Læsetid: 3 min.

Jackson Pollock

Skuespilleren Ed Harris debuterer som instruktør med en stærk portrætfilm om Jackson Pollock
14. september 2001

(2. sektion)

Portrætfilm
Da Ed Harris præsenterede Pollock ved Venedig Film Festival sidste år, fik han flotte anmeldelser og massiv pressedækning. Siden fik han en Oscar-nominering for sin præstation i hovedrollen
som Jackson Pollock, og Marcia Gay Harden vandt en Oscar for sit nuancerede portræt af Pollocks kone, Lee Krasner.
Det burde være et solidt grundlag for en dansk premiere, men Pollock er hverken kommet i biograferne eller på video. Heldigvis kan man nu se filmen på dvd, og det er der god grund til at gøre.
Dels tegner Pollock et stærkt portræt af Amerikas første art star og lader os komme tæt på hans personlige dæmoner. Dels får vi et spændende indblik i f.eks. hans revolutionerende dryppe-maleteknik og en fin introduktion til 50’ernes moderne kunstscene i New York med bl.a. Peggy Guggenheim og Willem DeKooning.
Pollock har ikke blot været svær at få distribueret, den har også været længe undervejs. Det fortalte Ed Harris bl.a. Information i Venedig, hvor han med slet skjult stolthed gav interview om sin instruktørdebut.
Ideen om en film blev født, da Harris i 1986 fik en bog om Pollock af sin far. Han
begyndte at læse og blev hurtigt fascineret af Pollocks person.
»Først var jeg overrasket over, hvor lidt jeg vidste om Pollock i betragtning af hans betydning for amerikansk kunst. Siden blev jeg tiltrukket af hans provokerende personlighed. Han var en revolutionær, som ændrede den moderne kunstscene. Han tog sit værk til et nyt niveau og skabte noget unikt, som alle måtte forholde sig til. Hans karriere som kunstner var inspirerende, men
også hans liv og sjæl. Hans store smerte og usikkerhed lige så vel som hans arrogance.«

At male på film
Harris begyndte at planlægge en film, hvor han skulle spille Pollock, men det tog lang tid at udvikle et tilfredsstillende manuskript.
Siden tog finansieringen tid, og efter mange år som drivkraft bag projektet begyndte Harris at overveje selv at instruere.
»Efterhånden blev projektet så personligt, at jeg indså, at jeg ikke ville lade en anden styre det. Jeg havde ikke lyst til at dele en andens vision, men ville selv have kontrol. Og den har man ikke som skuespiller, men som instruktør.«
Harris’ største bekymring var at yde retfærdighed over for Pollocks måde at male på og selve malerierne.
»Pollock havde et meget fysisk forhold til det at male. Det kan være kedeligt at se folk male, men ikke Pollock! Man må ikke holde sig tilbage af sin respekt for en person. Man må kaste sig ud i det med al sin energi, for man kan ikke male prøvende som Pollock. Man må give den hele armen. Men jeg lavede selvfølgelig en masse research, og der
findes f.eks. en god dokumentarfilm med ham i aktion.«
Med hensyn til malerierne prøvede Harris at tage negativer fra kataloger og forstørre til maleriernes naturlige størrelse, men kvaliteten blev for dårlig. I stedet blev et hav af unge malere hyret, som reproducerede billederne klat for klat.

Forholdet til flasken
Harris havde gerne brugt mere tid på kunstscenen i New York, men valgte bevidst en mere subjektiv vinkel. Ægteskabet med Lee Krasner er centralt, og det er tankevækkende at se deres forhold udvikle sig fra deres første møde i 1941 til hans død i 1956.
»De havde et mærkeligt forhold, men jeg tror ikke, hun ville have undværet tiden med ham. Hun ofrede villigt sin egen malerkarriere, for at Pollock kunne realisere sit talent. Det var vigtigt for kunstscenen som helhed. Deres store problem var, at hun var mere passioneret omkring hans kunst end hans person. Hun plejede hans kunst, støttede ham og indså, når han havde fat i noget rigtigt. Men hun plejede ham ikke som person, og det behøvede han mest i verden.«
Problemerne med kunsten og parforholdet leder efterhånden Pollock ud i et alvorligt alkoholmisbrug, og Harris mener, at det desværre er en naturlig udvej for mange kunstnere.
»For Pollock lå livets mening i at male. Det kan man ikke gøre 24 timer om dagen – og hvad gør man så? Han var ikke tryg i sociale situationer. Han var kun tryg omgivet af sit arbejde. Den letteste måde at flygte fra realiteterne er at drikke, og sådan går det for mange kunstnere. De heldige åbner sig for omverdenen og indser, at der kan være lige så meget skønhed i at elske andre som i at skabe kunst. Men de fleste åbner sig aldrig for andre – de åbner sig kun for kunsten. Sådan var det for Pollock.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu