Læsetid: 3 min.

Koldkrigernes endelige afmagt

Jan Stages nye thriller er tankevækkende læsning i den tid, den er havnet i
26. september 2001

Ny bog
Da Leif Davidsens bestseller De gode søstre udkom i foråret, noterede anmelder Bjørnkjær sig med respekt dens timing: Bogen passede lige til tidens debat om retsopgør og kommunistomvendinger. Tilsvarende har Jan Stage i Et kys fra Kaliningrad, seneste i serien om efterretningsmanden Arne Sehested, fat i et aktuelt brændpunkt – fremmeddebatten – sat i en aktuel fiktionsramme – opløsningen i det gamle Sovjet. Når romanen så alligevel ikke rammer tiden lige i mellemgulvet, skyldes det det, som ingen kunne have forudset: Verdens tilstand efter World Trade Center.
Et kys fra Kaliningrad handler om den gamle tyske enklave Königsberg, nu russisk Kaliningrad, som ligger klemt inde mellem Litauen og Polen ud til Østersøen, en times flyvetur fra Danmark. I et Rusland, hvor mafiaen råder og griskheden hærger, får de tunge mafia-/politikerdrenge øje for det middelmådige, frygtsomme Danmark som det rige Europas svage led. Målet er at kunne brede de givtige, kriminelle aktiviteter ind i den verden, hvor pengene findes: Vesten.
I Danmark er efterretningstjenesten godt klar over, at noget er på færde, og man indkalder derfor veteranen Arne Sehested, hvis afdeling for Særlige Anliggender ellers er blevet nedlagt med den kolde krigs afslutning. Mens Sehested skuer mod Kaliningrad, kommer en anden genopgravet veteran, Oberst Prelin, til København for at finde ud af, hvad der splitter danskerne.

Fatal svaghed
Det gør de fremmede. Iskoldt og meget overbevisende demonstrerer Stage, hvordan xenofobien er danskernes store svaghed; en svaghed, der i en tilspidset situation kan vise sig at være fatal. Effent og elegant konstruerer han det dobbeltbundede plot, der gennem simultane accelerationer på flere niveauer (i Albanien, Israel og Korselitse Skov) leder overbevisende frem til den ekstreme slutning. Overbevisende, i hvert fald på thrillerens stakåndede præmisser. Og Stage har fat i noget afgørende: Vor tids våben er mennesker.

Ulighed under angreb
Men netop den indsigt giver også bagslag for hele thrillerens form og grundpræmis: Beundringen for agenterne, der kan overtrumfe fjendens næste træk, fordi de altid er et skridt foran. Og den dertilhørende foragt for et samfund, hvor alle bare skal være lige og derfor helst ikke for fremragende.
I den klassiske thriller, som både Stage og Davidsen meget dygtigt leverer, er det fornemmelsen af konkret, virkelig fare, der holder læseren fast. Derfor er Stages statsministerportræt magen til Poul Nyrup, og hans indenrigsminister tror også på øde øer. Men i thrilleren er det også altid de stærke mænd, der redder os andre. Og midt i afmagten over angrebet den 11. september synes én ting at være åbenlys: Ingen agenter er så fremragende, at de kan stoppe 19 desperate mænd, hvis hævntørst er så stor, at den er vigtigere end at leve.
Som Noam Chomsky konstaterede i et interview i Beograds uafhængige radiostation B92 i sidste uge, er det uligheden selv (i Europa såvel som USA), der nu er under angreb:
»Hvis de rige og magtfulde beslutter sig for at fortsætte den hundredårige tradition for ekstrem vold, bidrager de til eskaleringen af en voldsspiral, der følger en velkendt dynamik og vil få frygtelige konsekvenser på længere sigt.«
Vold fører til vold, også i vores hænder, men hvad skal en agent, hvis han ikke kan sætte tingene på plads med lidt velplaceret vold?
Noget tyder på, at tiden nu endeligt er ved at løbe ud for den slags efterretningstjenester, der med kalkulation og målrettede våbenanvendelser kan opretholde en skæv verdensorden. Det dilemma kan man måske ikke forlange, at forfattere af spændingsromaner skal tage hensyn til. Men det er svært at ignorere.

*Jan Stage: Et kys fra Kaliningrad. 238 s., 269,95 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her