Læsetid: 11 min.

Min historie

’En kanon historie’, kalder journalisten Bettina Röhl sin afsløring af udenrigsminister Joschka Fischers voldelige fortid. Men kan man helt se bort fra, at hun som datter af terroristen Ulrike Meinhof måske havde personlige motiver?
29. september 2001

TRAVEMÜNDE – Bettina Röhl lægger et ark papir på bordet.
»Aftale mellem Torsten Weper (Information, Danmark) og Bettina Röhl om et interview...,« står der. Ifølge aftalen skal Information inden interviewet forpligte sig til hverken at vise billeder af hende som barn eller af hendes mor, Ulrike Meinhof på denne side. Aftalen betyder også, at artiklen ikke må handle om den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion (RAF), som Ulrike Meinhof var med til at danne i 1970.
Vi sidder på terrassen foran en café i Travemünde, en populær badeby ved Østersøen. Bettina Röhl opholder sig her, mens hun overvejer, hvad der videre skal ske med ’historien’.
»En kreativ fase,« kalder hun det.
Hendes afsløring af udenrigsminister Joschka Fischers voldelige fortid slog i januar ned som en bombe i Tyskland, men trods rystelserne beholdt ministeren sin post, mens hun blev psykologiseret i medierne – både tyske og udenlandske – og stemplet som bl.a. ’højresnoet hævner’.
Information skriver under på aftalen. Der er så meget andet at tale om end Ulrike Meinhofs moderskab. Denne historie begynder faktisk først den 9. maj 1976 – den dag Ulrike Meinhof bliver fundet død i sin celle, hængt i et håndklæde.
Ingen på den vesttyske venstrefløj tror på den officielle forklaring om selvmord, overalt i republikken koger vreden mod Staten. Også i Frankfurt am Main føres der ophidsede diskussioner om, hvordan man skal besvare dette statslige overgreb. Dette mord. Hvad konklusionen på mødet bliver, er endnu i året 2001 uklart, men dagen efter, den 10. maj 1976, kaster en gruppe vrede demonstranter molotow-cocktails mod politiet Frankfurt.
Flaskerne med brandbar væske kastes i byger for at opnå den størst mulige effekt. Målet er en patruljevogn, der bryder i brand. Betjenten Jürgen Weber når ikke ud af bilen i tide og pådrager sig frygtelige forbrændinger. Da han endelig bliver hevet ud på gaden, trygler han sine kolleger om at blive skudt, så stærke er hans smerter.

Joschka med på tæskehold
Blandt demonstranterne er Joschka Fischer. Han tilhører byens Sponti-miljø – en efter eget udsagn udogmatisk, humørrig og frem for alt spontant indstillet venstrefløjsgruppe. Samtidig er han også med i den såkaldte Putz-gruppe, et tæskehold, der går håndfast til værks under sammenstød med politiet. Nogle år senere indleder han en flot karriere hos De Grønne: Han bliver partiets første minister (miljøministeriet i delstaten Hessen), gruppeformand i Forbundsdagen og ender i 1998 som republikkens udenrigsminister.
Regeringsansvar er noget af et rolleskifte for De Grønne, der blev grundlagt af miljøfolk og pacifister. Derfor beder journalisten Bettina Röhl om et interview med Fischer, partiets førende personlighed. Artikel skal handle om miljøpartiets nye rolle.
»Det blev et sært møde – som om jeg slet jeg ikke til stede. Jeg stillede politiske spørgsmål om De Grønne, erhvervslivet og regeringsansvaret, han lirede en plade af om de vilde, terroristiske år. Han var slet ikke i året 1998, han talte med hæs stemme og lukkede øjne. Den var helt gal. Han havde ganske åbenbart forberedt sig på et skuespil forud for dette møde med Ulrike Meinhof – eller Meinhofs datter, men denne datter findes ikke. Mit indtryk var, at han var en gennemført skuespiller, der tidligere gav den som frihedskæmper, og nu spiller den livskloge statsmand. Alt er svindel, skuespil.«
Endnu er der længe til det store sammenstød mellem de to. Senere på året begynder Bettina Röhl at samle materiale til en bog om den vesttyske venstrefløjs historie, til dels bygget på hendes forældres levnedsforløb. Hendes far Klaus Röhl var bl.a. udgiver af det venstreorienterede tidsskrift konkret, som moderen også arbejdede for.
»Først da det tredje øjenvidne fortalte, at Fischer var involveret i sagen om Jürgen Weber, var jeg klar over, at der var noget om det og begyndte at researche.«
Under researchen støder hun på pressefotografen Lutz Kleinhans’ billeder af et overfald på en betjent i 1973. På billederne genkender hun Joschka Fischer. Billederne har ingen direkte sammenhæng med mordforsøget på Jürgen Weber, men de påviser, at Fischer havde en voldelig karakter.
»For mig var billederne bare pynt på den egentlige historie om hans medvirken i mordforsøget på Jürgen Weber.«
– Mener du, at Fischer kastede en molotow-cocktail i 1976, eller at han anstiftede andre til at kaste?
“Han var indblandet. Om han selv kastede, ved jeg ikke. Han var med til demonstrationen, og det kan ikke udelukkes, at han ikke også deltog aktivt. Men det er forkert at søge en enkelt skyldig, der kastede, så er Fischer udenfor mistanke.«
– Men Putz-gruppen var jo ikke nogen forening. Det var en løs gruppe, og nu må alle vel, hver for sig, bære ansvaret for deres handlinger?
»Det er noget vrøvl. Der var en anfører, og der var medlemmer. Dem, der ikke ville være med, blev udelukket af gruppen eller gennembanket. Det er et trick fra deres side at sige, at de ikke var organiseret: De havde ledere – de kaldte dem bare ’informelle kadrer’. Der var én person med autoriteten. De havde et møderum – men kun én havde nøglen. Selv om Daniel Cohn-Bendit siger, at de alle var spontane, at alle kom spontant til møderne og spontant fik ideen til at kaste, havde de en anfører. De stod alle under indflydelse af en enkelt karismatisk anfører. Det handler alene om ordene, og brugen af ordene kan da ikke føre til, at man ikke har et offer, Jürgen Weber. Der fandt et attentat sted, og altså er der også gerningsmænd.«
I slutningen af 1999 har Bettina Röhl sin historie klar. Som freelance journalist har hun ikke noget fast medie, hun kan offentliggøre i, derfor opsøger hun en række redaktioner og præsenterer sit materiale inklusive billeder af den pryglende Fischer.
»Alle ville have de billeder, men jeg ville kun sælge dem sammen med min historie. For mig var billederne kun lokkemad – en lille sensation. Det vigtigste var at få bragt mordforsøgshistorien.«
Blandt de sidste, der får Bettina Röhls historie tilbudt er Stefan Aust, chefredaktør for nyhedsmagasinet Der Spiegel og en god bekendt af familien Röhl. Det var Stefan Aust, der bortførte den dengang syv-årige Bettina og hendes søster fra en revolutionær lejr på Sicilien, hvor hendes mor havde anbragt dem, tilbage til faderen i Hamborg. Senere arbejder de sammen professionelt.
»Sådan en sag skal præsenteres ordentligt. Men det skete ikke, fordi aviserne – for at sige det, som det er – var for feje. Da jeg endelig tilbød Stefan Aust historien, ville han stjæle den. Jeg havde researchet i to år, helt alene og med stort besvær overtalt disse mennesker til at stå frem. Sporenstrengs sendte han ti mand afsted til Frankfurt for at kulegrave sagen. Jeg vidste, at nu ville det gå hurtigt: Jeg var tvunget til at gå til Stern og gøre det, jeg egentlig ikke ville – skille billederne fra historien.«

’Ja, jeg var militant’
Torsdag den 4. januar 2001 udkommer ugemagasinet Stern med billederne, der ryster Tyskland. »Ja, jeg var militant,« erkender Joschka Fischer i et ledsagende interview. »Vi var ved at løbe væk fra en demonstration i (Frankfurt-bydelen) Bornheim, som blev opløst med magt. Politi med knipler var i færd med at sætte efter demonstranter. Dengang løb jeg alene og for første gang løb jeg ikke væk, men mod politiet, kun bevæbnet med mine egne hænder.«
»Aust ærgrede sig utroligt, for nu var Stern foran Spiegel, og han havde tabt kapløbet. Men jeg var tvunget til at sælge, for hvis han var kommet først med sin hastigt sammenflikkede Fischer-historie, ville fokus blive flyttet fra det egentlige og mine to års arbejde være bragt i fare.«
Fotografen Lutz Kleinhans går til pressen. Han føler sig snydt af Bettina Röhl. De havde en aftale, siger han, om at hans billeder må bruges i hendes bog – ikke i aviser eller blade.
Bettina Röhl siger, at aftalen ikke rummede denne sondring.
»En fotograf med nogle værdiløse billeder har da ingen grund til at sige, at jeg gerne må bruge dem til en bog, men ikke i aviser. Han har givet mig lov til at bruge billederne i medierne.«
– Man kan også sige, at du narrede ham?
»Kleinshans er bedrageren. Han løb fra vores aftale. Han har snydt mig for utroligt mange penge og bagtalt mig i medierne. Det behøver jeg da ikke retfærdiggøre mig for.«
Medierne fortæller om den bedragne fotograf. Få dage efter verserer historien om, at Bettina Röhl har stjålet materiale fra den tyske tv-station NDR, der producerer landets mest sete nyhedsudsendelse Tagesschau (på ARD). Ifølge Bettina Röhl har hun på helt regulære vilkår lånt videokassetter for at lave et indslag til tv-magasinprogrammet ’Panorama’, hvori billeder af Joschka Fischers overfald skulle vises. Mens hun har dem, viser hun dem til Stefan Aust.
»Så var det, at Aust ringede til NDR og spurgte, om de manglede nogle kassetter. Ja, det gjorde de, men det vidste de ikke, før han ringede.«
Bettina Röhl havde overskredet lånetiden, erkender hun, ikke andet. Pressen beretter, at Bettina Röhl forsøger at afsætte sine tyvekoster på det grå marked for eksklusive tv-billeder. Allerede samme dag tilbageviser NDR, at der er nogen strid mellem tv-stationen og Bettina Röhl.
»50 procent af alt det lort, jeg har oplevet, kan jeg takke Stefan Aust for. Og det er ærgerligt, for det aflaster Joschka Fischer. Det eneste rigtige havde været, at Stefan Aust opførte sig som undersøgende journalist i stedet for at starte intriger og udbrede løgne om mig. Men Aust ville selv, og det har ført til, at det, det egentlig handler om, ikke er blevet offentliggjort.»
Stefan Austs bevæggrunde kalder hun »ren journalist-misundelse.«
»Han forsøgte at spolere mit ry.«

Min mor var fuld af had
Journalisterne er forlængst klar over hvem, der har fundet billederne af Fischer – og spekulationerne om Meinhof-datteren’s ’sande motiver’ florerer. Ifølge medierne lider Bettina af et så voldsom had til sin afdøde mor, at hun nu forgriber sig på moderens sympatisører, personificeret i Joschka Fischer.
»Det er helt utroligt, hvad man har skudt mig i skoene. Min fortid havde jeg bearbejdet som 20-årig – jeg har haft en lykkelig barndom og en god skoletid. Den har intet at gøre med det katastrofebillede af en forskruet opvækst, andre mennesker forestiller sig. Det var min mor, der var vanvittig. Min mor var fuld af had, min mor ville bekæmpe staten med våben.«
– Det virker som om, at din mor i dag tilskrives alle de positive egenskaber...
»Sådan er det. Der er artikler, hvori Bettina Röhl omtales som ’terrorist-datteren’. I de samme artikler udnævnes min mor til at være en ’brillant journalist’. Hvad er hun så? Enten er hun terrorist eller brillant journalist... Eller er jeg i virkeligheden den brillante journalist; hende der gravede Fischer-historien frem? Nævn mig en eneste anden journalist, der helt på egen hånd har udløst en debat som denne. Dét er en større journalistisk bedrift end min mors; hun skrev et par artikler, der intet bragte. Derfor finder jeg det nærmest grotesk, at min mor nu berømmes som en journalist, der var ’kendt ud over Tysklands grænser’. Vrøvl. Hun blev kendt, fordi hun blev terrorist.«

