Læsetid: 2 min.

Jura, Mona, jura!

En replik til Mona Sheikh
14. september 2001

(2. sektion)

Retsbevidsthed
I en gammel Anders And-historie deltager Rip Rap og Rup i en tv-quiz, hvor de får stillet spørgsmålet: »Hvad er det, der siger miaw og fanger mus?« På det næste billede ser man nevøerne svare »Øh, en ugle!« – inde i et tv-apparat der bliver rystet op og ned af en hysterisk Anders And, mens han skriger »En kat! En kat!«
Nogenlunde ligesom Anders And fik jeg det ved at læse Mona Sheikhs kommentar her i bladet den 6. september: »Jeg anfægter ideen om at adskille politik og religion.« Politik handler om at gøre det, man tror på, er rigtigt, skriver Mona Sheikh.
Ja, al politik er i virkeligheden religiøs; i det mindste efter at have været en tur i Mona Sheikhs argumentationsprocessor. »Det, der er oplysningstidens mislære, er, at religion og en tilværelse i
det moderne er uforeneligt i det politiske rum«, skriver Sheikh.

Uafhængighed
Nej, det er ikke! Det er ikke oplysningstidens ’mis-lære’, at religion og politik er uforenelig. Spørg Margrethe Auken eller Jann Sjursen. Oplysningstidens politiske lære går ud på noget helt andet, nemlig magtens tredeling: Der skal lovgives, så loven sikrer fællesskabets interesser og samtidig beskytter den enkelte mod overgreb uden hensyn til stand, køn, race – eller tro. Der skal være lighed for loven. Og der skal udøves og dømmes efter lovens ånd og bogstav. Det sikres, ved at domstolene er uafhængige og retten står over såvel politikere som folket.
Som folkevalgt kan man have mange opfattelser. Der deler man sig ideelt efter anskuelser, i virkelighedens verden dog ofte efter de »populistiske vindretninger«, Mona Sheikh med rette vil til livs.
Og religioner er der mange af. Derfor står religionsfrihed i de borgerlige samfunds grundlove side om side med retten til forsamlings- og ytringsfrihed. At tro, hvad man tror, er enhvers ret. Men netop derfor kan religion heller ikke være nogen rettesnor for juraen uden at skabe ulighed for loven. Og derfor er det først og fremmest jura og religion, og ikke politik og religion, der må være adskilt.
Hvor vigtigt dette princip er, har denne uge leveret et skoleeksempel på. Vi har 400 afghanere på flugt fra det land i verden, der måske mest radikalt sammensmelter jura og religion. For talebanerne er religionen lov. Flygtningene når frem til et demokrati, Australien, hvor politikerne er de sædvanlige populistiske skiderikker, der gør, hvad de kan for at sende flygtningene tilbage til havs – eller bunds. De bliver behandlet, så deres liv, velfærd og værdighed bringes i lige så stor fare som hjemme.
Men Australien har et uafhængigt retssystem. Landsretten kan afgøre, at regeringen har brudt loven ved ikke at give flygtningene mulighed for at søge asyl. Det gjorde den i tirsdags, og det gør hele forskellen.
Derfor sidder man og ryster avisen, mens man råber »Jura, Mona, du glemmer juraen!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her