Læsetid: 3 min.

Den jyske gågade

Nye ferievaner afspejles i byernes infrastruktur. Hovedfærdselsåren er blevet fodgængerzone og tekstilbranchen gør sig bred i provinsbyernes midte
12. september 2001

Dagligdagen
Sommerferien har forandret rytme. Engang lå man på landet, medførte røjsere og sydvest efter devisen: ’Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun forkerte klæ’r’ og de billøse havde en begrænset aktionsradius.
Nu er ferielivet ikke en radikalt anderledes tid, hvor kultur og cafétrang kører på laveste gear. Det kit, der holder ferien sammen, er ikke længere traveture i plantagen, men shopping på corso’en, der kan ligge i Toscana eller i Vestjylland. I aftagende grad går danskere på museum i deres eget land, men valfartssteder som Skagens Kunstmuseum får dog stadigvæk besøg af mange kulturelle pilgrimme.
Forlængst har byerne tilpasset sig den nye strøm af flanerende turister, som godt hjulpet af den globale opvarmning ikke længere står over for problemet: Hvad skal vi gøre med ungerne, når det regner? Iklædt shorts vandrer de gågade op og gågade ned, på kryds og tværs i sommerlandet. Alle Danmarks provinsbyer har kastet de fine fornemmelser over bord og hovedstrøget igennem kan man nu løbe spidsrod imellem baljer med undertøj, kurve med kludetæpper og udsalgstilbuddene fra den tredje verdens slavefabrikker.

Kulturflagskib
Holstebro var engang flagskibet for den jyske kultur-oprustning, fra dengang Eugenio Barba slog sig ned i byen og man erhvervede en statue af Giacometti. Rundt omkring blev der udsmykket – således også på Nørregade, hvor billedkunstneren Helge Bertram i årene 1972-75 udførte en keramisk vandkunst i to blå toner. I forvejen havde han skabt dekorationen af Holstebro Svømmehal (1969-72). Her var han med fra starten, for at sikre sig, at han ikke blev arkitekturens gidsel, men da Helge Bertram er død i 1988 kan han ikke kæmpe mod den driftige detailhandel på gågaden.
Sidder man på caféen Det Gamle Apotek ved vandkunsten – som i øvrigt har en yderst venlig betjening over for enlige damer: Jeg blev straks budt på en avis til ventetiden – ser man en turkis og en mørkere blå grædemur, med kalkspor efter det vand, der ikke længere findes. På alle sider er skulpturen trængt af reklamestandere og små havevogne med alle de undværlige/uundværlige genstande, som shopperne skal bringe hjem til deres huler, anden etape før deres genopdukken i genbrugsbutikkerne.

Genbrug af Brancusi
Optakten til Holstebros gågade, når man angriber den fra jernbanestationen, er et ikke så ædelt kunstværk som Helge Bertrams uelskede vandkunst. I rustrødt metal er rejst en serie Brancusi-imiterende søjler med små elektriske lampetter i, mens ’kanonkugler’ er strøet ud over midterrabatten ved kørebanen. Funktion og form har indgået en uheldig alliance, som i de utallige ’kunstnerisk udsmykkede’ rundkørsler, der er blomstret op landet over.
Fra Nørreport går vejen forbi Lego og en krokodille, som små mennesker kan ride og gynge på og et rummeligt cykelstativ langs venlige bænke til en rigtig, levende fiskehandler og en ditto grønthandler. Sammen med bageren og slagteren udgør de de egentligt livsnødvendige indslag i Holstebros gågade, mens man ikke fristes over evne af tilbuddet om Opstramning, der dækker en Guinot liposome ansigtsbehandling (en specialmaske med et eksklusivt appelsinekstrakt) til blot 445.- kr. Måske et par appelsiner fra grønthandelen fordelt over ansigtet ville gøre samme virkning? Mere fristende er biopatens tilbud om holistisk helkropsmassage, men arbejdet og kunstmuseet kalder.

Fugleklatter i håret
En fin skulptur står også uden at gøre noget større væsen af sig selv på denne første strækning: Astrid Noacks knælende dreng i bronce, som Statens Kunstfond har skænket byen i 1966. Han har det dog bedre end den engang så berømte Giacometti-kvinde på vognen uden for det gamle arresthus: Hendes hår er klistret af fugleklatter og spindelvæv. Således forgår kulturlivets ikoner!
Hun har udsigt til noget, som engang var et fint provinshus, Hotel Schaumburg, nu strømlinet Best Western med en rædsom gylden kopi af den lille havfrue i vestibulen, balancerende på to skæve sten. I øvrigt er gadens arkitektur anonym og dens huse kræver en digter af Peter Seebergs format for at komme tillive. Men alt ender lykkeligt, for ved gågadens udmunding i Store Torv ligger Lily, der har en brudekjole til enhver lejlighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her