Læsetid: 2 min.

K'NYT

1. september 2001


Stjernekrig på Nørrebro
*I dag mellem 10 og 18 er der mulighed for helt ekstraordinært at hilse på støvsugerrobotten R2-D2 fra de fire Stjernekrigs-film. Ja, det vil sige, at det er skuespilleren Kenny Baker, der er indeni robotten, som dukker op i Nørrebrohallen på Mimersgade i København til Danmarks første filmmesse. Også skuespilleren Jerome Blake, der spiller med i Star Wars: The Phantom Menace og Det femte element, gæster messen, hvor man kan kigge på og købe sig fattig i alskens filmsouvenirs – plakater, autografer, filmbilleder, dvd’er – og deltage i forskellige konkurrencer. CMC

Festugen i gang
*Århus Festuge begyndte i går, og billetsalget går strygende, meldes det. 80 procent af sæderne er allerede solgt, og flere forestillinger helt udsolgte. Som vanligt er begivenhederne legio og programmet en hel lille bog. Årets tema er Global-Lokal, og festlighederne fortsætter til søndag 9. september.

Fejring af og protest mod DR
*Samtidig med at Danmarks Radio holder en gallakoncert i Radiohuset afholdes der lørdag kl. 14 en protestkoncert mod samme statsinstitution på Rådhuspladsen. Protesten, der angiveligt skulle blive den største siden 1967, udspringer af en enkeltperson ved navn Jacob Svendsen, der er utilfreds med, at programmet ’FolkNU!’ planlægges nedlagt. Foreningen til Folkemusikkens Fremme arrangerer.

Iben Hjejle rost igen
*Den danske internationale filmstjerne Iben Hjejle, kendt fra High Fidelity og Mifunes sidste sang, får igen en god omtale i filmbranchens bibel, Variety. Den ene af de to film, hun indspillede sidste sommer, den historiske komedie The Emperors New Clothes, er nu blevet vist ved Locarno-festivalen. Hjejle spiller parisisk melonhandler, der forelsker sig i kejser Napoleon (Ian Holm), som for længst har mistet kejserværdigheden, men har en dobbeltgænger anbragt på St. Helena. Variety kalder Hjejles præstation »stilfærdigt kraftfuld« og roser den amerikanske instruktør Alan Taylor for filmens »hjertegribende charme«. Pim.

Dansk kunst til Japan
*Den japanske havneby Yokohama huser fra søndag 2. september en international kunstudstilling, hvortil over 100 kunstnere bidrager. Fra Danmark deltager fire kunstnere. En af dem er Olafur Eliasson, der udstiller et gigantisk pendul med en diameter på halvanden meter, der svinger langsomt. Det andet danske bidrag har titlen UO. Det er skabt af kunstnerduoen rasmus knud (Sebastian Schiørring og Johannes Christoffersen) og Søren Andreasen. Bogstaverne OU er lydskrift for Monsieur Hulot, den franske komiker Jacques Tatis komiske figur. Yokohama Triennalens hjemmeside er: www.jpf.gojp/yt2001/ Udstillingen bliver videooptaget.lb

Rockhistorien på statsbudgettet
*Arbejdet med at kortlægge Danmarks rockhistorie gennem de sidste fem årtier skal med på statsbudgettet. Det mener SF, der på tirsdag præsenterer sit bud på næste års finanslov med et forslag om at bevilge seks millioner kroner hvert af de kommende tre år til at indsamle gamle rockklenodier, som kan indgå i samlingen på det kommende rockmuseum. Initiativet til ’Projekt Danmarks Rockhistorie’ blev taget først på året, og Statens Musikråd har bevilget 300.000 kroner til den indledende research. I øjeblikket er en række kommuner inde i billedet om at få det kommende rockmuseum, og ifølge Ritzau er Roskilde og Århus favoritter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu