Læsetid: 2 min.

Klip

14. september 2001

(2. sektion)

*Anmeldernyt I dag introducerer Information en ny filmanmelder i Stjerneboksen. Det drejer sig om 37-årige Claus Christensen, der har studeret dansk og medier på Århus Universitet og sideløbende anmeldt film for Århus Stiftstidende. Claus Christensen har undervist på Testrup Højskole og Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, og han skriver freelance for forskellige danske filmtidsskrifter. Lige nu arbejder Claus Christensen på en bog med tekster af Mogens Rukov, og fra næste uge vil man også kunne læse hans anmeldelser på Informations filmsider.

*Buster Den 1. oktober sparkes Københavns internationale børne- og ungdomsfilmfestival Buster i gang for anden gang. Festivalen, der debuterede sidste år, byder i løbet af sine syv dage på en lang række børne- og ungdomsfilm fra hele verden, korte og lange og i alle genrer – 60 film i alt fra 20 lande. To danske premierer bliver det til med visninger af genindspilningen af Min søsters børn, instrueret af Tomas Villum Jensen, og Lasse Spang Olsens sørøvereventyr Jolly Roger med Kim Bodnia som titlens beskæggede piratkaptajn. To juryer – en bestående af børn og en af voksne – uddeler priser til festivalens bedste film. Fra begge juryer er der 50.000 kr. til den bedste spillefilm, mens den bedste kortfilm får 15.000 kr., og så er der et rejselegat til den bedste dokumentarfilm. Programmet kan allerede nu fås i de tre festivalbiografer, Palads, Filmhuset og Husets Biograf, eller findes på www.busterfilm.dk.

*Tintin Det seneste hotte rygte på Nettet vil vide, at den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet går og overvejer at lave en film om og med Tintin, belgieren Hergés populære tegneseriereporter. Rygterne er ikke sådan at få bekræftet, men efter sigende skulle det blive en live action-film med rigtige skuespillere, hvilket Jeunet selv betegner som en meget risikabel affære. Jeunet er manden bag Alien: Resurrection og kendt som Marc Caros instruktørmakker på de visuelt bjergtagende og tegnefilmsagtige Delicatessen og De fortabte børns by. Solo scorede han for nylig et superhit i Frankrig med sit fortryllende hverdagseventyr Amelie fra Montmartre, som skulle få dansk premiere på et senere tidspunkt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her