Læsetid: 6 min.

Information – om en verden i forandring

Dagbladet, der lever af at smide al den overflødige information væk, så læserne kan koncentrere sig om det vigtige: Det nye, der sker med verden og med det nære liv
1. september 2001

STUDIESTART

Informationsforstoppelse. Information overload. Det er, hvad mange moderne mennesker i dag lider under. Vi bombarderes med viden. Via tv, radio, trykte medier, e-mails og SMS får vi besked om stort og småt, vigtige ting og ligegyldigheder i en kaotisk pærevælling.
Spændende, krævende og ind imellem ret frustrerende. Prøv at gå ind på Internettets søgemaskine www.google.com og søg på selve begrebet ’information overload’. Du får 290.000 hits. Selv hvis man undersøger fænomenet, bliver man ramt af det – informations-forstoppelse.
Dagbladet Information smider information væk. Længe før informations-alderen satte ind, satte vi en ære i at sortere viden for vore læsere. Skille skæg fra snot. Da avisen startede som illegalt nyhedsmedie under Anden Verdenskrig, handlede det om at sikre borgerne de informationer, som besættelsesmagten ville skjule. I dag handler det om at skåne vore læsere for al støjen, der skygger for det væsentlige.
Døgnets fælles nyheder samler vi således på en halv side 2 hver dag, så vi kan udnytte resten af pladsen i avisen og de journalistiske kræfter til de store og spændende spørgsmål om verdens og det personlige livs hastige forandring i netværkssamfundets tidsalder.
Vi skriver om økonomiens, teknologiens, politikkens og kulturens globalisering. Om de bevægelser i civilsamfundet, der vil gøre noget ved det globaliserede samfunds uligheder, miljø-ødelæggelse og demokratiske underskud. Om Internettets gode og dårlige sider. Om de store mediemastodonter og de globale varemærker.
Samtidig skriver vi om det nære liv. Om de værdier, vi lever for. Om forholdet mellem arbejdsliv og familieliv. Om den spændende og svære studietid. Om kunstens udvikling og indvikling. Om forholdet mellem mand og kvinde. Om jagten på identitet og mening.
Når det hele bliver for klogt, laver vi gerne respektløs satire eller bare smukke læseoplevelser.
Det hele foregår med udgangspunkt i et moderne mediehus i Store Kongensgade i København. Arbejdsplads for 80 mennesker og centrum for et netværk af skribenter og korrespondenter kloden over.
Mindst en million e-mails farer hvert år ind og ud af huset i vores bestræbelser på at følge med og sortere fra. Færdige bliver vi aldrig. Hver dag er verden ny, nye udviklinger, nye spørgsmål og nye hidsige diskussioner trænger sig på.
Det samme gør læserne. Engagerede og debatlystne som hos ingen anden avis. Informations abonnementskartotek er det geometriske sted for Danmarks kværulanter, sagde for meget længe siden Erik Seidenfaden, chefredaktørkollega til avisens stifter Børge Outze.
Det et privilegium at være med. Som forfatteren Klaus Rifbjerg siger: »Når man skriver i Information, er man på det rigtige hold. Så enkelt er det.«

SALT
Et tidsskrift på udkig efter det myndige menneske
Hvis et dagblad ikke er nok, må der SALT til. SALT er et selvstændigt redigeret tidsskrift, der udgives af Information. SALT er det samfundskritiske blad, der insisterer på, at politik stadig giver mening, og at samfundskritik har masser af gyldighed i en postmoderne verden styret af markedets kræfter og præget af desorientering og værdirelativisme.
SALT har en egen, engageret redaktion, der via analyser, reportager og interviews indkredser, hvordan man kan finde veje til handling og forandring. Her finder du artikler om globaliseringsdebatten, ATTAC-bevægelsen, EU’s fremtid, bæredygtighed og miljø, den sociale udstødning, populismens fremmarch... Foruden aktuelle boganmeldelser og læserdebat. SALT findes også på Internettet på adressen www.salt-online.dk
SALT’s projekt er at genskabe det myndige menneske – ved at anfægte magten og skabe rum for diskussion om visioner for det gode liv. Det sker med brask og bram i de seks årlige numre.

Mediefabrikken
En filial i vidensøkonomien
Information er ikke bare et dagblad. Information er et mediehus med mange aktiviteter. En af dem er Mediefabrikken, en selvstændig dattervirksomhed i den moderne vidensøkonomi.
Mediefabrikken rummer Informations forlag, der udsender en løbende strøm af aktuelle bøger – om kulturkamp, kvindehandel, Europa, mande- og kvinderoller, systemdebat, cykelløb, mad m.m.
Samtidig løser Mediefabrikken grafiske opgaver, producerer tidsskrifter, organiserer møder. Den nyeste aktivitet er Mediefabrikken Content Providing, der beskæftiger sig med internetbaseret leverance af journalistisk indhold til diverse eksterne kunder.

i2
Fredag er den store kulturlæsedag i Information
Hver fredag ledsages den daglige avis af kulturtillægget i2. Ikke et traditionelt tillæg om finkulturen, men et centrum for det dynamiske kulturbegreb – om de steder hvor kulturen møder samfundet. Hvad sker der i grænselandet mellem teknologi, videnskab og kultur? Hvordan påvirker kulturen politik – og vice versa? Og hvordan spiller kulturen sammen med økonomien og markedskræfterne?
Det er i i2, vi har sat den kontroversielle franske forfatter Michel Houllebecqs forsvar for kloningen og opgør med individ-fikseringen på dagsordenen. Det er her, den tyske filosof Hans Magnus Enzensberger har gjort op med tidens hvidkitlede ypperstepræster. Her den ny dot.com-økonomis storhed og nedtur er blevet fulgt. Og det er her, vi taler med David Lynch, trykker Susan Sontag og interviewer Jess Ørnsbo.
Det er også i i2, vi kan finde på at lave et tema over mange sider om SMS-kulturen, cykelløb, cirkus, travsport og – hvem ved – boksekulturen, når Brian tørner sammen med Tyson.
Foruden den dynamiske kulturdækning har i2 hver uge masser af boganmeldelser, filmanmeldelser, kulturelt servicestof samt de vildeste mad- og vinskribenter.
Kultur i i2 er ikke et afsondret reservat for tilbagelænede æstetikere. Det er sammenstød, udfordringer, eksperimenter, søgen – foruden masser af store læseoplevelser om de store og de nye navne.

Luftskibet
Informations mødested for højtflyvende tanker og turbulente diskussioner
Tiden er fuld af spørgsmål. Mennesker samles i hundredetusindvis i europæiske og amerikanske storbyer for at protestere mod den gældende verdensordens skævheder og skadevirkninger, men hvad vil de egentlig sætte i stedet?
Folk taler om vigtigheden af det gode liv med tid til familie, venner og eftertanke, men hvorfor arbejder de så stadig mere?
Alle vil nu i en fart kobles på et bredbåndsnet, der giver adgang til langt mere information, men hvad skal vi egentlig bruge det til?
Luftskibet er Informations Forum for Systemdebat, stedet hvor vi siden starten af år 2000 har sat tidens mange spørgsmål til debat. I Luftskibet prøver vi at se udviklingen lidt fra oven og bringe tankerne op i de luftlag, hvor nye svar kan findes.
Luftskibet har lavet offentlige debatarrangementer om den ny økonomi, om arbejde og familieliv, IT-rebellerne, ATTAC-bevægelsen, det multikulturelle Danmark og meget mere, og i efteråret bliver der møder om højhastighedssamfundet, om det globale netværksdemokrati og om frihandel og
fair handel.
Hele spørgsmålet om det globaliserede samfunds hastige og modsætningsfyldte forandring har et panel af engagerede mennesker tilknyttet Luftskibet behandlet i debatbogen Du glade verden. »En turbulent oplevelse« skriver bogens forfattere selv om deres til tider hidsige diskussioner.
Luftskibet har en hjemmeside – www.luftskibet.dk – hvor der gives oplysninger om debatmøderne, fortælles om bogen Du glade verden, invitereres til elektronisk debat og præsenteres spændende internationale artikler om den foranderlige verden.
Besøg hjemmesiden - eller flyv med, når Luftskibet næste gang stiger til vejrs.

www.information.dk
Et elektronisk univers det er let at komme ind i og svært at forlade
Hvis du vil læse din avis ved midnatstid, næsten før tryksværten er tør, så er stedet www.information.dk. Informations hjemmeside på Internettet præsenterer hver dag efter deadline de vigtigste artikler i den avis, der er på vej ud til brevsprækkerne. Samtidig får du døgnet rundt øjeblikkets korte nyheder i telegramform.
Men det er det mindste af det. Samtlige artikler, der har været bragt i Information, siden vi etablerede hjemmesiden i august 1997, findes nu i det søgbare arkiv på www.information.dk – på nuværende tidspunkt 49.000 gratis artikler. Det er en service, intet andet dansk dagblad tilbyder.
Dertil kommer hjemmesidens temasektion, hvor større artikelserier præsenteres samlet, samt debatsektionen, hvor læserne for øjeblikket fører debatter om de voldelige globaliseringsdemonstrationer, om kloning, om Luftskibsbogen Du Glade Verden m.m. Det er også her, du kan klikke dig ind i Børnezonen og følge den interaktive tegneserie, hvor børn giver seriens tegner instrukser om handlingen og om dens helte og skurke.
Du kan på hjemmesiden finde oplysninger om Informations medarbejdere, organisation, annonce- og abonnementsafdelinger, avisens historie m.m. Samt links til Informations Forlag og til Luftskibet samt baggrundsstof og kildemateriale til artikler i avisen. www.information.dk er et helt særligt univers, som det er let at komme ind i og svært at forlade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu