Formidling
Den unge pige, der ved 14.20-tiden i lørdags intetanende kom joggende i Østre Anlæg helt tæt forbi Statens Museum for Kunsts gigantiske panoramavindue så overrasket ud. Indenfor med front mod hende sad 300-400 mennesker bænket på museets brede trappe, og på gulvet et par meter fra hendes løbebane vandrede en stor bamse af en mand med fyldigt sørøverskæg og langt, sølvgråt hår manisk frem og tilbage i mørkt, løsthængende tøj.
Måske kunne joggeren lægge to og to sammen: I de seneste par uger har et utal af plakater fra Statens Museum for Kunst på byens plankeværker tiltrukket københavnernes opmærksomhed. Plakaterne var prydet af en fotografisk gengivelse af den populære metode-skuespiller Kim Bodnia siddende i en positur, der ledte tankerne hen på Auguste Rodins berømte skulptur Tænkeren. Ifølge en tilhørende tekst skulle Bodnia fungere som Special Guide på museet netop i lørdags. Ideen er over en periode at få en kendt skikkelse til at komme med sin egen personlige fortolkning af nogle kunstværker. Arrangementet havde tilsyneladende megen affektionsværdi for museet; over hovedindgangen hang et kæmpe banner med Bodnias navn og igen dette udtryk Special Guide.
14 dages oplevelser
Cirka ti minutter over to trådte Bodnia ind fra venstre ledsaget af museets direktør, Allis Helleland. Helleland, der var iført en pink kedeldragt, holdt med begge hænder om en mikrofon, ned i hvilken hun præsenterede Special Guiden, »filmhelten Kim Bodnia«. Det store publikum klappede forventningsfuldt af filmhelten.
Det skulle blive spændende; ville vi stifte bekendtskab med en ny side af den glimrende og lidt skræmmende metodeskuespiller? Kunstelskeren Kim Bodnia? Det klingede godt. Ville han fortælle om et særligt, lidenskabeligt, livslangt forhold til et af museets værker? Ernest Hemingway påstod engang, at han havde lært at skrive ved at se på Cézannes malerier. Havde Kim Bodnia mon lært at spille skuespil af at kigge på Abraham Blomaerts Apollo og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn (1591), som hang gengivet på en plakat bag ham? Der var vel en grund til, at man havde valgt Bodnia som kunstformidler.
Direktøren satte sig, og nu bankede Bodnias stemme ud i rummet, så Ib Geertsens gul-orange mobile dirrede faretruende i loftet over forsamlingen: »Jeg glæder mig som et lille barn til at komme af med de store oplevelser, jeg har haft her på museet gennem de sidste 14 dage,« sagde han.
Energier
Indledningsvis fortalte Bodnia om sit forhold til at spille teater. Det var noget med at få sine sanser til at arbejde med sig og ikke mod sig. Han talte om nogle universelle »energier«, som han i sin tid som ung skuespiller brændte for at komme af med, og han talte om Bertolt Brechts Verfremdung-teater, der skulle få publikum til at forholde sig aktivt til forestillingen. Han kom ind på, at det vist var nogle af de samme energier, som man kunne finde i billedkunsten, bl.a i udpræget grad i Bloemaerts førnævnte maleri.
Han gengav sine overvejelser omkring dette Special Guide-arrangement:
»Hvad ved jeg om kunst? Nu går jeg sgu bare ind og følger en energi i en eller anden retning. Det lyder meget helligt det er det også«.
Efter tre dages ophold på museet havde Bodnia følt, at energierne i samlingen »var ret sorte«. Var der virkelig ikke noget »positivt og livsbekræftende«, havde han spurgt sig selv. Og jo, det var der. Bag ham hang f.eks. en plakat med Asger Jorns koloristiske maleri Livshjulet (1953). Bodnia forklarede, at da han første gang var gået forbi det, havde han bare sagt »fuck!« Det gik imidlertid op for ham i løbet af de 14 dage, at jo længere tid han tilbragte foran maleriet, jo mere forstod han af det. Han fandt ud af, at der faktisk var små detaljer i hvert eneste maleri. Alt det mindede ham på en måde om hans eget job som skuespiller, fordi han til dagligt »arbejder meget med associationsrejser«.
Kim Bodnias guidetur var på én gang ærlig og teatralsk; det var som om, han opførte monologen Kim Bodnia holder foredrag om kunst. Men den superkalorielette indfaldsvinkel syntes at holde folks interesse for kunsten eller var det bare for monologen? fanget. Dette publikum tilhørte ikke kategorien af vante kunstmuseumsgængere fællesnævneren her var snarere film som Pusher og Bleeder, som Bodnia fylder godt op i. Mod slutningen fik han til forsamlingens moro sagt både »skede« og »fisser« i forbindelse med nogle kvindeskulpturer.
Da Kim Bodnia bagefter med favnen fuld af blomster og under lystig applaus gik ud, rejste hoben sig hastigt fra hynderne. En mand i starten af 30erne i en gul fodboldtrøje så desorienteret ud og spurgte efter »cafeteriet«.
I betragtning af at der netop havde siddet 300-400 mennesker på skødet af hinanden og glanet på Kim Bodnia, var resten af museet påfaldende tomt blot et kvarters tid senere. Til gengæld var restauranten fyldt og i særdeleshed rygersektionen. Det har nok været rigtig godt at fordøje Bodnias energier med en grøn Cecil.
*Lørdag den 6. oktober kl. 14 vil tv-stjernen Anders Lund Madsen være den næste Special Guide på Statens Museum for Kunst