Forbløffende upåvirket
I betragtning af den mediestorm, Bettina Röhl har været igennem, virker hun forbløffende upåvirket. De fleste andre ville være bukket under for den massive fordømmelse, hun var udsat for i starten af året.
»Jeg klarede det, fordi det journalisterne skrev, var så absurd, at det ramte helt ved siden af mig.«
Det største problem har journalisterne selv, mener hun – sammen med dagens politiske establishment.
»De ikke alene mistolker mig, som gamle 68’ere har de også haft deres flirt med Frau Meinhof. De har tildels endnu ikke bearbejdet, at de selv var en del af denne bevægelse, og dermed har forløbet sig ideologisk: Det var Joschka Fischer, der gik på gaden for Frau Meinhof. Otto Schily (tidl. RAF-advokat, nuværende indenrigsminister, red.) sagde, at hun blev myrdet. For disse mennesker var hun et ikon, ikke for mig.«
Via sin hjemmeside (www.bettinaroehl.de) offentliggør hun i januar tre åbene breve til landets præsident, Johannes Rau. Heri forsøgte hun at anskueliggøre, at Tyskland befinder sig i en nødretssituation, fordi anklagemyndigheden i Frankfurt bliver manipuleret. Hvordan kan man ellers forklare, at det i 25 år ikke er lykkedes at finde frem til Jürgen Webers gerningsmænd.
– Har Johannes Rau svaret?
»Nej. Han sagde til et blad, at ‘Frau Röhl søger modbilleder’ – eller sådan noget vrøvl. Men jeg må sige, at Rau taler om noget, han ikke har forstået: Dette drejer sig om et politisk sag. Fischer taler han fri, og Frau Meinhof kan han ikke opfatte som vanvittig, fordi han selv lå på maven for hende.«
– For en freelance-journalist er det skidt ikke at kunne komme af med sin historie – og tilmed få sit navn sværtet...
»Du taler om det, som om dette er en taber-historie – sådan ville det være, hvis jeg var bukket under, men det er ikke tilfældet. Det var slemt, mens det stod på, men jeg kom i gennem – og jeg skal nok også få halet denne her fisk i land! Jeg tror, at Fischer falder til slut. Men det er svært at komme videre med sagen. I denne tid overvejer jeg, hvordan jeg skal gøre det.«

’Jeg har intet had’
»Jeg har givet vanvittigt mange interviews, 50-60 stykker. Det er min måde at komme ud. Det evige spørgsmål er, hvad er mit motiv? Mit motiv er, at jeg er en journalist med en kanon historie, men man har tillagt mig så mange andre motiver. En del journalister blev ved med at spørge, om det ikke alligevel kunne have noget at gøre med min mor. Nogle ville ikke skrive under på interview-aftalen, fordi de ikke måtte bringe billeder af min mor. Alice Schwarzer (chefredaktør kvindebladet Emma, red.) sagde, at hun kunne ’forstå mit had’... Jeg har intet had! Feministerne er de værste; de vil presse mig ned i sådan en mor-historie. Jeg har intet personligt imod Joschka Fischer – jeg er interesseret i en historie.«
– Kan man sige, at du havde det forkerte navn?
»Nej. En del af kampagnen mod mig er sat målrettet i værk for at rense Joschka Fischer, og hvis man ikke havde kunnet angribe mig med min mor, havde man bare fundet noget andet. Alle ville blive kværnet, hvis de havde forsøgt at offentliggøre denne historie. Men det er jo ikke ’min historie’ – det er en sag for statsadvokaten, en sag om en udenrigsminister der mistænkes for mordforsøg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu