Læsetid: 2 min.

Folkets kolos

Den spanske skuespiller Francisco ’Paco’ Rabal er død, 75 år
14. september 2001

Nekrolog
Da den spanske skuespiller Paco Rabal døde forleden afsatte El País forsiden, fire sider inde i avisen og en leder til at bearbejde den sorg, som hele landet følte ved tabet af den måske allermest folkekære af sine filmskuespillere.
Lederskribenten skrev: »Paco Rabal var et af disse enestående mennesker, som har gennemlevet og overlevet forskellige politiske situationer: barndom og ungdom under republikken, voksenalder under diktaturet og en sprudlende alderdom under demokratiet. Hans metier blev født og afpudset i den reneste selvlærthed, og hans fond af folkelig respekt og kærlighed var enorm. Og alt dette uden nogensinde, selv under de sværeste omstændigheder, at give køb på hans kommunistiske idealer eller begreb om menneskelig værdighed.«
Rabals oprindelse var så ydmyg og pittoresk som talrige af de personer, han gav liv på lærredet. Han var søn af en minearbejder i landsbyen Águilas i regionen Murcia og arbejdede som barn med at sælge slik og solsikkefrø på gaden. Senere var han elektrikerlærling om dagen og nætterne blev brugt på at læse bøger og skrive digte. I 1936 blev han ansat som elektriker ved Chamartin-studierne i Madrid, hvor han øvede replikker med datidens filmstjerner.
I 1942 var han statist i en film betitlet La Rueda de la Vida (Livets hjul). Der blev lagt mærke til ham, hvorefter en karriere, der kom til at spænde over 200 film, tog sin begyndelse. Som ung spillede han det, spanierne kalder en galán, en førsteelsker. Han var slående billedskøn dengang, især for dem, der kun kender hans hærgede gammelmandsansigt, senest i en film som Carlos Sauras Goya i Bordeaux fra 1999; en rolle, der gav ham en Goya, som den spanske filmpris hedder.
Rabal havde den i spansk film og teater sjældne evne til at virke som om han ikke spillede skuespil. Han var den første spanier, der kunne overbevise i rollen som arbejder.
Fra 1947 spillede han på diverse madrilenske teatre og i forskellige filmroller. Gennembruddet kom i 1958, da han spillede hovedrollen i Luís Buñuels Nazarín, der handler om en præst omgivet af ludere og forbrydere. Han medvirkede også i Viridiana og Belle de Jour af samme instruktør.
I 1984 fik han skuespiller-prisen i Cannes for sin rolle i filmen Los Santos Inocentes (De hellige uskyldige), og i 1990 medvirkede han i Pedro Almodóvars Átame (Bind mig, elsk mig).
Rabals opvækst lærte ham at livet er en strid mellem rige og fattige, og han holdt aldrig op med at være kommunist. »Han var ikke det, man kalder lærd,« har en skuespillerkollega udtalt, »men han udstrålede en ærlighed, som var mere overbevisende end nogen marxistisk teori.«
Da han engang blev tilbudt at komme til Hollywood, svarede han: »Mit engelsk er dårligt, og jeg bryder mig ikke om den amerikanske livsstil, den er fyldt af individualistiske ambitioner.«
Rabal røg og drak, som det lystede ham, og 29. august døde han ombord på et fly på vej hjem fra filmfestivalen i Montreal, hvor han modtaget en hæderspris for sit livsværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu