Læsetid: 2 min.

Først går det op, så trækker man en prop

Cykelturen over Pyrenæerne bringer én til et tørstende land
7. september 2001

(2. sektion)

Til næsen
Som en mægtig stensætning står de dér. Pyrenæerne, uoverstigelige.
Hertil og ikke længere, tænker man, når man står med oppakket cykel nede i det flade franske forland.
Langturscyklister har det bedst med vinden i ryggen, og sommervindene i Frankrig blæser sådan, så de ender med at puffe én ned i landets sydøstlige hjørne, Perpignan og omegn.
Og det er da ikke det værste sted at opholde sig. Der er Middelhavet at friske sig i – hvis altså man kan få skub-
bet sig frem gennem strandenes kropsmylder. Ellers må forfriskningen tages inden for huden, og egnens Rous-sillon-vine er for opadgå-
ende i kvalitet. I den maleriske havnefæstningsby Collioure kan man vederkvæge sig med de kraftigt krydrede, der flyder fra skrænterne ovenfor.
Men er man ægte cyklist, vil ikke nok så meget vellevned bedøve den uro i kroppen, der giver at være nær en hidtil uforceret bjergkæde. Det er altid derovre, den anden side, der lokker.

Nu – efter et tilløb
Efter i en årrække at have kigget længselsfuldt på Pyrenæerne bestemte vi, at nu, denne sommer, skulle det være.
Ruten blev lagt Paris-Barcelona. Det gav et vist tilløb på den franske side. Også hvad angår vinene, som vi zig-zaggede turen efter: De knastørre Chablis’er fra byen af samme navn, tre dagcyklinger sydvest for Paris, dernæst vups, op i Centralmassivet og ned i Lot-dalen, hvor Prins Henriks Caix Cahors-vine år for år udfolder sig i royal fylde, videre en tur gennem de perlende Gaillac’er ved Tarn-floden, op én gang til – og pludselig, på fjortendedagen skimtedes i den blå horisont Pyrenæernes hvidglitrende tinder.
Så nær – og dog. Det tog halvanden cykeldag at nå bjergfoden. Og så kom skrubbet, fra den franske by Quillan i 289 meters højde og op over passet 1.748 meter oppe – og hurra, Spanien!
Lige så stilfærdige franske restaurationer er, lige så meget larmer det på den anden side. Spanierne fører højrøstet tale og smækker vinglas og domino-brikker i bordet, så det gjalder i de nøgne stengulve og -vægge.

Hannibals vej
På den spanske side rullede vi langs floden Segre. Den vej brugte både Julius Cæsar som statholder og Hannibal, da han kom med sine elefanter, så den var god nok til os. Og hvor der er flod, er der skrænter, og hvor der er skrænter, er der vin – når klimaet tillader det.
Det gør det spanske, med hiv og sving. Modsat de
franske Pyrenæer er de spanske ørken. Derfor er der øvet vold mod flodens naturlige løb, så opstemmet vand kan læske vinstokkene, der klamrer sig til Costers del Segre. De trænger til opmuntring, for temperaturen falder vinterligt under nul og bager om sommeren over 35 grader.
En tredjedel af Costers del Segre udgøres af en enkelt ejendom, Raimat: 1.250 hektar tørstende jord nordvest for byen Lerida. Vi havde forsmagt os på egetræslagret Chardonnay, så vi søgte spansk asyl i Segres Sauvignon – en hvidvin, der smager af druer og ikke af olierede træspåner. Og den røde fra Raimat: Mums, langt varmere og fyldigere end de Rioja’er, en hvilken som helst dansk tankstation er villig til at hælde på én.
Da vi nåede til Barcelona, stod kilometertælleren på 1.708 km, så stolte var vi. Antallet af tilbagelagte vinflasker har vi ingen optælling af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her