Læsetid: 2 min.

K'NYT

15. september 2001


Farvel og tak
*Kunstkritikeren og forfatteren Bent Irve (også kunstredaktør ved Jyllands-Posten), forhenværende formand for Billedkunstnernes Forbund Erik Mosegaard Jensen og medstifter af bladet, redaktør Alex Steen, er udvandret fra Kunstavisens redaktion i protest mod bladejeren Sørens Juuls egenrådige og underlødige redaktionelle linje, skriver de tre i et brev til pressen. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, er Kunstavisens forestående 20 års jubilæum, som Søren Juul har arrangeret uden at konsultere sine kunstneriske medarbejdere, skønt han er »en kunstnerisk analfabet«, som det hedder i brevet. Bladet lever af skribenternes gratis artikler og annoncer. Ejeren, Søren Juul, tjener ifølge brevet 1 mio. kr. om året på udgivelsen. Med udvandringen af bladets tre vigtigste skribenter har Kunstavisen lidt så stort et blodtab, at man må tvivle på dens fortsatte eksistens.lb

Håndbog i dufte og afsætning
*Duftspecialisten, danskamerikaneren Joel Leonard udgiver nu en bog hos Gyldendal om duftenes betydning for nutidens afsætningsøkonomi. Holder man et bundt amerikanske dollarsedler i hånden, så dufter de. Visse amerikanske bankkæder tilsætter nemlig en diskret duft til sedlerne. Står man i sportsforretningen og skal vælge løbesko, så reagerer man højst sandsynligt mere positivt over for det par, som har fået tilsat duftstoffer til gummiet. Man vidste det jo godt, at lugtesansen er en stærkt medvirkende, ofte ubevidst faktor i vores omgang med hinanden og varerne, men nu har dette fænomen altså fået en lærebog, der også rummer et afsnit om duftenes kulturhistorie. »God lugt er naturens måde at datomærke råvarer på«, skriver Leonard, hvis bog, Lugten af penge, koster 128 kr.lb

Russisk ’Nøddeknækker’
*Information efterlyste fornylig russere som iscenesættere af de store Tjajkovskij-balletter. Ved balletmester Aage Thordal-Christensens tilbagetræden fra positionen som iscenesætter af en ny ’Nøddeknækker’ får vi nu ønsket opfyldt: Danser og koreograf Alexei Ratmansky, der lyser op i Den Kongelige Ballet, skal nu stå for denne klassiker med børnetække. Han blev i sidste sæson hyldet for sin Turandots Drøm, i egen scenografi: I vinterens samproduktion af Nøddeknækkeren med Tivoli vil dekorationer og kostumer være af Mikael Melbye.cc

Gummigobelin på politigården
*Den runde, indre gård på Københavns Politigård rummer fra på mandag et ca. 650 kvadratmeter stort maleri af Michael Brammer, en fem meter høj og 127,4 meter lang ’gummigobelin’, og inde midt i den store gård er der opstillet er ’kærlighedsfængsel’, hvor publikum bydes på gratis kaffe og saftevand (åbenbart den materielle manifestation af lidenskab hertillands). Formålet er at få folk til at betragte betjentene som ansatte, der skal servicere borgerne og ikke voldspaller med overskæg. Projektet kan beskues fra 17. september til 19. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu