Læsetid 1.4685714285714 min.

Fremtidens biler skal køre på olivenolie

Økonomisk støtte og afgiftsfri bio-diesel skal være obligatorisk i EU, foreslår Kommissionen
25. september 2001

I fremtiden skal EU’s biler køre på brændstof, der er tilsat op til otte procent planteolie, f.eks. fra oliven. Det foreslår EU-Kommissionen.
»Så vidt vi har erfaret, er deres mål, at andelen af planteolie og andet biobrændstof skal stige til to procent i år 2005, syv procent år 2010 og 20 procent i 2020,« siger generalsekretær John Hontelez i den europæiske miljøsammenslutning EEB til Information.
»I dag kan man i nogle europæiske supermarkeder købe olivenolie på tilbud til en lavere pris pr. liter end diesel,« forklarer afdelingsleder Heinz Ossenbrink, leder af afdelingen for vedvarende energi på miljøinstituttet under EU’s Fælles Forskningscenter i Ispra, Italien.
»Og udgiften til at ændre den til biobrændstof er minimal,« fortsætter han. »Den europæiske bilindustri har erklæret sig enig i at tilsætning af op til otte procent planteolie ikke vil kræve nye diselmotorer. Det er uskadeligt.«
Målet er at tidoble anvendelsen af biomasse til energi på ti år – og hovedvægten ligger på bio-brændstof som f. eks. raps- og olivenolie, bekræfter Heinz Ossenbrink.
Det Fælles Forskningscenter har til opgave at levere det videnskabelige grundlag for Kommissionens forslag.
Danske forskere – og miljøsammenslutningen EEB – er stærkt imod.
»Det giver hverken økonomisk eller økologisk mening,« siger John Hontelez. »Skatteyderne kommer til at betale de store omkostninger gennem landbrugsstøtten – uden at få fordel af det.«

Lønsom udnyttelse
»Mange livscyklusanalyser har vist, at bio-brændstof ikke virker i bekæmpelsen af klimaforandring. Ofte er virkningen ligefrem negativ eller neutral,« tilføjer EEB’s videnskabelige rådgiver, Karola
Taschner.
At give landbrugsstøtte til en energikrævende produktion af mere madolie, end der er brug for, for så bagefter at bruge olien i stedet for benzin og diesel lægger pres på naturen og den biologiske mangfoldighed. Det ensidige, intensive landbrug med højt forbrug af energi, kunstgødning og pesticider vil fortsætte. Og bio-diesel kan ikke leve op til EU’s egne mål om brændstoffer som gør sundhedsrisikoen ved bilernes udstødning mindre, de såkaldte EURO 3- og EURO 4- normer, siger EEB.
Andre udnyttelser af biomasse er bedre for miljøet – og mere lønsomme, lyder
EEB’s konklusion.
»At bruge planteolie i biler er en genvej til at løse problemer med overproduktion i landbruget. Men man skal hellere bruge de dele af planterne, der ikke ender som mad på bordet,« siger professor Bent Sørensen, Roskilde Universitet. F.eks. kan man bruge mere organisk brædsel i varmeforsyningen, lave mere biogas og anvende plantefibre mere som råstof.
Også trafikforskeren Kaj Jørgensen, Risø, er afvisende: »Jeg er ingen stor tilhænger af biobrændsel i biler. Men der er et stærkt pres i den retning for at redde EU’s fælles landbrugspolitik – især når store mængder af landbrugsprodukter kommer på markedet ved Østudvidelsen.«
»Biomasse er en begrænset ressource. At bruge den i kraftvarmeværker er en bedre måde at nedsætte CO2-udslippet på.«
Helt galt bliver det, hvis man – som Kommissionen vil foreslå – bruger økonomiske støtteordninger og afgiftsfritagelse til at få mere madolie i bilerne, mener Kaj Jørgensen.
Efter de internationale frihandelsaftaler må EU ikke forskelsbehandle europæisk olie. Bioraffinaderierne vil købe olien, hvor den er billigst, f.eks. palmeolie fra Malaysia, påpeger EEB.
I Danmark er der især Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi varm tilhænger af en særlig slags motorer, der kan køre på ren, koldpresset rapsolie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu