Læsetid: 11 min.

’Kaninernes tid er forbi’

Centrum-Demokraterne står i et vadested. Den tid er overstået, da et opsigtsvækkende udspil i sidste minut kan trække partiet ind i Folketinget, mener tidligere social- og sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen
8. september 2001

Interview Yvonne Herløv Andersen mener, at CD i dag står i et vadested. Partiets medlemmer er skiftet ud to-tre gange siden dets fødsel, og mange er yngre mennesker, som kræver noget at forholde sig til og en større indflydelse på partiets politik. Den tid er forbi, da CentrumDemokraterne næsten på selve valgdagen kunne redde sig over spærregrænsen takket være en enkelt sag med folkelig appel, og hvor medlemmerne hovedsagelig fungerede som det lydige bagland for en populær leder.
Den 58-årige Yvonne Herløv Andersen har været med i CD lige fra de glade pionerdage på Søvej for 28 år siden, da Erhard Jacobsens villa vrimlede med folk, som tog telefoner, udfyldte stillerkort og samlede penge ind til det nye parti, der løsrev sig fra Socialdemokratiets højre flanke og drønede ind i Folketinget, side om side med Mogens Glistrup og hans flok.
Dengang var hun en del af Erhards trofaste bagland i Gladsaxe, medlem af den socialdemokratiske vælgerforenings bestyrelse og Socialdemokratisk Centrum, der skulle »trække Socialdemokratiet væk fra de røde«, som hun siger. Senere blev hun en lige så trofast støtte for Mimi Jakobsen, der gjorde hende til socialminister i 1994 og siden til sundhedsminister.
»Men jeg tror, den tid er forbi, hvor en enkelt persons gennemslagskraft kan gøre udslaget. Det så vi ved EU-valget, selv om Mimi fik nogle utroligt flotte tal. Vi kan lige så godt se i øjnene, at det ikke kan lade sig gøre mere. Og derfor er det kommende valg så spændende.«

Gæv, ligetil, åben er betegnelser, der ofte bruges om Yvonne Herløv Andersen. Sådan virker hun også. Sortklædt, cowboybukser, et klart direkte blik. En kvinde, som brød grænser som politiker, da hun åbent fortalte, at hun levede i partnerskab med en anden kvinde. I dag er hendes dør den eneste i Folketinget, der altid står åben for seksuelle minoriteter. Lige nu er det især transseksuelle, der søger hendes hjælp mod uforstående myndigheders papirnusseri, siger hun.
’Røde mor’ var engang hendes kælenavn på grund af hendes stærke sociale engagement. Hun kender de svagestes vilkår fra en lang karriere i særforsorgen – sidst som forstander på institutionen Brinken, der tager sig af en gruppe voksne autister og skizofrene. Og som medlem af Folketingets sundheds- og socialudvalg følger hun stadig vågent med.
Yvonne er af traditionel socialdemokratisk rod, født på Nørrebro, vokset op som datter af en maskinsnedker og en syerske, og hun husker stadig turene i Fælledparken med far og mor. Men politisk blev hun først vakt ret sent, da hun mødte Erhard Jacobsen – faktisk fordi hun skrev revy for Gladsaxe Amatørscene.
– I starten talte CD meget om hus og bil, skole og uddannelse – og de røde lejesvende i Danmarks Radio. Hvad er partiets tre vigtigste mærkesager i dag?
»For mit vedkommende er fundamentet, at det er erhvervslivet, som tjener pengene, så hvis vi skal kunne fastholde den høje grad af velfærd, kan det ikke nytte at lægge gift for det. Samtidig er det en ret borgerlig indstilling til retspolitikken. Og det er først og fremmest den balance, som jeg og partiet har forsøgt at fastholde hele tiden – at vores socialpolitik ligger mere til venstre end hos borgerlige i almindelighed, men at vi til gengæld står meget fast på borgerlige synspunkter på erhvervs- og uddannelsespolitikken – og på hele kulturbaggrunden herhjemme.«

Hvad hun mener med det med kulturbaggrunden? Det har noget at gøre med partiets mærkesag, flygtninge og indvandrere.
»Med at holde fast på danske værdier,« siger hun.»Men det drejer sig først og fremmest om balancen mellem socialpolitikken og det erhvervsvenlige – at have råd til at opretholde den og forstå, hvordan vi får den, det er forudsætningen.«
»Den balance kan det være afsindigt svært at forklare folk. Det er også derfor, vi er et lille parti. I USA ville man godt kunne agitere for de synspunkter og få dem til at passe sammen. Herhjemme har det været uhyre vanskeligt, for tingene har jo flyttet sig meget politisk, så Socialdemokratiet ikke er det samme parti, som det var – og heller ikke Venstre. De målgrupper, de naturligt havde, er ikke mere de samme.«
– Er der så i virkeligheden brug for jer?
»Ja, det er jo et meget interessant spørgsmål. For i princippet burde det jo være sådan, at hvis man er opstået som en protestbevægelse, og målet er nået, burde man pakke sammen og gå. Når selv SF er blevet socialdemokratisk og Enhedslisten er blevet til pæne SF’ere, kan man spørge: Hvorfor sidder vi så her?«
»Svaret må blive, at det gør vi for at formidle mellem de fløje, som har været der hele tiden. Det ville ethvert godt midterparti sige, ikke?«
– Men er det nok – at være et parti, som alene vil formidle samarbejde. Et parti uden ideologi?
»Sådan var det jo fra begyndelsen. Folk skulle bare sidde i små grupper og sysselsætte sig lidt med at diskutere politik. Det var Erhards tanke. Det løb der i øvrigt en del gode folk på fra starten.«
»Men det er et spørgsmål, som jeg har svært ved at definere længere ud i fremtiden. Vi har jo ikke lagt skinner derud i form af andet end det program, vi har lagt sidste hånd på nu, og som er en sammenskrivning af ting, vi tidligere har udsendt i pjeceform. Det er i realiteten ganske morsomt, for hvis der er noget, vi har afsværget, så er det på noget tidspunkt at have nogle programmer.«
Det med CD og ideologien er
mere indviklet end som så.
– I skulle være så pragmatiske. Men er sandheden ikke, at I efterhånden har udviklet en slags ideologi, som er mere abstrakt og idealistisk end andre partiers?
»Jo, det er rigtigt. Det er den ideelle fordring – og den kan man jo ikke få opfyldt. Grunden er, at vores vælgerprofil har ændret sig. Der er kommet nye grupper til, i øjeblikket yngre mennesker først i 30’erne, som er interesseret i præcis den etiske side af sagen. Og i en ting, som er utrolig svær at få – nemlig retfærdighed.«
»Den har jeg aldrig sådan kunnet udmåle i alen – og alene i kraft af, at de fleste love, jeg beskæftiger mig, er baseret på skøn, vil retfærdighed være noget meget, meget forskelligt rundt om i landet, som jo stadig er opdelt i ufatteligt små, administrative enheder,« siger Yvonne Herløv Andersen, som i øvrigt ikke lægger skjul på, at hun har store betænkeligheder ved den måde, forholdet mellem stat, amter og det kommunale selvstyre fungerer på i dag.
»Men via de nye mennesker har vi også fået deres bagage fra andre partier og andre organisationer med, og de stiller krav om noget at forholde sig til. Det har ført til, at der er dannet forskellige skygge-grupper bag vore udvalgs-medlemmer i Folketinget. Og det er klart, at de gerne vil have noget at sige og derfor kommer med forskellige oplæg, som bliver brugt både i vores beslutningsforslag og til ændringer i vores program.«
– Er CD et borgerligt eller et socialdemokratisk parti i dag?
»Jeg vil tror, CD er et socialdemokratisk parti, der står dér, hvor Socialdemokratiet stod, da det blev oprettet. Et borgerligt Socialdemokrati – eller måske snarere et socialliberalt parti.«
– Hvad er der blevet af bilen og parcelhuset?
»Det er blevet en del af vores politik, men det er ikke blevet det bærende.«
– En positiv holdning til EU er også en bærende del af jeres politik. Det nævnte du ikke som en mærkesag?
»For mig betyder det mindre. Jeg har samme opfattelse som Duetoft, at for vores vedkommende gør det ikke noget, at det ender som en føderation. Det skræmmer mig ikke, og vi ville da f.eks. have stor fordel af at indgå i et tættere samarbejde om sundhedspolitikken. Men jeg ville gerne skifte kommissærerne ud med nogle folkevalgte. Jeg er selv blevet modtaget dernede, da jeg var minister. Jeg har aldrig før oplevet, at jeg nærmest måtte gå langs panelerne. Men sådan en minister var bare noget, der forstyrrede dagligdagen for dem.«

Yvonne Herløv Andersen har ikke de store problemer med at skjule en vis sympati for Socialdemokratiet, siger hun.
»Jeg har jo været socialdemokrat, og forskellen mellem dem og os er for mig i praktisk politik, at Socialdemokratiet i så høj grad har taget hånd om mennesker, at det også har taget noget af deres handlefrihed og drivkraft – og det synes jeg er ærgerligt. For jeg er da helt enig med dem i at skabe de muligheder, der skal til.«
»Men der er ting, der stikker én i øjnene – handleplaner for eksempel. Jeg har hørt fra en kvinde, som havde siddet et halvt år og ventet på, at hendes sagsbehandler kunne få tid at lave en handleplan for hende. Jeg kunne kun råde hende til at tage hånd om sit eget liv og se at komme i gang med næsten hvad som helst i stedet for at sidde dér. I socialpolitikken skal alting efterhånden måles og vejes og bevises. Det har ædt pengene, så der ikke er mennesker nok ude hos dem, vi skal tage os af. Og politikernes svar på de problemer, vi har med ældreplejen i København – det er endnu mere kontrol og flere stregkoder.«
– Men kan du til gengæld støtte en regering, der hviler på Venstres menneskesyn? Og har du mere tillid til Fogh end til Schlüter, som jo smed jer ud af sin regering i sin tid?
»Man har aldrig nogensinde kunne stole på nogen i politik. Hvem man kan samarbejde med, og hvad man kan samarbejde om, er noget andet. Men hele systemet med, at pengene skal følge patienten – eller barnet eller den ældre – er til at blive dårlig af, synes jeg. Der er ikke taget højde for, at man ikke får flere ressourcer af den grund, men til gengæld giver man folk nogle forventninger, man ikke kan opfylde.«
»Venstre påstår, at det er nemt at løse problemerne omkring ældre og hjemmehjælpen. De gamle skal bare have det frie valg. Til hvad? Hvordan skal et gammelt menneske, der sidder med en garantiseddel i hånden, der siger, at hun selv kan købe sig hjælp, klare det? Ofte kan de jo ikke engang se tallene på telefonen, vel?«
Eftertænksomt tilføjer Yvonne Herløv Andersen: »Ja, og så er der jo særligt Venstres syn på flygtninge og indvandrere.«
– Apropos dét, kan I jo risikere at komme til at indgå i et parlamentarisk grundlag sammen med Dansk Folkeparti og Mogens Glistrup?
»Det synes jeg ikke lyder særlig rart. Jeg kan slet ikke tage, når Dansk Folkeparti kører ud over al anstændighed – som da de gjorde sig til talsmænd for, at alle, der kom fra tredjelande, skulle tjekkes helbredsmæssigt. Det var helt klart, hvad de ville, og det gik jeg endog meget stærkt til angreb på fra Folketingets talerstol. Jeg sagde, de var racister. Og det kan man jo ikke sagsøges for, fordi man nyder immunitet i den situation. Jeg fortryder bare, at jeg ikke havde sagt det før.«
»Men der er da problemer med indvandring og integration. Det har jeg aldrig villet lukke øjnene for. Og når jeg er inde at besøge min bror i Hermodsgade, kan jeg godt se stor forskel på miljøet dér og det område af Slagelse, hvor jeg selv bor, og hvor der ikke er en eneste flygtninge- og indvandrerfamilie, og hvor det er meget nemt at være tolerant. Jeg kan godt se et Nørrebro, jeg ikke kan kende mere, en helt fremmed kultur.«
»Jeg forventer heller ikke, at det skal være, som det var. Men når et af CD’s medlemmer i borgerrepræsentationen, A. Benhaddou, som selv er araber og som overværede overfaldet på den kvindelige betjent på Nørrebro, kunne opleve, at mødre gav deres børn sten i hånden, forsynede deres drenge med kasteskyts – så er der noget, der er gået helt galt med dialogen.«
»Vi politikere har tiet for meget stille, lagt låg på debatten. Det kan ikke nytte bare at sige, at den slags gør danskere også – så får vi aldrig talt ud om det. Det er det, der har gjort Dansk Folkeparti så stort. Der er mange i Hermodsgade, der vil stemme på dem næste gang, bestemt ikke, fordi de er enige med dem i ret meget, men fordi andre politikere har lukket øjne og øren og tænkt, at det hele gik nok væk af sig selv, hvis de lod som ingenting.«

Og ansvaret, hvad med det?
»Vi – og jeg påtager mig min del – håbede jo, at det gik lige så glat, som det var gået før med vietnameserne og med de ungarere og jugoslaver, som har været her i ufatteligt mange år. Men problemerne er kommet med grupperne fra Mellemøsten og Somalia. Dem har vi hverken mentalt eller lovgivningsmæssigt været klædt på til at tage imod.«
»Berøringsangsten gjorde det bare meget værre. Det eskalerede. Og når jeg taler om at holde fast i det danske kulturgrundlag som en mærkesag, så betyder det, at folk bliver nødt til at sætte sig ind i de normer, der er i det samfund, man bor i, ganske enkelt. Der er mange indvandrere, som ikke møder op til de samtaler, danske myndigheder beder dem om. Men man må tage det arbejde og den rådgivning, man får tilbudt. Så er det i øvrigt fuldstændig ligegyldigt, hvad man tror på, og hvordan man går klædt.«
»Vi bliver nødt til at tale meget mere sammen – ellers kommer man til at leve i to parallelle verdener. Vi har troet, at vi på vanlig dansk maner bare kunne snakke os til rette. Men hvordan gør man det med mennesker, der ikke vil tale med os? Som lovgiver kan man jo bruge tvang – men kommer man i bedre samtale med folk, hvis man bruger tvang?«

Løsningerne – hvor er de henne?
»Jeg vil gerne have en situation, hvor vi er nødvendige for hinanden. Det er vi nødt til, hvis vi skal leve sammen. Vi har brug for alle de veluddannede indvandrere, som i dag har svært ved at få job. Og vi skal gå videre med det projekt, som Dansk Industri og arbejdsgiverne har afprøvet, hvor man ansætter indvandrere og flygtninge, så de er på skolebænk halvdelen af dagen og på arbejde den anden halvdel. Det har vist sig at virke godt, så det er bare med at gå i gang.«
»Men politikerne har svigtet og kvindebevægelsen har svigtet de unge kvinder, som stadig bliver bortgiftet mod deres vilje. Den bevægelse er kun for de velbjergede, efterhånden. Der ligger en stor opgave her, men den kommer dem tilsyneladende slet ikke ved, selv om det ikke har med kultur at gøre, men med kvindeundertrykkelse.«
– Er det alle i din gruppe, der deler din opfattelse?
»Jo, det gør de fleste faktisk. Og Peter Duetoft og Mimi er selv kede af, at opfattelsen i samfundet er, at Peter står og holder lågen dernede ved grænsen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her