Læsetid: 4 min.

IMF’s misbrugte chance

Den Internationale Valutafond markerer med udnævnelsen af Ann Krueger, at man ønsker at fortsætte på den hidtidige – fejlslagne – kurs
6. september 2001

Stanley Fischers afgang som vicedirektør for Den Internationale Valutafond (IMF) gav en kærkommen lejlighed til at se nærmere på fondens Washington Konsensus – ideologi inden for privatisering, liberalisering (især handels-liberalisering) og makro-stabilisiering. Netop den ideologi var fremherskende under hele Fischers tid i vicedirektør. Ved udnævnelsen af Ann Krueger som hans efterfølger, har IMF peget på en af denne ortodokse tankegangs mest indædte fortalere og signalerer dermed, at man stædigt ønsker at holde fast i den fejlslagne fortid i stedet for at benytte lejligheden til at lægge en ny og anderledes kurs for fremtiden.
Ann Krueger er en velestimeret professor i økonomi på Stanford-universitetet, tidligere cheføkonom i Verdensbanken og en uhyre energisk person med stor integritet og stort engagement i det, som hun mener, er det rigtige for udviklingslandene. Men samtidig er hendes hidtidige karriere-forløb noget af det, der belaster hende tungest: Washington-Konsensus-politikken viste sig at være en dundrende fiasko for fremme af væksten og stabiliteten i udviklingslandenes og overgangslandendes økonomier. Og hendes store ekspertise inden for handelspolitik kan næppe hjælpe IMF med at rette op på sit efterhånden temmeligt alvorlige troværdighedsproblem.

Udnævnelsen af Ann Krueger vidner om selve udvælgelsesprocessen, der er et levn fra efterkrigstidens magtfordeling i de nye Bretton-Woods- institutioner. Som følge af efterkrigstidens studehandel kom USA til at stå for at udnævne præsidenten for Verdensbanken, mens en europæer altid kom til at stå i spidsen for IMF med en amerikaner som næstkommanderende. Og sådan er det fortsat.
På trods af kolonialismens ophævelse, er der ingen grund til, at kandidater fra udviklingslande – omdrejningspunktet for IMF’s aktiviteter – gør sig ulejlighed med at sende en ansøgning. Inden Dr. Kruegers udnævnelse var der ingen der sagde: »IMF er et internationalt organ. Lad os lede efter den mest velkvalificerede person, en ekspert i makroøkonomi og monetærøkonomi, især i forbindelse med Den Tredje Verden, en person, der både kan hele fortidens sår og genskabe de fattiges tillid til en institution, der tilsyneladende ignorerer dem.«
Nej, det var en amerikansk udnævnelse og en af de mere diskutable, eftersom den ikke skal godkendes af den amerikanske kongres. Så, på trods af vanskelighederne i forbindelse med den nylige udnævnelse af Horst Kohler som øverste chef for IMF, da Clinton-administrationen nedlagde veto mod Europas topkandidat til posten, ikke så meget som overvejede man en person med solid erfaring inden for udviklingslande og med en ny tilgang til disse landes problemstillinger. De realpolitiske overvejelser var de dominerende: Amerika insisterede på deres foretrukne kandidat og IMF makkede ret.

Uagtet Dr. Kruegers erfaring og niveau som økonom, er handelspolitik et strukturelt emne, der ligger inden for Verdensbankens beføjelser. Vil grænsen mellem Verdensbanken og IMF nu blive endnu mere udviskede?
Navnkundige monetære økonomer som Stanley Fischer havde problemer med den moderne finansverdens forviklinger. For en der er ekspert i handel vil disse problemer måske synes endnu vanskeligere. De høje rentesatser, som IMF foreslog i stabiliseringens navn, fører til masse-bankerot og kapitalødelæggelse. Mere end at arbejde for stabile økonomier med hurtigere vækst og lavere renter, har IMF’s forenklede opskrifter på en liberaliering af kapital- og finansmarkedet ofte resulteret i det modsatte: At finansielle sektorer falder fra hinanden, ekstremt høje omkostninger, udtalt social forskydning og politiske omvæltninger.

Hvor gik det galt? IMF og Verdensbankens strukturelle justeringer, der skulle kombinere liberalisering af handlen med en stram monetær politik, skulle sørge for en mere produktiv udnyttelse af ressourcerne. Men når en restriktiv monetær politik iværksættes i praksis, uden den nødvendige opmærksomhed på udviklingen af de finansielle institutioner, der yder kredit til små og/eller mellemstore virksomheder, er det nærmest umuligt at skabe nye job og nye virksomheder. I land efter land gik arbejdere fra lavproduktive job ud i arbejdsløshed med en produktivitet på nul.
At udarbejde politikker for Den Tredje Verden kræver en dybtgående forståelse af finansmarkedet og dets udvikling. Desværre er Dr. Kruegers hidtidige virke ikke overbevisende. På trods af hendes meritter som handelsøkonom, er tankeløs handelsliberalisering uden de fornødne forhåndsbetingelser altså ikke nogen løsning.
Heller ikke at dømme efter Verdensbankens praksis i den periode, hvor hun var cheføkonom, indgyder håb for at en mere meningsfuld deltagelse fra de udviklede landes side, og endnu mindre for en ordentlig debat om alternative strategier. Det er så meget desto mere tragisk i dag, hvor ledere i det meste af Den Tredje Verden, mere end nogensinde før, er i stand til at tage beslutninger, der tager højde for deres lands lokale forhold.

IMF’s indstilling til den udviklede verden er skåret over den samme neo-liberale læst som Verdensbankens, uden synderlig tanke for, om de overhovedet er på højde med situationen i de lande, det er meningen, de skal hjælpe. Resultatet har uundgåeligt været, at IMF fremstår som ude af stand til at løse kriser og som uden forståelse for overgangsøkonomiernes behov, samt en generel fiasko for fremme af udviklingen. Dr. Krueger er tilsyneladende lydhør over for kritikken af IMF’s storstilede redningsaktion ovenpå Fischer-æraen, vel vidende at det ikke er nok at vide, hvad man ikke skal gøre. IMF har brug for et paradigmeskift, ikke for ekkoet af en utidsvarende ideologi.
Et vagtskifte i IMF’s ledelse var nødvendigt og uundgåeligt. Det gav samtidig IMF en lejlighed til at udstikke en ny retning, at vise, at man var parat til at behandle udviklingslandene på nye måder, at årene med Washington Konsensus var fortid. Selvfølgelig skal man ikke lægge for meget i en enkelt udnævnelse. Men med Dr. Krueger i en af Fondens chefstole lover det ikke godt. Hverken for udviklingslandene eller for en forbedring af IMF’s udvandede legitimitet.

*Joseph Stiglitz er økonomiprofessor på Columbiauniversitetet, tidligere formand for Rådet af Økonomiske Rådgivere for den amerikanske præsident Bill Clinton, Cheføkonom og Vicepræsident for Verdensbanken
© Project Syndicate & Information
Oversat af Gitte Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu