Læsetid: 3 min.

En fuldemands-fatwa?

I disse dage raser debatten om den franske forfatter Michel Houellebecq i Frankrig. Han er aktuel med ny bog om sexturisme, og hans udtalelser imod islam vækker harme
6. september 2001

Kontrovers
PARIS – Den franske romanforfatter Michel Houllebecq står i disse dage i fare for at omfattes af en Salman Rushdie-lignende fatwa – en religiøst dekreteret dødsdom. Det skyldes ikke direkte hans nyudkomne roman Plateforme (da. ’platform’, red.) og som allerede har bragt ham på forsiden af samtlige aviser og blade i Frankrig. Den har ellers i sig selv givet anledning til voldsom debat og sagsanlæg dels fordi den omhandler sexturisme i Thailand, dels fordi den skyder med skarpt på en del navngivne virksomheder og journalister.
Fatwatruslen og forargelsen i store dele af den islamiske verden er afstedkommet af et syv siders langt interview, Houllebecq har givet til det litterære månedsskrift Lire. Her forsvarer han nogle af sine personer fra Plateforme, et forsvar, der sine steder betænkeligt overskrider grænsen mellem bogens hovedperson Michel og virkelighedens Michel. På et spørgsmål om, hvorvidt Houllebecqs foragt over for islam ikke skyldes, at hans egen mor forlod ham som lille for at konvertere til islam, svarer Houllebecq at »Nej, jeg havde en slags omvendt åbenbaring i Sinaïørkenen, dér hvor Moses tog imod de ti bud... Pludselig følte jeg en total forkastelse af monoteistiske religioner... Og den dummeste religion er trods alt islam. Når man læser Koranen, bryder man sammen... man bryder sammen.«

Arabisk reaktion
I romanen mister hovedpersonen Michel sin elskede i et palæstinensisk terroristattentat og fortæller, »at hver gang han hørte, at en palæstinensisk terrorist, eller et palæstinensisk barn, eller en palæstinensisk gravid kvinde var blevet slået ihjel i Gazaområdet, følte jeg en entusiastisk skælven«. I interviewet forsvarer han dette med, at »hævnfølelse er en følelse, jeg aldrig selv har haft lejlighed til at føle. Men i den situation han befinder sig i, er det normalt at Michel har lyst til at slå så mange muslimer ihjel som muligt«.
Reaktionen fra den arabiske verden har været voldsom. Direktøren for ISESCO, Abdelaziz Ben Othmane Twaijri (en underafdeling af Organisation de la conference islamique (OCI) med sæde i Saudi Arabien), skriver ifølge avisen Le monde i et brev til Kochiro Matsura, direktør for UNESCO at »Houllebecqs ord er et angreb på muslimer overalt i verden«, og » jeg beder Dem indstændigt om at tage de passende forholdsregler for at fordømme forfatterens Michel Houllebecqs udtalelser og disse hadfulde angreb, der går imod UNESCO’s formål.« Den marokkanske socialistiske avis Liberation kritiserer også Houllebecq i voldsomme vendinger, og skriver, at det ser ud, som om forfatteren bevidst søger en fatwa. »Han hader jer,« skriver de om Houllebecq, men tilføjer, »skal man så hade denne mand? Nej, man skal foragte hans udtalelser og bekæmpe det had, han spreder.«

Banalisering af rascisme
M. Nassif Hitti, leder af La Ligue Arabe en France, fordømmer franskmændenes tilsyneladende ligegyldighed over for noget, som han betragter som en genkomst af racisme: »Offentliggørelsen af M. Houllebecqs afskyelige udtalelser om islam, arabere og palæstinensere har vakt berettiget forargelse hos de ansvarlige for muslimske foreninger i Frankrig,« skriver han i en pressemeddelelse.
»Vi er alvorligt bange for, at det fører til en højst beklagelig banalisering af anti-arabisk og anti-muslimsk racisme i Frankrig.«
Lederen af moskeen i Paris Dalil Boubekar understreger, at »i Frankrig kan man dømmes for udtalelser, der opfordrer til religiøst, eller racemæssigt had,« og advokaten Emmanuel Pierrat, der er specialist i presseret, understreger, at hvem som helst kan lægge sag an mod Houllebecq: »I løbet af de sidste år er censuren privatiseret,« bemærker han, så han ser ingen grund til, at det skulle være en dommer, der anklager forfatteren.

Klogelig afstand
En af de betænkelige sider af sagen er måske den rolle, litteraturtidskriftet Lire – som allerede har udsolgt sit septembereksemplar – har spillet.
Chefredaktøren Pierre Assouline lægger klogeligt afstand til Houllebecqs udtalelser i sin leder – men trykker alligevel hele interviewet. Journalisten Didier Sénécal indleder artiklen med at beskrive, hvorledes Houllebecq »drikker som et hul i jorden, samtidig med at han kommer med skandaløse udtalelser.«
Houllebecqs udtalelser virker voldsomme – især når de helt tages ud af interviewets kontekst. Det ser ud til, at Houllebecq risikerer en fatwa på grund af fuldemandssnak, som et sensationslystens blad sælger voldsomt godt på. I Frankrig kan straffen for »provokationer af had mod personer på grund af deres religion« blive på et års fængsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her