(2. sektion)
Fjernsyn
Da jeg var ung det er unægteligt noget siden optrådte nordmændene i skandinaviske sammenhænge i samme rolle, som molboerne gjorde i vort hjemlige mikrounivers. Der har siden fundet et vist rolleskifte sted, må man sige.
Mens nordmændene fylder deres fælles pengekasse til langt hinsides bristepunktet med såkaldte petropenge, har vi aldrig kunnet finde ud af andet end at lade størstedelen af vores tilsvarende om end i omfang noget mere beskedne nordsøgysser strømme over i private og/eller multinationale tegnebøger.
Den danske cleverness på området begyndte allerede tilbage i 60erne, da daværende udenrigsminister Per Hækkerup, far til Hans den krigeriske, efter sigende i en brandert skred i havsoklen og lod vort nordlige broderfolk løbe med broderparten af det flydende guld.
I virkeligheden var det måske bare retfærdigheden, der skete fyldest. I Danmark sælger vi rask væk ud af arvesølvet for at pynte på statsbudgettet. Det kan nordmændene ikke, for mens Norge var dansk i 400 år, tømte vi de norske sølvskabe, -skuffer og -miner og fragtede skattene over Skagerrak. Så det er nok kun rimeligt, at vi betaler lidt tilbage via den hækkerupske bommert, eller-hvad-det-nu-var.
Nu diskuterer de så deroppe, hvad de skal stille op med al den rigdom, som fortsat strømmer ind og efter beregningerne vil gøre det i resten af dette århundrede. Med et overskud på statsbudgettet på nær 560 milliarder bevares norske kroner gælder det om at holde tungen lige i munden. Uden en stram pengepolitik lurer risiko for ukontrollable pris- og lønstigninger med tilsvarende ringere internationale konkurrencemuligheder for norske produkter.
Men det er svært for mange nordmænd at forstå, at der ikke kan slippes nogle skillinger fri af den enorme fællesformue, så det norske skolevæsen, sundhedsvæsen og den norske ældrepleje kunne distancere sig fra de tilsvarende danske offentlige institutioner, hvorfra de norske i usselhed, snuskethed og snæversyn er vanskelige at skelne.
Hvilken ønskeposition for en politisk opposition op til et valg. Hvilket netop er, hvad nordmændene skal til i næste uge. Løfterne svirrer i luften som myg over en stillestående norsk skovsø.
»Stem på mig, og dit barns skole blir shinet op til paladsstatus, din hospitalsseng bliver forsynet med forgyldt hovedgærde, og din gamle mor får egen suite på plejehjemmet med dørtelefon og bidet.« Ikke til at stå for, og mange gode ideer at hente for danske politikere i det snarlige danske valg. Skønt Odin må vide, hvor de vil skaffe midlerne fra.
Håbløs præmis
Med sligt kunne man vederkvæge sig i mandagens »Horisont«, vel tilrettelagt af Steffen Gram og produceret af Jan Larsen. Men vederkvægelse var just ikke det, der faldt én ind under søndagens temaaften om Mellemøsten, skønt det var en fortrinlig udsendelse, der blev afviklet på DR2, mens det danske folk underholdt sig med DR1s nye hitforventning »De Udvalgte«. En udsendelse altså den om Mellemøsten med en næsten håbløs præmis, hvis formål har været at give et overblik over, hvad det er, der foregår. »Hvad får vi for at aflevere vores våben og standse intifadaen,« spurgte en palæstinensisk leder og svarede selv: »Måske besked om, hvilken del af mit hus man dernæst vil overtage eller ødelægge.«
Og Sharon. Kan man tro på, at han vil standse den bosættelsesaktion på palæstinensisk jord, han selv har været med til at sætte i gang? Og selv om han ville, kan han så garantere sine landsmænd, at terroren vil høre op, når og hvis man har trukket bosætterne hjem bag Israels grænser?
Med i programmet fulgte en fransk dokumentarfilm: Golda Meïrs dødsliste. Efter massakren i München under Olympiaden i 1972, hvor en stribe israelske sportsfolk og palæstinensiske gidseltagere omkom under et mislykket befrielsesforsøg, svor Golda Meïr, at samtlige overlevende palæstinensiske deltagere i aktionen skulle likvideres.Og det er de blevet som ren hævn gennem årene, en for en plus en for meget og minus en, der stadig er i live, men som næppe kan tegne en livsforsikring selv nu 29 år efter.
Tirsdag fulgte »Udefra« så op med programmet »Sharon under anklage«. Der blev ikke lagt fingre imellem hvilket jo heller ikke er Sharons vane. Eksperter verden over er ikke i tvivl om den daværende forsvarsministers ansvar for falangisternes massakrer i 1972 i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, navne, der føjer sig til Treblinka, Lidice, Auschwitz, Birkenau og Oradour.
Navne, som burde have imprægneret en israeler mod at tillade, at 800 kvinder, børn og gamle brutalt blev udryddet i et etnisk opgør.
Falangisterne var for resten kristne og bar kors i kæder om halsen.
