Læsetid: 4 min.

Forrygende, viltert og fantasifuldt

Geir Sveaass har med Jean de France fået en ankomst til Aalborg Teater, der virkelig vil noget
18. september 2001

Teater
Jean de France er en af salig Holbergs tidligste – og mest reaktionære komedier! Den purunge Hans Frandsen, der ellers er af solideste borgerlige herkomst, er ved sin hjemkomst, efter blot 15 ugers ødselhed med faderens gode penge i Paris, forvandlet til forblindet modesnob, fuld af tom courtoisie-retorik og dumstolt afsky for alt ’provinsielt’, inklusive forældrene og sin designerede fæstemø. Og i øvrigt paraderende et latterligt højtgearet, yderst mangelfuldt fransk. Forstokket Jeronimus-bevidsthed og en fiks intrige har derfor kun alt for let ved at ryge ham ud af den hjemlige rede til en færd durk ud i det selvforgabte blå.
Det er snart 20 år siden Aalborg Teater sidst spillede
Jean de France. Dengang, i Preben Neergaards instruktion, var det stadig nærliggende at tilskrive en Jean en række letfærdige politiske meninger, hvis hulhed man kunne fornøje sig over at afsløre. Ikke sådan i dag, hvor teatrets nye chef, Geir Sveaass, med sand dødsforagt har valgt at debutere med sin version af Jean. Og hvilken festforestilling er det så ikke blevet, på tværs af alle éns indslebne fordomme!
På en hi-tech kaffebar i Aalborgs famøse Jomfru Ane Gade ankommer der en skønne dag en lang, tung trækasse – set ud gennem vinduerne, på en lyslevende truck – som viser sig at indeholde en virkelig historiens contrebande, nemlig Jean og hele komediens øvrige flok af agerende, klædt i klassiske gevandter, i hvert fald til en start, indtil intrigen tager fart. Og gamle Holberg selv titter nysgerrigt ind ad vinduerne ...
Spillet mellem de to tidsplaner viser sig nu snart slet ikke at være nogen letfærdig omgang med traditionen, men tværtimod som forestillingens højt bevidste, legende opdatering af den gamle. Renset for al utidigt aktualiserende betydningstilskrivning, ren i sin fremstilling af Jean som en rørende uskyldig klovn, hjælpeløst fanget i sin egen usikre selvherlighed. Det er tidløst, og helt Jomfru Ane Gade-aktuelt.

Yderligere komik
Ikke for det, Geir Sveaass har såvist ikke sparet på garneringen af dette lille eventyr, hvor ordret teksten end respekteres. Postmoderne bevidsthed har sang på læben, og når situationerne tilsiger det, så bryder de agerende tvangfrit ud i temmelig suveræne og flot koreograferede soloer, om det så er Ricky Martin, Patsy Cline eller Björk der danner forlæg. Komisk, overdådigt – og to the point. Aktuelle Aalborg-hib og absurde vrøvlestumper bliver der også plads til, foruden en helt forrygende cat walk-opvisning, da Madame la Fleche-intrigens fiktive demimonde – skal erobre scenen og Jean de Frances letfængelige fantasi. Og da forestillingen henimod slutningen synes på vej i selvsving og altforsonende fællesdans, da bryder Holberg selv ind og kræver, at femte akt spilles nøjagtig efter bogstaven! Det bliver den så, med yderligere komik til følge, eftersom især kaffebarens supercool, evigt glasplade-polerende bartender – der ellers kun har excelleret i distanceret minespil og rablende opremsning af alskens espresso-varianter – nu helt uforberedt, med rollehefte i hånden, må spille tjeneren Arv, så at historien kan komme på plads. Og denne tøvende, prøvende fremstilling af Jeans endelige uddrivelse viser præcis ind mod intriganternes egen afhængighed af ’Slumpe-Lycken’, ikke mod nogen gammelverdens alt for selvsikre bortmanen af alt nymodens. For at det ikke skal være løgn, leger det krydrede lydbillede samtidig med Carl Nielsens Maskarade-musik, netop den komedie hvori Holberg med halvdårlig samvittighed tog sin hårdhændethed over for Jean delvist i sig igen ...
Med stensikker fornemmelse er Gordon Kennedy valgt til inkarneringen af den stakkels Jean. Han har udtryk for både den idiosynkratiske forfinelse og den følelsesmæssige afstumpethed karakteren kræver, og dertil – og det er det vigtigste i stykkets enkle grundplan – den helt balletsikre verve i de vidtløftige scenografiske mønstre han mere eller mindre ufrivilligt indgår i. Og mod slutningen fremviser han en mimisk-gestisk perpleksitet der til fulde bringer hans lighed med Stan Laurel frem.

Højeste blus
Rundt om ham spilles der tilsvarende for højeste stumfilms-blus, på tværs af de mange ord, der jo ikke siger så allerhelvedes meget. Joan Henningsen og Ebbe Trenskow er for n’te gang et bravt og stilsikkert borgerpar, henholdvis vildt opgejlet og dybt nedtrykt over sønnikes eskapader; Mogens Rex’ Jeronimus emmer af selvretfærdighed og snusfornuft og kammer præcist over i hysteriske eruptioner; Mette K. Madsen og Jacob Werle et fint intrigant-makkerpar, den ene herligt grinende over sine ’Machinationer’, den anden storartet solbrilleblindt snublende over enhver nok så lille fysisk forhindring. Og tilsammen danner de 11 spillere de herligste koreografiske mønstre over scenen, inde i baren og ude i ’Gaden’ – som vi siger i Aalborg.
Rolf Almes effektive scenografi, Charlotte Munksøs adrætte koreografi og Gunhild Kjærs techno-sensuelle lydbånd føjer sig ubesværet ind under Geir Sveaass’ forrygende, viltert fantasifulde og stramt samlende greb om Holbergs ellers noget bedagede stof. Det har været en virkelig spas at nå dertil – det mærkes ud i den mindste detalje. Virkelig en ankomst til Aalborg Teater der vil noget!

*Ludvig Holberg: Jean de France (1722). Iscen.: Geir Sveaass. Scen.: Rolf Alme. Koreografi: Charlotte Munksø. Musikalsk arr.: Gunhild Kjær. Medv.: Gordon Kennedy, Joan Henningsen, Ebbe Trenskow, Mogens Rex, m.fl. Aalborg Teater, Store Scene, til 27. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu