden til kreativ vækst. I store dele af arkitekturen, musikken og designverdnen lever man stadig i en illusion om, at det giver mening at holde fast i en snæver ejendomsret over værker. Et vidensamfund kræver med andre ord nye regler, der minder om de regler, der er lavet i hip-hop’ens verden. For selv om hip-hop’ens djs, stjæler med arme og ben, er deres musik stadig kunst.
For når alt kommer til alt, er engrosbutikker som INCO på deres egen grovkornede facon et charmerende levn fra fortiden. Det drømmesamfund, der venter, efter maden bliver båret ud af Kødbyen og ud på restauranterne, er selve vidensamfundet og den globale vidensøkonomi. Og alle de drømme, det design, der lægges ned over varerne, er det, der er sket med vores økonomi. Det havde været en mere interessant diskussion at tage op i stedet for at beklage, at Arne Jakobsens møbler bliver kopieret.

*’Inspiration eller plagiat: Om kreativitet i design’. Kunstindustrimuseet. Til 6. jan. 02